The Project Gutenberg EBook of Krlighedens Komedie, by Henrik Ibsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Krlighedens Komedie

Author: Henrik Ibsen

Release Date: May 2, 2005 [EBook #15748]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK KRLIGHEDENS KOMEDIE ***




Produced by David Starner, Louise Hope and the Online Distributed
Proofreading Team.






                 Henrik Ibsen

                SAMLEDE VRKER


                  Mindeudgave

                  Frste Bind




            Kristiania og Kbenhavn
             Gyldendalske Boghandel
                 Nordisk Forlag

               Centraltrykkeriet
                  KRISTIANIA
                     1908

       *       *       *       *       *


             KRLIGHEDENS KOMEDIE

                    (1862)


       *       *       *       *       *


Forord til 2den udgave af "Krlighedens komedie".


Nrvrende digt er skrevet i sommeren 1862 og frste udgave udkom
samme rs vinter.

Men jeg begik den fejl at udgive bogen i Norge. Bde tid og sted var
uheldigt valgt. Digtet vakte en storm af uvilje, voldsommere og mere
udbredt end de fleste bger skal kunne rose sig af i et samfund,
hvis overvejende flerhed ellers betragter literre anliggender som
sig s temmelig uvedkommende.

Modtagelsen overraskede mig for vrigt ikke. "Den sunde realisme",
som vi Nordmnd, ialfald for realismens om end ikke for sundhedens
vedkommende med fje tr tillgge os, bringer os ganske naturligt
til i det bestende at se det berettigede, i opgavens lsning at se
dens id. Denne betragtningsmde skaber et inderligt velbefindende,
men just ikke s megen klarhed.

Da jeg nu i min komedie efter bedste evne svang pisken over
krligheden og gteskaberne, var det i sin orden, at de mange skreg
p krlighedens og gteskabets vegne. Den tankens tugt og dressur,
som krves for at begribe vildfarelsen, har flertallet indenfor vor
bogdmmende og lsende almenhed kun ufuldstndigt gennemget. Det er
imidlertid ikke min sag at give noget kursus. Et forord er ingen abc.

Til Danmark kom der i sin tid neppe synderlig flere eksemplarer
af digtet, end de, der tilstilledes de kbenhavnske blade til
anmeldelse.

For den kritik, som dersteds blev min bog tildel, har jeg
overhovedet al grund til at vre taknemmelig. Mangen bemrkning
derfra har vret vkkende for mig, og nr jeg desuagtet, med
undtagelse af nogle sproglige rettelser, lader denne nye udgave
udkomme i uforandret skikkelse, s sker det, fordi jeg ved den
mellemliggende tid og udvikling er kommen for langt bort fra digtet,
til at jeg skulde kunne hbe ved ndringer hist og her at kunne
tilveiebringe nogen organisk forbedring af det, som nu engang er
og m vre kernen i det hele.

Rom, i januar 1867.




PERSONERNE:


FRU HALM, en embedsmands enke.
SVANHILD, hendes datter.
ANNA, hendes datter.
FALK, en ung forfatter, hendes logerende.
LIND, teologisk student, hendes logerende.
GULDSTAD, grosserer.
STYVER, kopist.
FRKEN SKRE, hans forlovede.
STRMAND, prest fra landet.
FRU STRMAND, hans kone.
STUDENTER, GSTER, FAMILJER og FORLOVEDE PAR.
PRESTEFOLKENES OTTE PIGEBRN.
FIRE TANTER, EN HUSJOMFRU, EN OPPASSER, TJENESTEPIGER.

       *       *       *       *       *

(Handlingen foregr p fru Halms lkke ved Drammensveien.)




FRSTE AKT.


(Scenen forestiller en smuk have med uregelmessige men smagfulde
anlg; i baggrunden ses fjorden og erne udover. Til venstre for
tilskuerne hovedbygningen med en veranda og ovenover denne et bent
kvistvindu; til hjre i forgrunden et bent lysthus med bord og
bnke. Landskabet ligger i strk aftenbelysning. Det er tidligt
p sommeren; frugttrrne blomstrer.)

(Nr teppet gr op, sidder fru Halm, Anna og frken Skre p
verandaen, de to frste med hndarbejde, den sidste med en bog.
I lysthuset ses Falk, Lind, Guldstad og Styver; p bordet str
punschmugge og glasse. Svanhild sidder alene i baggrunden
ved vandet.)

FALK
(rejser sig med hvet glas og synger).
  Solglad dag i hegnet have
  skabtes dig til lyst og leg;
  tnk ej p, at hstens gave
  tidtnok vrens lfter sveg.
  bleblomsten, hvid og vakker,
  breder over dig sit tjeld,--
  lad den s langs alle bakker
  drysses vejrslt nste kveld!

KOR AF HERRERNE.
  Lad den s langs alle bakker
    o.s.v.

FALK.
  Hvad vil du om frugten sprge
  midt i trets blomstertid?
  Hvorfor sukke, hvorfor srge,
  slvet under slb og slid?
  Hvorfor lade fugleskrmmen
  klapre dag og nat p stang!
  Glade broder, fuglestemmen
  ejer dog en bedre klang!


HERRERNE.
  Glade broder, fuglestemmen
    o.s.v.

FALK.
  Hvorfor vil du spurven jage
  fra din rige blomstergren!
  Lad den fr som sangln tage
  din forhbning, n for n.
  Tro mig, _du_ ved byttet vinder,
  tusker sang mod sildig frugt;
  husk moralen "Tiden rinder";
  snart din friluftslund er lukt.

HERRERNE.
  Husk moralen "Tiden rinder"
    o.s.v.

FALK.
  Jeg vil leve, jeg vil synge,
  til den dr, den sidste hk;
  fej da trstig alt i dynge,
  kast s hele stadsen vk.
  Grinden op; lad fr og kviger
  gramse grdigt, hver som bedst;
  _jeg_ brd blomsten; lidt det siger,
  hvem der tar den dde rest!

HERRERNE.
  _Jeg_ brd blomsten; lidt det siger,
    o.s.v.

(de klinker og tmmer glassene.)

FALK
(til damerne).
Se, _det_ var visen, som De bad mig om;--
br over med den; jeg er tanketom.

GULDSTAD.
, hvad gr det, nr bare visen klinger?

FRKEN SKRE
(ser sig om).
Men Svanhild, som s ivrig var isr--?
Da Falk begyndte, fik med t hun vinger;
_nu_ er hun borte.

ANNA
(peger mod baggrunden).
                  Nej, hun sidder _der_.

FRU HALM
(med et suk).
Det barn! Gud vd, nr jeg fr skik p hende!

FRKEN SKRE.
Men sig, herr Falk, mig syntes visens ende
var mindre rig p--sdan--poesi,
som ellers findes hist og her deri.

STYVER.
Ja, og det var dog ganske visst s let,
at f lidt mer mod slutningen placeret.

FALK
(klinker med ham). Man kliner ind, lig kit i revnet brt,
til den blir fed nok, spkket, marmoreret.


STYVER
(uforstyrret).
Ja, det gr glat; jeg husker det s godt
ifra mig selv.

GULDSTAD.
              Hvad? Har De Musen redet?

FRKEN SKRE.
Min kreste? Gud ja!

STYVER.
                    , kun s smt.

FRKEN SKRE
(til damerne).
Han er romantisk af sig.

FRU HALM.
                        Jo, vi vd det!

STYVER.
Nu ikke mere; det er lang tid siden.

FALK.
Fernis og romantik gr af med tiden.
Men forhen alts--?

STYVER.
                   Ja, det var nu i
den tid, jeg var forelsket.

FALK.
                           Er da den forbi?
jeg trode ej din elskovsrus udsovet!

STYVER.
Nu er jeg jo officielt _forlovet_.
det er jo mere end _forelsket_, vd jeg!

FALK.
Ret s, min gamle ven, jeg holder med dig!
Du avanceret har, bestt det svreste:
forfremmelsen fra elsker og til kreste.

STYVER
(med et behageligt erindringssmil).
Det er dog srt! Jeg skulde fast forsvoret
mit mindes faktiskhed i dette nu.
(vender sig til Falk.)
For syv r siden,--vil du tro det, du?
Jeg gjorde vers i stilhed p kontoret.

FALK.
_Du_ gjorde vers--ved pulten?

STYVER.
                             Nej, ved bordet.

GULDSTAD
(slr p sit glas).
Silentium, nu har kopisten ordet!

STYVER.
Isr om aftningen, nr jeg var fri,
jeg konciperte remser poesi,
s lange, som--ja to-tre brukne ark.
Det gik!

FALK.
        Du gav din Muse blot et spark,
s traved hun--

STYVER.
               Ustemplet eller stemplet
papir, se det var hende lige godt.

FALK.
S poesien flommed lige flot?
Men hr, hvorledes brd du ind i templet?

STYVER.
Ved hjlp af krlighedens brkjern, ven!
Med andre ord, s var det frken Skre,

min kreste, som hun blev senere hen,
for dengang var hun--

FALK.
                     Ret og slet din _kre_.

STYVER
(vedblivende).
Det var en selsom tid; min jus jeg glemte;
min pen jeg _spidsed_ ej, nej, jeg den _stemte_.
og nr den i konceptpapiret rev,
det klang som melodi til hvad jeg skrev;--
omsider expederte jeg et brev
til hende--hun--

FALK.
                Hvis kreste du blev.

STYVER.
Tnk, samme dato indlb hendes svar;
andragendet bevilget,--sagen klar!

FALK.
Og du, du flte dig ved pulten strre;
du havde bragt din elskov p det trre!

STYVER.
Naturligvis.

FALK.
            Og aldrig mer du digted?

STYVER.
Nej, jeg har aldrig siden mrket trang;
det var med t, som om mig ren svigted;
og nr jeg prver nu en enkelt gang
at stte sammen blot et nytrsvers,
s kommer rim og verseml p tvers,
og,--jeg forstr ej, hvad det stikker i,--
men det blir _jus_ og ikke _poesi_.

GULDSTAD
(klinker med ham).
Og derfor er, min sjl, De lige god!
(til Falk.)
_De_ tror nu frgen over lykkens flod
er bare til, for _Dem_ at stte over;
men se Dem for, ifald De farten vover.
Hvad Deres vise angr, vd jeg ej
om den poetisk er i alle ender;
men hvordan end De visen snor og vender,
den har en _slet moral_, det siger jeg.
Hvad skal man kalde slig konomi:
at lade alskens fugle de karten
fr den fr tid til moden frugt at bli;
at lade kr og fr f grsse fri
herinde sdan udp sommerparten?
Jo, her blev vakkert nste vr, fru Halm!

FALK
(reiser sig).
, nste, nste! Tanken er mig kvalm,
som i det slappe ord "det nste" ligger,
det gr hver gldens rigmand til en tigger!
Hvis jeg som sprogets sultan mtte rde
en time kun, det silkesnoren fik,
og skulde ud af verden uden nde,
som b og g af Knudsens grammatik.

STYVER.
Hvad har du da imod det hbets ord?

FALK.
At det formrker os Guds fagre jord.
"Vor nste krlighed", "vor nste viv",
"vort nste mltid" og "vort nste liv",--
se, den _forsynlighed_, som heri ligger,
_den_ er det, som gr gldens sn til tigger.
S langt du ser, forstygger den vor tid,
den drber nydelsen af jeblikket;
du har ej ro, fr du fr bden vrikket
imod den "nste" strand med slb og slid;
men er du fremme,--mon _du_ da tr hvile?
Nej, du m atter mod et "nste" ile.
Og sdan gr det--fort vk--udaf livet,--
Gud vd, om _bag_ et stoppested er givet.

FRU HALM.
Men fy, herr Falk, hvor kan De tale s!

ANNA
(tankefuld).
O, det han siger, kan jeg godt forst;
der m dog noget sandt p bunden vre.

FRKEN SKRE
(bekymret).
Sligt m min kreste ej hre p,
han er ekscentrisk nok.-- hr, min kre;
kom hid et ieblik!

STYVER
(beskftiget med at rense sin pibespids).
                   Jeg kommer snart.

GULDSTAD
(til Falk).
Ja, t er mig dog i det mindste klart:
at De br holde noget mer i re
forsynligheden; tnk Dem blot, ifald
De skrev et digt _idag_ og satte al
den dyre restbeholdning ind deri,
som De p lager har af poesi,
og fandt, De intet havde mer tilbedste,
nr De imorgen _digtede_ det nste;--
da fik kritiken Dem nok i kalotten.

FALK.
Jeg tviler p, den mrked bankerotten;
da slentred arm i arm kritik og jeg
gemytligt frem jo p den samme vej.
(afbrydende og med overgang)
Men sig mig, Lind, hvad gr der dog af dig?
Du sidder her den hele tid s sturen;
studerer du mske arkitekturen?

LIND
(tar sig sammen).
Jeg? Hvorfor falder du p det?

FALK.
                              Jo visst;
du har ej jet fra altanen hist.
Er det verandastilens brede buer,
som du med slig dybsindighed beskuer?
Hvad heller drens kunstigt skrne hngsler,
og vindus-lugerne med ditto stngsler?
For _noget_ er det, som din tanke fngsler.

LIND
(med et strlende udtryk).
Nej, du tar fejl; jeg sidder her og _lever_.
Berust i nuet intet mer jeg krver.
Jeg har en flelse, som om jeg stod
med verdens rigdom drysset for min fod!
Tak for din sang om gldens liv i vren;
den var som af mit eget indre skren!
(hver sit glas og veksler et blik med Anna, umrkeligt for de
vrige.)
En skl for blomsten, der den dufter smukt,
foruden tanke p at vorde frugt!
(drikker tilbunds.)

FALK
(ser p ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let
tone).
Vil mine damer hre; det var nyt!
Her har jeg letvindt gjort en proselyt.
Igr han gik med salmebog i lommen,
idag han kkt trakterer digtertrommen.--
Man pstr vel, at vi poeter fdes;
men stundom kan en prosaist dog gdes
s ubarmhjertigt, som en strasburgsk gs,
med rimet sludder og med metrisk vs,
s alt hans indre, lever, sjl og krs,
nr ud det krnges, findes ganske fuldt
af lyrisk ister og retorisk smult.
(til Lind.)
Men tak for resten for din gode mening;
herefter slr vi harpen i forening.

FRKEN SKRE.
Ja De, herr Falk, De er vel flittig nu?
I landlig ro,--her mellem blomstergrene,
hvor De kan frdes for Dem selv alene--

FRU HALM
(smilende).
Nej, han er doven, s det er en gru.

FRKEN SKRE.
Jeg havde tnkt, De, som fru Halms logerende,
var bleven rigtig strkt poetiserende.
(peger ud til hjre.)
Det lille havehus, bag lvet gemt,
det ligger for en digter s bekvemt;
_der_ synes mig, De mtte blive stemt--

FALK
(gr over mod verandaen og lner sig med armene p rkvrket)
Dk mine jnes spejl med blindheds skimmel,
s skal jeg digte om den lyse himmel.
Skaf mig, om blot en mnedstid p borg,
en kval, en knusende, en kmpesorg,
s skal jeg synge livets jubel ud.
Og helst, min frken, skaf mig blot en brud,
som er mig alt, mit lys, min sol, min Gud.
Jeg har om den ting supplicert Vorherre,
men han har hidtil vist sig dv, desvrre.

FRKEN SKRE.
Fy, det er jo frivolt!

FRU HALM.
                      Ja hsligt sagt!

FALK.
, De m ikke tro det var min agt
at g med hende under arm p "Kurland";
nej, midt i lykkens vilde jubeljagt
hun mtte g til evighedens urland.
Jeg trnger til lidt ndig gymnastik,
som jeg p _den_ vis mske grundigst fik.

SVANHILD
(har under det foregende nrmet sig; hun str nu tt ved Falk
og siger med et bestemt men lunefuldt udtryk):
Godt, jeg skal be for Dem om slig en skbne;
men nr den kommer,--br den som en mand.

FALK
(har vendt sig overrasket).
, frken Svanhild!--Jo, jeg skal mig vbne.
Men tror De ogs, at jeg stole kan
p Deres bn, som noget rigtigt virkende?
Med himlen, ser De, m man omgs lirkende.
Jeg vd jo nok, De vilje har for to
til mig at skille ved min sjlero;
men om De ogs har behrig _tro_.
se, det er sagen.

SVANHILD
(mellem spg og alvor).
                 Vent til sorgen kommer
og gulner livets lyse, grnne sommer,--
vent til den nager vgen og i drmme,
s kan om styrken af min tro De dmme.
(hun gr over til damerne.)

FRU HALM
(dmpet).
Men vil I to da aldrig holde fred?
Nu har du gjort herr Falk for alvor vred.

(vedbliver at tale sagte og formanende. Frken Skre blander sig
i samtalen. Svanhild str kold og taus.)

FALK
(gr efter en kort, tankefuld stilhed over til lysthuset og siger
hen for sig):
Der lyste visshed ud af hendes blikke.
Mon jeg skal tro, som hun det tror s trygt,
at himlen vil--

GULDSTAD.
                nej--Gud vil den ikke!
Den var da, med respekt, og brav forrykt,
om den effektuerte slige ordres.
Nej, ser De, gode hode,--hvad der fordres,
det er motion for arme, ben og krop.
Lig ikke her og glo i lvet op
den lange dag; hugg ved om ikke andet.
Det mtte ogs vre rent forbandet,
om ikke inden fjorten dage De
for Deres gale nykker da var fri.

FALK.
Jeg str som slet, snrt i valgets bnd;
til venstre har jeg kd, til hjre nd;
hvad var vel visest her at vlge frst.

GULDSTAD
(idet han sknker i glassene).
Frst et glas punsch, det slukker harm og trst.

FRU HALM
(ser p sit uhr).
Men den er otte snart; nu tror jeg nsten
det er p tiden vi kan vente presten.
(rejser sig og rydder op p altanen.)

FALK.
Hvad? Skal her komme prester?

FRKEN SKRE.
                             Gud, ja visst!

FRU HALM.
Det var jo _det_, som jeg fortalte sidst--

ANNA.
Nej mor, herr Falk var ikke da tilstede.

FRU HALM.
N, det er sandt. Men bliv dog ej s trist;
tro mig, af det besg De hster glde.

FALK.
Men sig, hvem er han da, den gldens smand?

FRU HALM.
 Herregud, det er jo presten Strmand.

FALK.
Ja s. Jeg tror, at jeg har hrt hans navn,
og lst, at han skal ind og gre gavn,
som stortingsmand, p politikens marker.

STYVER.
Ja, han er taler.

GULDSTAD.
                 Skade blot, han harker.

FRKEN SKRE.
Nu kommer han med frue--

FRU HALM.
                        Og med arvinger--

FALK.
At more dem i forvejen lidt, de hulde,--
for siden fr han begge hnder fulde
med svenske sprsml og med statsrdsgarvinger;
jo, jeg forstr.

FRU HALM.
                _Det_ er en mand, herr Falk!

GULDSTAD.
Ja, i sin ungdom var han nu en skalk.

FRKEN SKRE
(fornrmet).
N s, herr Guldstad! Alt fra jeg var liden
har jeg hrt tale dog med stor respekt,--
og det af folk, hvis ord har megen vgt,--
om presten Strmand og hans livs roman.

GULDSTAD
(leende).
Roman?

FRKEN SKRE.
      Roman. Jeg kalder sligt romantisk,
som ej af hverdagsfolk vurderes kan.

FALK.
De spnder min nysgerrighed gigantisk.

FRKEN SKRE
(vedblivende).
Men Gudbevars, der gives altid visse,
som af det rrende sig lader hidse
til railleri! Det er jo velbekendt,
at her var en, som bare var student,
der var s frk, s ryggesls, s usel,
at kritisere selve "William Russell".

FALK.
Men sig, er oplandspresten da et digt,
et kristent drama eller noget sligt?

FRKEN SKRE
(rrt til stille trer).
Nej Falk,--et menneske, p hjerte rigt.
Men nr en s at sige livls ting
kan forrsage slige ondskabssting
og vkke fle lidenskabers mngde
af slig en dybde--

FALK
(deltagende).
                  Og af slig en lngde--

FRKEN SKRE.
S vil, med Deres skarpe blik, De snart
begribe at--

FALK.
            Ja, det er ganske klart.
Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,
det er romanens indhold og dens art.
Jeg kan nok ane, det er noget nydeligt;
men hvis det lod sig sige i en fart--

STYVER.
Jeg skal af sagens fakta ekstrahere
det vigtigste.

FRKEN SKRE.
              Nej, jeg erindrer mere;
jeg kan fortlle--

FRU HALM.
                  Det kan ogs jeg!

FRKEN SKRE.
 nej, fru Halm, nu er jeg alt p vej.
Ser De, herr Falk,--han gjaldt, som kandidat,
for et af hovedstadens bedste hoder,
forstod sig p kritik og nye moder--

FRU HALM.
Og spillede komedie privat.

FRKEN SKRE.
Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte,--

FRU HALM.
Og husk, hvor pent historier han fortalte.

FRKEN SKRE.
Ja giv dog tid; jeg kan det p en prik.
Han skrev og komponerte selv musik
til noget, som en--forelgger fik;
det kaldtes "Syv sonetter til min Maren".
 Gud, hvor sdt han sang dem til guitaren!

FRU HALM.
Ja, det er visst, at han var genial!

GULDSTAD
(dmpet).
Hm, somme mente nu, at han var gal.

FALK.
En gammel praktikus, som ikke henter
sin visdom blot af mugne pergamenter,
har sagt, at krligheden gr Petrarker
s let, som f og ladhed patriarker.
Men hvem var Maren?

FRKEN SKRE.
                   Maren? Det var _hende_.
hans elskede, som snart De lrer kende.
Hun var en datter af et kompagni--

GULDSTAD.
Et trlasthus.

FRKEN SKRE
(kort).
              Ja, det m Herren vide.

GULDSTAD.
For det var hollandsk last de gjorde i.

FRKEN SKRE.
Sligt hrer til den trivielle side.

FALK.
Et kompagni?

FRKEN SKRE
(vedblivende).
            Som ejed store grunker.
De kan vel tnke, hvor der kur blev gjort;
der meldtes friere af frste sort.--

FRU HALM.
Og mellem dem sgar en kammerjunker.

FRKEN SKRE.
Men Maren vrged kkt om kvindens ret.
Hun havde Strmand mdt i "Dramatiken":
at se og elske ham, det var nu t--

FALK.
Og bejlerskaren mtte st i stikken?

FRU HALM.
Ja vil De tnke Dem den romantiken!

FRKEN SKRE.
Og lg s til en gammel grusom far,
som bare gik omkring og skilte hjerter;
jeg tror der ogs en formynder var,
for endnu mer at ge deres smerter.
Men hun blev ham og han blev hende tro;
de drmte sammen om et strtkt bo,
et snehvidt fr, som kunde nre to.--

FRU HALM.
Ja i det hjeste en liden ko,--

FRKEN SKRE.
Kort sagt, som de for mig s tidt erklrte,
en bk, en hytte og hinandens hjerte.

FALK.
Ak ja! Og s--?

FRKEN SKRE.
               S brd hun med sin slgt.

FALK.
Hun brd--?

FRU HALM.
           Hun brd med den.

FALK.
                            Se, det var kkt.

FRKEN SKRE.
Og flytted til sin Strmand op p kvisten.

FALK.
Hun flytted op! Foruden--sdan--vielse?

FRKEN SKRE.
 fy!

FRU HALM.
     Fy skam! Min salig mand p listen
str blandt forloverne--!

STYVER
(til frkenen).
                         Ja, din fortielse
af faktum er det, som forvolder tvisten.
I referater har det megen vgt
at ordne kronologisk og korrekt.
Men jeg kan aldrig f det i mit hode,
hvor de kom af det--

FALK
(fortsttende).
                    --thi man tr formode,
at fr og ko ej med p kvisten bode.

FRKEN SKRE
(til Styver).
, du skal vel betnke t, min gode:
Man _trnger_ ej, hvor krligheden troner;
to mme hjerter klarer sig med lidt.
(til Falk.)
Han elsked hende til guitarens toner,
og hun gav p klaver informationer--

FRU HALM.
Og s, forstr sig, tog de p kredit--

GULDSTAD.
Et r, til handelshuset gik fallit.

FRU HALM.
Men s fik Strmand kald et steds der nordp.

FRKEN SKRE.
Og i et brev, jeg siden s, han spor p,
han leved blot for pligten og for hende.

FALK
(supplerende).
Og dermed var hans livs roman til ende.

FRU HALM
(rejser sig).
Ja nu jeg tror vi gr i haven ned;
vi m jo se, om vi dem har i vente.

FRKEN SKRE
(idet hun tar mantillen p).
Det er alt svalt.

FRU HALM.
                 Ja, Svanhild, vil du hente
mit uldne sjal.

LIND
(til Anna, ubemrket af de vrige).
               G forud!

FRU HALM.
                        Kom s med!

(Svanhild gr ind i huset; de andre, undtagen Falk, gr mod
baggrunden og ud til venstre. Lind, der har fulgt med, stanser
og kommer tilbage)

LIND.
Min ven!

FALK.
        I lige mde!

LIND.
                    Hnden hid!
Jeg er s glad;--jeg tror mit bryst m sprnges,
ifald jeg ikke fr fortalt--

FALK.
                            Giv tid;
du skal forhres frst, s dmmes, hnges.
Hvad er nu det for adfrd? Lgge skjul
for mig, din ven, p skatten, du har fundet;--
for tilst kun, formodningen er grundet:
Du trukket har et lod i lykkens hjul!

LIND.
Ja, jeg har fanget lykkens fagre fugl!

FALK.
S? Levende,--og ej i snaren kvalt?

LIND.
Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tnk--!

FALK
(hurtig).
                        Forlovet!

LIND.
                                 Ja!
idag,--Gud vd, hvor jeg tog modet fra!
Jeg sagde,--, sligt lar sig ikke sige;
men tnk dig,--hun, den unge, smukke pige,
blev ganske blussende,--slet ikke vred!
Nej, kan du sknne, Falk, hvad jeg har vovet!
Hun hrte p mig,--og jeg tror hun grd;
_det_ er jo gode tegn?

FALK.
                      Ja visst; bliv ved.

LIND.
Og, ikke sandt,--da er vi jo forlovet?

FALK.
Jeg m formode det; men for at vre
aldeles tryg, s rdsprg frken Skre.

LIND.
O nej, jeg vd, jeg fler det s trygt!
Jeg er s klar, s sikker, uden frygt.
(strlende og hemmelighedsfuldt.)
Hr, jeg fik lov at holde hendes hnd,
da hun tog kaffetjet bort fra bordet!

FALK
(lfter sit glas og tmmer det).
N, vrens blomster da i eders bnd!

LIND
(liges).
Og det skal vre hjt og helligt svoret,
at jeg vil elske hende til min dd,
s varmt som nu:--ja, for hun er s sd!

FALK.
Forlovet! Derfor var det da, du slang
p hylden bde loven og profeterne.

LIND
(leende).
Og du, som trode, at det var din sang--!

FALK.
Min ven, s strk en tro har tidt poeterne.

LIND
(alvorligt).
Tro ellers ikke, Falk, at teologen
er fra min lykkes time dreven ud.
Der er den forskel kun, at ikke _bogen_
forslr som jakobsstige til min Gud.
Nu m jeg ud og sge ham i _livet_.
jeg fler mig i hjertet mere god,
jeg elsker stret, krybet for min fod;
_det_ er jo ogs del i lykken givet.

FALK.
Men sig mig nu--

LIND.
                Nu har jeg sagt det hele,--
min rige gde, som vi tre vil dele.

FALK.
Ja, men jeg mener, har du tnkt lidt fremad?

LIND.
Jeg tnkt? Tnkt fremad? Nej, fra denne stund
jeg lever i det vrlige sekund.
Jeg vender jet mod min lykke hjemad;
der holder skbnens tmmer _jeg_ og _hun_.
Ej du, ej Guldstad,--ja, ej selv fru Halm
tr sige til min friske livsblomst: "Falm!"
Thi _jeg_ har vilje, _hun_ har varme jne,
og derfor m den, _skal_ den opad hjne!

FALK.
Ret s, min broder, dig har lykken brug for!

LIND.
Mit livsmod brnder lig en vilter sang;
jeg kender mig s strk; l der et slug for
min fod,--hvor gabende,--jeg over sprang!

FALK.
Det sige vil i simpelt prosasprog:
Din krlighed har gjort dig til et rensdyr.

LIND.
N,--farer jeg med renens vilde tog,
jeg vd, til hvem min lngselsfugl imens flyr!

FALK.
S fr den alt imorgen til at flyve;
du flger med kvartetten jo tilfjelds.
Jeg lover for, du trnger ingen pels--

LIND.
Kvartetten! Pyt,--lad den alene klyve!
For mig er hjfjeldsluft i dalens bund;
her har jeg blomsterne og fjordens vidder,
her har jeg lvsalsang og fuglekvidder,
og lykkens huldre,--ja for her er _hun_.

FALK.
Ak, lykkens huldre her i Akersdalen
er sjelden, som en elg; hold fast i halen.
(med et blik mod huset.)
Hys,--Svanhild--

LIND
(trykker hans hnd).
                Godt; jeg gr,--lad ingen kende,
hvad der er mellem dig og mig og _hende_.
Tak for du tog min hemlighed! Begrav den
i hjertet,--dybt og varmt, som jeg dig gav den.

(Han gr ud i baggrunden til de andre.)

(Falk ser et jeblik efter ham og gr et par gange op og ned i
haven, under synlig bestrbelse for at bekmpe det oprr, han er i.
Lidt efter kommer Svanhild ud fra huset med et trklde p armen
og vil g mod baggrunden. Falk nrmer sig lidt og betragter hende
ufravendt; Svanhild stanser.)

SVANHILD
(efter et kort ophold).
De ser s visst p mig--?

FALK
(halvt for sig selv).
                         Ja _der_ er trkket;
i jets sj det skygger over bunden,
det leger skjul med spottens alf om munden,
det _er_ der.

SVANHILD.
             _Hvad?_ De gr mig halvt forskrkket.

FALK.
De heder Svanhild?

SVANHILD.
                  Ja, det vd De vel.

FALK.
Men vd De, frken, at det navn er latterligt?
Gr mig til vilje; kast det bort ikveld!

SVANHILD.
Fy,--det var egenmgtigt, lidet datterligt--

FALK
(ler).
Hm, "Svanhild"--"Svanhild"--
(pludselig alvorlig.)
                            Hvorfor fik De sligt
memento mori alt fra De var liden?

SVANHILD.
Er det da stygt?

FALK.
                Nej, dejligt som et digt,
men altfor stort og strkt og strengt for tiden.
Hvor kan en nutidsfrken fylde ud
den tanke, navnet "Svanhild" i sig fatter?
Nej, kast det bort, som et forldet skrud.

SVANHILD.
De tnker nok p sagakongens datter--

FALK.
Som skyldfri knustes under hestens hov.

SVANHILD.
Men sligt er jo forbudt i vor tids lov.
Nej, hjt i sadlen! I min stille tanke
jeg drmte tidt mig bren p dens ryg,
jog ud i verden vidt, jog kk og tryg,
mens vinden slog som frihedsflag dens manke!

FALK.
Ja det er gammelt. I den "stille tanke",
_der_ nser ingen af os grind og skranke,
_der_ rddes ingen for at bruge sporen;--
i _gerning_ holder vi os smukt til jorden;
thi livet er i grunden hvermand krt,
og der er ingen, som et ddsspring vover!

SVANHILD
(livligt).
Jo, peg p mlet, og jeg stter over!
Men da m mlet vre springet vrd.
Et Kalifornien bag rkensandet,--
hvis ikke, blir man, hvor man er, i landet.

FALK
(spottende).
N, jeg forstr Dem; det er _tidens_ fejl.

SVANHILD
(varm).
Ja netop tidens! Hvorfor stte sejl,
nr ingen luftning stryger over fjorden?

FALK
(ironisk).
Ja hvorfor slide pisken eller sporen,
nr ingen gylden indsats str som sknk
til den, der river sig fra bord og bnk
og jager fremad, bren hjt i sadlen?
Slig frd _for frdens skyld_ tilhrer adlen,
og adelsfrd i vor tid kaldes tant;
s var nok meningen?

SVANHILD.
                    Ja, ganske sandt,
se pretret, som ved grdet str,--
hvor det er goldt og blomsterlst ir.
Ifjor De skulde set, hvor det stod kkt
med kronen krget under frugtens vgt.

FALK
(noget uviss).
Det vil jeg tro; men hvad er deraf lren?

SVANHILD
(med finhed).
, iblandt andet, at det fast er frkt,
nr vor tids Sakarias krver pren.
Har tret overblomstret sig ifjor,
s m ir ej fordres samme flor.

FALK.
Jeg vidste nok, De fandt det rette spor igen
i romantiken--bagud i historien.

SVANHILD.
Ja--vor tids dyd er af en anden slags.
Hvem ruster sig for sandhed nutildags?
Hvem er personens indsats vel tillags?
Hvor findes helten?

FALK
(ser skarpt p hende).
Og hvor er valkyrien?

SVANHILD
(ryster p hovedet).
Valkyrien bruges ej i dette land!
Da troen truedes ifjor i Syrien,
gik De da did som korsets svorne mand?
Nej, p papiret var De varm som taler,--
og sendte "kirketidenden" en daler.

(Pause. Falk synes at ville svare, men holder inde og gr
opover haven.)

SVANHILD
(betragter ham en stund, nrmer sig og sprger blidt).
Falk, er De vred?

FALK.
                 Nej visst; jeg gr og sturer,--
se, det er alt.

SVANHILD
(med tankefuld deltagelse).
               De er som to naturer,--
to uforligte--

FALK.
              Ja, det vd jeg vel.

SVANHILD
(heftigt).
Men grunden!

FALK
(med udbrud).
            Grunden? Jo, fordi jeg hader
at g omkring med frkt udringet sjl,
lig godtfolks krlighed i alle gader,--
at g omkring med blottet hjertevarme,
som unge kvinder gr med ngne arme!
_De_ var den eneste,--_De_, Svanhild, De--
s tnkte jeg,--n, den ting er forbi--
(vender sig efter hende, idet hun gr over mod lysthuset og ser ud.)
De lytter--?

SVANHILD.
            Til en anden rst, som taler,
hys! Hrer De! hver kveld, nr solen daler,
da kommer flyvende en liden fugl,--
se _der_,--der kom den frem af lvets skjul--
vd De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
som her p jord blev ngtet sangens gave,
hun fik af Gud en liden fugl til ven--
for n kun skabt og for den enes have.

FALK
(tager en sten op fra jorden).
Da glder det, at fugl og ejer mdes,
skal ej dens sang i fremmed have des.

SVANHILD.
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej ordets magt, ej sangerstemme;
men kvidrer fuglen i sit grnne gemme,
det er som digte daled i mit sind--
nu ja--de dvler ej--de flyver bort--
(Falk kaster stenen med heftighed; Svanhild udstder et skrig.)
o Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud til hjre og kommer snart ind igen.)
O det var syndigt, syndigt!

FALK
(i lidenskabeligt oprr).
                           Nej--kun je
for je, Svanhild,--ikkun tand for tand!
_Nu_ fr De ingen hilsen fra det hje,
og ingen gave mer fra sangens land.
Se, det er hevnen over Deres vrk!

SVANHILD.
Mit vrk?

FALK.
         Ja Deres! Indtil denne time
slog i mit bryst en sangfugl kk og strk.
Se--nu kan klokken over begge kime,--
De har den drbt!

SVANHILD.
                 Har jeg?

FALK.
                         Ja, da De slog
min unge, glade sejrstro til jorden--
(foragteligt.)
da De _forloved_ Dem!

SVANHILD.
                     Men sig mig dog!

FALK.
 ja, den ting er sagtens i sin orden;
han tar eksamen, fr sig straks en stilling,--
han gr jo til Amerika som prest--

SVANHILD
(i samme tone).
Og arver nok en ganske vakker skilling;--
ja, for det er vel Lind De mener?

FALK.
                                 Bedst
m _De_ vel vide--

SVANHILD
(med dmpet smil).
                  Ja, som brudens sster
br _jeg_ jo--

FALK.
              Gud! Det er ej Dem--!

SVANHILD.
                                   Som hster
hin lykkens overflod? Ak nej desvrre!

FALK
(med nsten barnlig glde).
Det er ej Dem! O, priset vre Gud!
O, han er god og krlig dog, Vorherre!
Jeg fr ej se Dem som en andens brud;--
det var kun smertens lys han vilde tnde--
(vil gribe hendes hnd)
O hr mig, Svanhild--hr mig--

SVANHILD
(peger raskt mod baggrunden).
                              Se derhenne!

(hun gr henimod huset. Fra baggrunden kommer i det samme fru Halm,
Anna, frken Skre, Guldstad, Styver og Lind. Under det foregende
optrin er solen get ned; landskabet ligger i tusmrke.)

FRU HALM
(til Svanhild).
Nu har vi prestens lige p minuttet.
Hvor blev du af?

FRKEN SKRE
(efter et blik p Falk).
                Du synes s betuttet.

SVANHILD.
Lidt ondt i hodet; det gr over snart.

FRU HALM.
Og endda gr du her med hret bart?
Hold theen frdig; ryd s op i stuen;
Pent m her vre, for jeg kender fruen.
(Svanhild gr ind i huset.)

STYVER
(til Falk).
Vd du besked om prestens politik?

FALK.
Jeg tror ej han for dyrtidstillg stemmer.

STYVER.
Men dersom nu et lidet vink han fik
om versene, som jeg i pulten gemmer?

FALK.
Det mulig hjalp.

STYVER.
                Ja gid,--for, tro du mig,
det kniber for os nu, vi bo skal stte.
De elskovssorger, de er ikke lette.

FALK.
Tilpas; hvad vilde du p den galej!

STYVER.
Er elskov en galej?

FALK.
                   Nej _gteskabet_.
med lnker, trlleliv og frihedstabet.

STYVER
(da han ser, at frken Skre nrmer sig).
Du kender ej den kapital, som bor
i kvindens tanker og i kvindens ord.

FRKEN SKRE
(sagte).
Tror du grossereren vil endossere?

STYVER
(gnaven).
Jeg vd ej visst endnu; jeg skal probere.

(de fjerner sig i samtale.)

LIND
(dmpet til Falk, idet han nrmer sig med Anna).
Jeg kan ej dy mig lnger; i en fart
jeg forestille m--

FALK.
                   Du burde tie,
og ingen uvedkommende indvie
i det, som eders er--

LIND.
                     N, det var rart;--
for dig, min medlogerende i huset,
jeg skulde holdt min unge lykke skjult!
Nej, nu, mit hode har ft hret _gult_,--

FALK.
Nu vil du gre dig dit hode _kruset?_
Ja, kre bedste ven, hvis _det_ er meningen,
s skynd dig blot og deklarer foreningen!

LIND.
Det har jeg ogs tnkt af flere grunde,
og deriblandt er n isr af vgt;
st for eksempel, at her findes kunde
en kurtisr, som lusked om fordkt;
st at hans hensigt trdte frem ptageligt,
som frieri; det var dog ubehageligt.

FALK.
Ja, det er sandt; jeg havde ganske glemt,
du var til noget _hjere_ bestemt.
Som elskovs friprest str du _midlertidigt_.
sent eller tidlig skal der avanceres;
men det er selv mod skik og vedtgt stridigt,
om allerede _nu_ du ordineres.

LIND.
Ja dersom ej grossereren--

FALK.
                          Hvad han?

ANNA
(undseligt).
, det er noget, Lind kun ind sig bilder.

LIND.
Sig ikke det; det aner mig han skiller
mig ved min lykke, nr og hvor han kan.
Den fyr er jo en daglig gst herude,
er rig og ugift, frer jer omkring;
kort sagt, min elskte, der er tusend ting,
som ej kan andet os end ondt bebude.

ANNA
(med et suk).
O det var synd; her var s godt idag.

FALK
(deltagende til Lind).
Ja slip ej lykken for en rodls grille;
vent i det lngste fr du toner flag.

ANNA.
Gud! Frken Skre ser p os; ti stille!

(hun og Lind fjerner sig til forskellige kanter.)

FALK
(ser efter Lind).
Der gr han til sin ungdoms nederlag.

GULDSTAD
(som imidlertid har stet ved trappen i samtale med fru Halm og
frken Skre, nrmer sig og slr ham p skuldren).
N, str man her og grunder p et digt?

FALK.
Nej, p et drama.

GULDSTAD.
                 Det var da som fanden;--
jeg trode ej, De gav Dem af med sligt.

FALK.
Nej, dette her er ogs af en anden,
en ven af mig, ja af os beggeto;--
en fejende forfatter kan De tro.
Tnk Dem, fra middagstider og til kveld
han digtet har en hel idyl til ende.

GULDSTAD
(polisk).
Og slutningen er god!

FALK.
                     De vd da vel
at teppet falder frst--med _ham_ og _hende_.
Men _det_ er blot en del af trilogien;
bagefter kommer nok forfattersvien,
nr nummer to, forlovelsens komedie,
skal digtes gennem lange akter fem,
og stoffets trd skal spindes ud af dem
til gteskabets drama, som det tredje.

GULDSTAD
(smilende).
Man skulde tro forfatterlyst var smitsom.

FALK.
S? Hvorfor det?

GULDSTAD.
                Jeg mener for s vidt som
jeg ogs gr og grunder p en digtning,--
(hemmelighedsfuldt.)
en faktisk en,--foruden alskens svigtning.

FALK.
Og hvem er helten, om man sprge tr?

GULDSTAD.
Det siger jeg imorgen, ikke fr.

FALK.
Det er Dem selv!

GULDSTAD.
                Tror De, som slig, mig duelig?

FALK.
En bedre helt var sikkert ikke mulig.
Men nu heltinden? Hun skal sikkert hentes
fra landets friluft, ej fra byens kvalm?

GULDSTAD
(truer med fingeren).
Hys,--det er knuden og med den m ventes!--
(slr over i en anden tone.)
Sig mig, hvad synes De om frken Halm?

FALK.
, hende kender De visst meget bedre;
min dom kan hverken skmme eller hdre.--
(smilende.)
Men vogt Dem bare, at det ej gr galt
med dette "digt", hvorom De har fortalt.
St at jeg kunde Deres tillid svige
og omkalfatre udfald og intrige.

GULDSTAD
(godmodigt).
N ja, s vilde jeg mit Amen sige.

FALK.
Det er et ord?

GULDSTAD.
              De er jo mand af faget;
det var jo dumt, om Deres hjlp blev vraget
af en, der regnes m til fuskerlaget.
(gr op mod baggrunden.)

FALK
(i forbigende til Lind).
Du havde ret; grossereren gr om
med morderplaner mod din unge lykke.
(fjerner sig.)

LIND
(dmpet til Anna).
Der kan du se, at ej min frygt var tom;
vi m p timen ud med sproget rykke.

(de nrmer sig fru Halm, der tilligemed frken Skre str
ved huset.)

GULDSTAD
(i samtale med Styver).
Et dejligt vejr ikveld.

STYVER.
                        ja smn,
nr man er oplagt--

GULDSTAD
(spgende).
                   Er der galt pfrde
med Deres krlighed?

STYVER.
                    Ej just med den--

FALK
(der er kommen til).
Men med _forlovelsen?_

STYVER.
                      Det kunde vre.

FALK.
Hurra; du er da ikke blank og bar
for poesiens smmynt, kan jeg hre!

STYVER
(stdt).
Jeg sknner ej, hvad poesien har
med mig og min forlovelse at gre.

FALK.
Du _skal_ ej sknne det; hvis elskov grunder
sit eget vsen ud, da gr den under.

GULDSTAD
(til Styver).
Men er det noget, som kan rettes p,
s ud med det.

STYVER.
              Ja, jeg har hele dagen
funderet p at foredrage sagen,
men kan ej frem til konklusionen n.

FALK.
Jeg hjlper dig og skal mig fatte kort:
Alt fra du op til kreste var rykket,
s har du flt dig, s at sige, trykket--

STYVER.
Ja det til sine tider endog hrdt.

FALK
(vedblivende).
Har flt dig svrt betynget af forpligtelser,
som du gav fanden, hvis det blot gik an;
se det er tingen.

STYVER.
                 Hvad er det for sigtelser!
Jeg har fornyet som en punktlig mand;
(henvendt til Guldstad.)
men mere kommer til i nste mned;
nr man sig gifter, fr man jo en kone--

FALK
(glad).
Nu er pny din ungdomshimmel blnet,
_det_ var en genklang af din sangtids tone!
S skal det vre; jeg forstod det straks;
du trngte blot til vinger og en saks!

STYVER.
En saks?

FALK.
        Ja, viljesaksen, for at klippe
hvert bnd itu, s bort du kunde slippe,
og flyve ud--

STYVER
(i vrede).
             Nej, nu blir du for grov!
At sigte _mig_ for brudd p statens lov!
_Jeg_ skulde tnke p at absentere mig?
Sligt er jo attentat p at blamere mig,--
verbalinjurier!

FALK.
               Men er du gal!
Hvad er din mening da? S tal dog--tal!

GULDSTAD
(leende til Styver).
Ja, selv De kommer til at klare tanken!
hvad handles om?

STYVER
(griber sig sammen).
                Et ln i sparebanken.

FALK.
Et ln!

STYVER
(hurtig til Guldstad).
       Ja egentlig en endossent
for hundred daler eller s omtrent.

FRKEN SKRE
(der imidlertid har stet hos fru Halm, Lind og Anna.)
 nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!

GULDSTAD.
Hvad er der nu!
(gr hen til damerne.)

STYVER.
               Det var da ubelejligt.

FALK
(slr overgivent armen om hans nakke).
Hurra; trompetens lyd forkynder sdt,
at dig en broder er i Amor fdt!
(drager ham med sig til de andre.)

FRKEN SKRE
(overvldet til herrerne).
Tnk, Lind og Anna,--tnk Dem, han har ft hende!
Nu er de krester!

FRU HALM
(med rrelsens trer, medens parret nskes tillykke).
                  Det er den ottende,
som gr forsrget ud fra dette hus;
(rettet mod Falk.)
syv ssterdtre,--alle med logerende--

(angribes for strkt og holder trkldet for jnene.)

FRKEN SKRE
(til Anna).
N, her vil komme nok af gratulerende!
(kler for hende og er bevget.)

LIND
(griber Falks hnder).
Min ven, jeg gr som i en salig rus!

FALK.
Hys;--som forlovet mand du medlem er
af salighedens _mdeholds_forening;
lyd laugets love;--ingen orgier her!
(vender sig til Guldstad med et anstrg af ondskabsfuld deltagelse.)
N, herr grosserer!

GULDSTAD
(fornjet).
                   Efter min formening
spr dette lykke for dem begge to.

FALK
(ser studsende p ham).
De br jo sorgen med prisvrdig ro.
Det glder mig.

GULDSTAD.
               Hvad mener De, hjstrede?

FALK.
Jeg mener blot, at eftersom De nrede
forhbning for Dem selv--

GULDSTAD.
                         S? Gjorde jeg?

FALK.
Ja, i det mindste var De nr p vej;
De nvnte frken Halm; her stod De jo
og spurgte--

GULDSTAD
(smilende).
            Ja, men er der ikke to?

FALK.
Det er--den anden, ssteren, De mener!

GULDSTAD.
Ja, _ssteren_, den _anden_,--netop hende.
Lr denne sster nrmere at kende,
og dm s selv, om ikke hun fortjener
at lgges mrke til en smule mer,
end her i huset nu for tiden sker.

FALK
(koldt).
Hun har visst alle gode egenskaber.

GULDSTAD.
Just ikke alle; selskabstonen har
hun ej det rette greb p; _der_ hun taber--

FALK.
Ja det er slemt.

GULDSTAD.
                Men hvis fru Halm blot tar
en vinter til det, vdder jeg hun viger
for ingen anden.

FALK.
                Nej, den ting er klar.

GULDSTAD
(leende).
Ja, det er mrkeligt med unge piger!

FALK
(lystig).
De er som vinterrugens sd at se;
de spirer uformrkt i frost og sne.

GULDSTAD.
Fra jul er balsalonen deres hjem--

FALK.
_Der_ gdsles med skandaler og med blamer--

GULDSTAD.
Og nr s forrsvarmen bryder frem--

FALK.
S skyder op smbitte grnne damer!

LIND
(trder til og griber Falks hnder).
Hvor klogt jeg gjorde; over al forstand--
jeg fler mig s lykkelig og sikker!

GULDSTAD.
Se der er kresten; fortl hvordan
man sig som nyforlovet elsker skikker!

LIND
(ubehageligt berrt).
Sligt drftes ndigt med en tredjemand.

GULDSTAD
(spgende).
I slet humr! Jeg skal til Anna klage.
(nrmer sig damerne.)

LIND
(ser efter ham).
Hvor kan man sligt et menneske fordrage!

FALK.
Du tog for resten fejl af ham,--

LIND.
                                Ja s?

FALK.
Det var ej Anna, som han tnkte p.

LIND.
Hvad! Var det Svanhild?

FALK.
                       Ja, det vd jeg ikke.
(med et lunefuldt udtryk.)
Tilgiv mig, martyr for en fremmed sag!

LIND.
Hvad mener du?

FALK.
              Sig, har du lst idag
avisen?

LIND.
       Nej.

FALK.
           Jeg skal dig bladet skikke;
der str om en, som fik, p skbnens bud,
sin gode friske kindtand trukket ud,
fordi en ftter af ham led af tandvrk.

FRKEN SKRE
(ser ud til venstre).
Der kommer presten!

FRU HALM.
                   Vil De se hvor mandstrk!

STYVER.
Fem, seks, syv, otte brn--

FALK.
                           Det var ubndigt!

FRKEN SKRE.
Uf, sligt m nsten kaldes uanstndigt!

(Man har imidlertid hrt en vogn stanse udenfor til venstre.
Presten, hans kone og otte smpiger, alle i rejsetj, kommer ind
n for n.)

FRU HALM
(iler de kommende imde).
Velkommen, hjerteligt velkommen!

STRMAND.
                                Tak!

FRU STRMAND.
Her er visst gstebud--

FRU HALM.
                       , hvilken snak!

FRU STRMAND.
For gr vi bryderi--

FRU HALM.
                    Nej ingenlunde;
De kommer s tilpas, som tnkes kunde;
min datter Anna blev forlovet just.

STRMAND
(ryster Annas hnd med salvelse).
S lad mig vidne;--elskov,--krligheden,--
det er en skat, som ikke ml og rust
fortre kan,--hvis der er noget ved den.

FRU HALM.
Men hvor det dog var smukt, De tog de sm
herind til byen med Dem.

STRMAND.
                        Fire spde
vi har foruden disse her.

FRU HALM.
                         Ja s.

STRMAND.
Tre af dem er for sm til allerede
at fatte tabet af en krlig fader
i stortingstiden.

FRKEN SKRE
(til Fru Halm, idet hun tager farvel).
                 Nu jeg Dem forlader.

FRU HALM.
, hvorfor vil De alt s tidlig g?

FRKEN SKRE.
Jeg m til byen og fortelle nyheden;
hos Jensens vd jeg man gr sent til ro;
jo, tanterne blir glade, kan De tro.
Min sde Anna, skil dig nu ved blyheden;--
imorgen er det sndag; gratulanter
vil strmme over dig fra alle kanter!

FRU HALM.
Godaften da!
(til de vrige.)
            De har vel ej imod
en drbe the? Fru Strmand, vr s god!

(Fru Halm, Strmand, hans kone og brn, samt Guldstad, Lind og Anna
gr ind i huset.)

FRKEN SKRE
(idet hun tager sin krestes arm).
Nu vil vi svrme! Styver, ser du hist,
hvor Luna sidder svmmende p tronen!
Nej, men du ser jo ikke!

STYVER
(tver).
                         jo visst;
jeg tnkte bare p obligationen.

(De gr ud til venstre. Falk, der under det foregende ufravendt har
betragtet Strmand og hans kone, blir alene tilbage i haven. Det er
nu fuldkommen aften; inde i huset er tndt lys.)

FALK.
Alt er som afbrndt, ddt;--en trstls jammer--!
Slig gr man gennem verden, to og to;
tilhobe str de, som de sorte stammer,
en skogbrand levned p den de mo;--
s langt, som synet rkker, er kun trke,--
o, bringer ingen livets friske grnt!

(Svanhild kommer ud p altanen med et blomstrende rosentr,
som hun stter p rkvrket.)

Jo n--jo n--!

SVANHILD.
               Falk! Str De her i mrke?

FALK.
Og er ej rd? Nej, mrket er just sknt.
Men sig mig, rddes ikke De derinde,
hvor lampen lyser p de gustne lig--

SVANHILD.
O fy!

FALK
(ser efter Strmand, som viser sig ved vinduet).
     Han fordum var p mod s rig;
han stred med verden om en elsket kvinde;
som vedtgts kirkestormer manden gjaldt,
hans krlighed slog ud i glade sange--!
Se p ham nu! I kisteklder lange,--
et tobensdrama om, hvor dybt han faldt!
Og fruentimret med det slunkne skrt,
med skve sko, som klasker under hlene,
hun er den vingem, som skulde frt
ham ind til samfundsliv med sknhedssjlene.
Hvad er igen af flammen? Nppe rgen!
_Sic transit gloria amoris_, frken!

SVANHILD.
Ja, det er uselt, uselt dog, det hele:
jeg vd ej nogens lod, jeg vilde dele.

FALK
(rask).
Nu vel, vi to gr oprr mod en orden,
som ej naturens er, men kunstigt skabt!

SVANHILD
(ryster p hovedet).
Da, tro De mig, vort forbunds sag var tabt,
s visst, som det, vi trder p, er jorden.

FALK.
Nej, der er sejr, hvor to gr frem i enighed.
Vi vil ej sogne mer til platheds kirke,
som led af trivialitetens menighed!
Se, mlet for personlighedens virke
er dog at st selvstndig, sand og fri.
Det svigter ikke jeg og ikke De.
Et sjleliv i Deres rer banker,
De ejer varme ord for strke tanker.
De vil ej tle formens snrliv lagt
om Deres hjerte, frit m det pulsere;
De fik ej stemme til at sekundere
i flleskoret efter vedtgts takt.

SVANHILD.
Og tror De ikke smerten mangen gang
mit syn har mrknet og gjort barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne veje--

FALK.
Ja, i den stille tanke?

SVANHILD.
                       Nej, i dd.
Men s kom tanterne med gode rd,--
de skulde sagen drfte, granske, veje--
(nrmere)
den stille tanke, siger De; nej kkt et
forsg jeg vovede--som malerinde.

FALK.
Og s?

SVANHILD.
      Det glap, thi evnen var mig ngtet;
men frihedstrangen lod sig ikke binde;
bag stafeliet sgte den teatret--

FALK.
Den plan blev sagtens ogs omkalfatret?

SVANHILD.
Ja efter forslag af den ldste tante;
hun foretrak en plads som gouvernante--

FALK.
Men dette _her_ har ingen fr mig sagt!

SVANHILD.
Naturligvis, de tog sig vel i agt.
(med et smil.)
De frygted nok, "min fremtid" skulde lide,
hvis unge herrer fik den sag at vide.

FALK
(ser en stund p hende med tankefuld deltagelse).
Jeg ante lngst, at Deres lod blev slig.--
Jeg mindes grant, da frste gang jeg s Dem,
hvor lidt De tyktes mig de andre lig,
og hvor fast ingen evned at forst Dem.
Om bordet sad det pyntelige lag,
hvor theen dufted,--passiaren surred,
mens frkner rdmed og mens herrer kurred,
lig tamme duer p en lummer dag.
Religionens og moralens sag
blev talt af modne mer og matroner,
og husligheden prist af unge koner,
mens De stod ensom, lig en fugl p tag.
Og da s sladderen til slut var steget
til thevandsbakkanal og prosasvir,--
da skinned De som slvet, vgtigt prget,
imellem stemplet kobber og papir.
De var en mynt ifra et fremmed rige,
blev her beregnet efter anden kurs,
var neppe gangbar i en kvik diskurs
om vers og smr og kunst og mer deslige.
Da--just som frken Skre havde ordet--

SVANHILD
(med et alvorligt anstrg).
Mens kresten stod bag, som ridder bold,
og bar sin hat p armen lig et skjold--

FALK.
Da nikked Deres moder over bordet:
"Drik, Svanhild, frend theen bliver kold".
Og De drak theen ud, den lunkne, vamle,
som den blev nydt af unge og af gamle.
Men navnet tog mig i det samme nu;
den vilde Vlsungsaga med sin gru,
med sine faldne tters lange rkke,
mig tyktes ind i vor tid sig at strkke;
jeg s i Dem en Svanhild nummer to,
i andre former, efter tiden lempet.
Bag reglens lgnflag er for lnge kmpet,
nu fordrer fylkingen forlig og ro;
men hnes loven i en samtids brde,
da m for slgtens synd en skyldfri blde.

SVANHILD
(med let ironi).
Jeg tnkte mindst, at slige fantasier,
s blodige, fik liv i thevandsdunst;
men det er sagtens Deres mindste kunst
at hre nders rst, hvor nden tier.

FALK
(bevget).
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres spot
der glitrer trer,--o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i stvet trdt,
og ltet til et ler, hvis form ej huskes,
da skal af hver en tusendkunstner fuskes
med modellerkniv plumpt og dumt og rt.
Vorherres gerning verden plagierer,
den skaber Dem pny--i _eget_ billed;
den ndrer, lgger til, tar fra, formerer.
Og er De _slig_ p postamentet stillet,
da jubler den: Se _nu_ er hun normal!
Se hvilken plastisk ro; som marmor sval!
Bestrlt af lys fra lampen og fra kronen
hun passer dejligt til dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes hnd.)
Men skal De ndigt d, da _lev_ forinden!
Vr _min_ i Herrens vrlige natur;
De kommer tidsnok i det gyldne bur.
_Der_ trives damen, men der sygner kvinden,
og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad andre f Dem i det nye hjem;
men _her_, her sprang min frste livsvr ud,--
her skd mit sangertr de frste skud;
her fik jeg vingers flugt;--hvis De ej svigter,
jeg vd det, Svanhild,--her, her blir jeg digter!

SVANHILD
(blidt bebrejdende, idet hun trkker hnden til sig).
O, hvorfor siger De mig dette nu?
Det var s smukt, nr vi i frihed mdtes.
De skulde tiet; skal da lykken stttes
af lftets ord, for ej at g itu!
Nu har De talt, og nu er alt forbi.

FALK.
Nej, jeg har pegt p mlet, st nu over,
min stolte Svanhild,--hvis De springet vover.
Vr kk; vis, De har mod at vre fri!

SVANHILD.
At vre fri?

FALK.
            Ja, det er netop frihed,
at gre heltud fyldest i sit kald;
og _De_, det vd jeg, blev af himlen viet
til vrn for mig mod sknheds syndefald.
Jeg m, som fuglen jeg blev opkaldt efter,
mod vinden stige, skal jeg hjden n;
_De_ er den luftning, jeg kan vugges p;
ved _Dem_ fr frst min vinge brekrfter.
Vr min, vr min, til De blir verdens eje,--
nr lvet falder, skilles vore veje.
Syng Deres sjlerigdom i mig ind,
og jeg skal give digt for digt tilbage;
s kan De ldes under lampeskin,
som tret gulner, uden kval og klage.

SVANHILD
(med undertrykt bitterhed).
Jeg kan ej takke for den gode vilje,
sknt klart den viser Deres hjertelag.
De ser p mig, som barnet p en silje,
der skres kan til fljte for en dag.

FALK.
Ja, det er bedre end i sumpen st,
til hsten kvler den med tger gr.
(heftigt)
De _m!_ De _skal!_ Ja, det er Deres pligt
at sknke mig, hvad Gud Dem gav s rigt.
Hvad De kun drmmer, gror i mig til digt!
Se fuglen _der_,--uvittigt jeg den slog;
den var for Dem, som sangens bgers bog.
O, svigt mig ikke; syng for mig som den,--
mit liv skal give digt for sang igen!

SVANHILD.
Og nr De _kan_ mig, og nr jeg er tom
og sunget har min sidste sang fra grenen,--
hvad s?

FALK
(betragter hende).
        Hvad s? N ja, s husk Dem om.
(peger ud i haven.)

SVANHILD
(sagte).
O ja, jeg husker De kan bruge stenen.

FALK
(ler hnligt).
_Det_ er den frihedssjl De pralte med,--
den, som gad vove, nr kun mlet var der!
(med styrke.)
Jeg har Dem mlet vist; giv nu et svar, der
for evigt strkker til.

SVANHILD.
                       De svaret vd:
P Deres veje kan jeg aldrig n Dem.

FALK
(koldt afbrydende).
S nok om den ting; lad s verden f Dem.

SVANHILD
(har i taushed vendt sig fra ham. Hun sttter hnderne mod altanens
rkvrk og hviler hovedet p dem).

FALK
(gr nogle gange frem og tilbage, tar en cigar op, stanser nr ved
hende og siger efter en pause):
De finder visst, at det er meget latterligt,
hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente p svar. Svanhild tier.)
Jeg har forlbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun fle ssterligt og datterligt;--
herefter taler jeg med hansker p,
slig vil vi to hinanden bedst forst.--
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevgelig stende, vender han
sig og gr over til hjre.)

SVANHILD
(lfter hovedet efter en kort taushed, ser fast p ham og nrmer
sig).
Nu vil jeg sige Dem et alvorsord
til tak for frelsens hnd, De vilde rakt mig.
De brugte fr et billed, som har vakt mig
til klar forstand p Deres "flugt fra jord".
De ligned Dem med falken, der m stvne
_mod_ vinden, dersom den skal hjden n;
_jeg_ var det vift, der bar Dem mod det bl,--
foruden mig var magtls Deres evne.--
Hvor jammerligt! Hvor smt i et og alt,--
ja latterligt, som selv til slut De aned!
I frugtbar jordbund lignelsen dog faldt;
thi for mit syn en _anden_ frem den maned,
der ej, som Deres, hinker lam og halt.
Jeg s Dem, ej som falken, men som dragen,
som digterdrage, dannet af papir,
hvis eget jeg en biting er og blir,
mens sejlgarnssnoren udgr hovedsagen.
Den brede brystning var som skreven fuld
af fremtidsveksler p poetisk guld;
hver vinge var en bundt af epigrammer,
som slr i vejr og vind, men ingen rammer;
den lange hale var et tidens digt,
der skulde synes slgtens fejl at piske,
men som kun drev det til s smt at hviske
om et og andet, der har brudt sin pligt.
Slig l De magtesls for mig og bad:
", st mig op i vester eller ster!
, lad tilvejrs mig g med mine kvad,
selv om det koster sknd af mor og sster!"

FALK
(knytter hnderne i strk indre bevgelse)
Ved Gud i himmelen--!

SVANHILD.
                     Nej, tro mit ord,
til slig en brneleg er jeg for stor;
men De, som fdtes til en ndens dd,--
De njes med en flugt mod skyens kyster
og hnger Deres digtliv i en trd,
som jeg kan slippe nr og hvor jeg lyster!

FALK
(raskt).
Hvad skriver vi idag?

SVANHILD
(mildere).
                      Se, det er smukt;
lad denne dag en mrkedag Dem vre;
lad farten g for egne vingers flugt,
s fr det enten briste eller bre.
Papirets digtning hrer pulten til,
og kun den levende er livets eje;
kun _den_ har frdselsret p hjdens veje;
men vlg nu mellem begge den De vil.
(nrmere ved ham.)
Nu har jeg gjort, som fr De bad mig om:
jeg sunget har min sidste sang fra grenen;
det var min eneste; nu er jeg tom;
hvis nu De lyster, kan De kaste stenen!

(hun gr ind i huset; Falk blir ubevgelig stende og ser efter
hende; langt ude p vandet skimtes en bd, derfra hres fjernt
og dmpet flgende:)

KOR.
  Jeg spiler min vinge, hejser mit sejl,
  suser som rn over livssjens spejl;
  agter gr mgernes skare.
  Overbord med fornuftens ballast kun!
  Kanhnde jeg sejler min skude p grund;
  men s _er_ det dog dejligt at fare!

FALK
(adspredt, farer op af sine tanker).
Hvad? sang? N ja--det er nok Linds kvartet,
den ver jublen ind; se det er ret!
(til Guldstad, som kommer ud med en stvfrakke p armen.)
N, herr grosserer,--lister man sig vk?

GULDSTAD.
Ja. Lad mig bare frst f p mig frakken;
vi upoeter tler ikke trk,
hos os slr aftenluften sig p nakken.
Godnat!

FALK.
       Grosserer! Fr De gr,--et ord!
Peg p en gerning for mig, men en _stor_--!
P livet ls--!

GULDSTAD
(med ironisk eftertryk).
               N, g De ls p livet,
s skal De se, det gr p livet ls.

FALK
(ser tankefuld p ham og siger langsomt):
_Der_ er i kort begreb programmet givet.
(udbryder livligt.)
_Nu_ er jeg vgnet af den tomme ds,
nu har jeg kastet livets store terning,
og De skal se,--ja fanden ta mig--

GULDSTAD.
                                  Fy,
band ikke; sligt gr ej en flue sky.

FALK.
Nej, ikke ord, men gerning, bare gerning!
Vorherres arbejdsplan jeg vender om--
seks ugedage spildtes med at gabe;
min verdensbygning ligger endnu tom;--
imorgen, sndag--hej, da vil jeg skabe!

GULDSTAD
(leende).
Ja, lad mig se, at De med kraft tar fat;
men g nu ind og lg Dem frst, godnat!

(gr ud til venstre. Svanhild ses i vrelset over verandaen, hun
lukker vinduet og ruller gardinet ned.)

FALK.
Nej, nu til dd; for lnge har jeg sovet.
(ser op til Svanhilds vindu og udbryder som greben af en strk
beslutning:)
Godnat! Godnat! Drm sdt i denne nat;
imorgen, Svanhild, er vi to forlovet.
(gr raskt ud til hjre; fra vandet lyder atter:)

KORET.
  Kanhnde du sejler din skude p grund;
  men s _er_ det dog dejligt at fare!

(Bden glider langsomt videre, idet teppet falder.)




ANDEN AKT.


(Sndag eftermiddag. Pyntede damer og herrer drikker kaffe p
altanen. Gennem de bne glasdre ses flere af gsterne inde i
havestuen; derfra hres flgende:)

KOR.
  Velkommen i vort, de forlovedes, lag!
  Nu kan I elske for bne dre,
  nu kan I favnes den lange dag,
  nu kan I kysses efter behag;--
  frygt ikke lytterens re.

  Nu kan I svrme s dejligt, I to;
  det har I lov til ude og hjemme.
  Nu kan jer krlighed frit stte bo;
  plej den og vand den og lad den s gro;
  vis os nu pent I har nemme!

FRKEN SKRE
(inde i stuen).
Nej, at jeg ikke skulde vidst det, Lind;
jeg skulde drillet Dem!

EN DAME
(sammesteds).
                       Uf, ja, hvor grmmeligt!

EN ANDEN DAME
(i dren).
Han _skrev_ vel, Anna?

EN TANTE.
                      Nej!

FRKEN SKRE.
                          Det gjorde _min_.

EN DAME
(p altanen).
Anna, hvor lnge har det vret hemmeligt?
(lber ind i stuen.)

FRKEN SKRE.
Imorgen m du ud og kbe ring.

FLERE DAMER
(ivrigt).
Vi skal ta ml af ham!

FRKEN SKRE.
                      Snak om en ting;
det skal hun selv.

FRU STRMAND
(p altanen til en dame med hndarbejde).
                  De syr med attersting?

HUSJOMFRUEN
(i dren, med en brikke).
En halv kop kaffe til?

EN DAME.
                      Ja tak, en drbe.

FRKEN SKRE.
Hvor heldigt, at du fr din nye kbe
til nste uge, nr I skal omkring.

EN ALDRENDE DAME
(i stuen ved vinduet).
Nr gr vi s i udstyrsmagasinet?

FRU STRMAND.
Hvad er vel prisen nu p postelinet?

EN HERRE
(til nogle damer p altanen).
Lg mrke til herr Lind med Annas hanske.

NOGLE AF DAMERNE
(med hjrstet glde).
Ved Gud, han kyssed den!

ANDRE
(liges, idet de springer op).
                        Hvad! Er det sandt!

LIND
(viser sig, rd og forlegen indenfor dren).
 hvilken snak!
(fjerner sig)

FRKEN SKRE.
               Jo visst, jeg s det grant!

STYVER
(i dren med en kaffekop i den ene hnd og en tvebak i den anden).
Nej, man m ikke faktum s forvanske;
jeg attesterer, vidnerne tar fejl.

FRKEN SKRE
(indenfor og uden at ses).
Kom, Anna; stil dig foran dette speil!

NOGLE DAMER
(rbende).
De ogs, Lind!

FRKEN SKRE.
              Ryg imod ryg! Lidt njere!

DAMERNE P ALTANEN.
Kom, lad os se, hvor meget han er hjere.

(Alle lber ind i havestuen; latter og hjrstet passiar hres en
stund derinde.)

FALK.
(som under det foregende optrin har spadseret omkring i haven,
kommer nu frem i forgrunden, stanser og ser ind, til larmen
nogenlunde har lagt sig).
Der slagter de en elskovs poesi.--
Hin fusker, som stak koen ubehndigt,
s den i dden pintes undvendigt,
han fik sit vand og brd i dage ti;
men disse--disse _der_--, de slipper fri.
(knytter hnden.)
Jeg kunde fristes til--; hys, tomt er ordet;
kun handling fra idag, det har jeg svoret.

LIND
(kommer hastig og forsigtigt ud af dren).
N, Gud ske lov, nu taler de om smagen;
nu kan jeg slippe--

FALK.
                   Hej, du er da tryg
p lykken; nskesvrmen, tt, som myg,
har surret op og ned her hele dagen.

LIND.
De mener det s vel, den hele flok;
sknt noget mindre kunde vre nok.
Den andel, som de tar, er nsten trttende;
at slippe bort en stund vil vre lettende.
(vil g ud til hjre.)

FALK.
Hvor gr du?

LIND.
            Ned p hyblen, har jeg tnkt.
Bank p, ifald du finder dren stngt.

FALK.
Men skal jeg ikke hente Anna ud til dig?

LIND.
Nej,--vil hun noget, sender hun nok bud til mig.
Vi taltes ved igr til langt p nat;
da fik jeg hende sagt omtrent det vigtigste;
desuden synes jeg, det er det rigtigste,
at omgs sparsomt med sin lykkes skat.

FALK.
Ja, du har ret; man br for dybt ej gribe
til dagligbrug--

LIND.
                Hys, lad mig komme vk.
Nu skal jeg f mig en fornuftig pibe;
jeg har ej rgt tre hele dgn i trk.
Mit blod har vret i en slig bevgelse;
jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig--

FALK.
Ja, du kan trnge til lidt vederkvgelse.

LIND.
Og du kan tro, at knasteren skal smage mig.
(gr ud til hjre. Frken Skre og nogle andre damer kommer fra
havestuen.)

FRKEN SKRE
(til Falk).
Det var visst _ham_, der gik?

FALK.
                             Ja, det var vildtet.

NOGLE DAMER.
At lbe fra os!

ANDRE.
               Fy, det er da skam!

FALK.
Han er lidt sky endnu, men blir nok tam,
nr han en ugestid har bret skiltet.

FRKEN SKRE
(ser sig om).
Hvor sidder han?

FALK.
                Nu sidder han p kvisten
i havehuset, i vor flles rede;
(bnligt.)
men De m ikke _drive_ ham dernede;
 lad ham puste ud!

FRKEN SKRE.
                   Nu vel; men fristen
blir ikke lang.

FALK.
               , giv ham et kvarter,--
s kan De forfra jo begynde legen.
Nu er han inde i en engelsk prken--
FRKEN SKRE.
En engelsk--?

DAMERNE.
             , De narrer os! De ler!

FALK.
For ramme alvor. Han er fast bestemt p
at modta kald etsteds blandt emigranterne,
og derfor--

FRKEN SKRE
(forskrkket).
           Gud, han har da ikke gemt p
det gale indfald?
(til damerne.)
                 Rb p alle tanterne!
Hent Anna og fru Strmand og fru Halm!

NOGLE DAMER
(i bevgelse).
Ja, sligt m hindres!

ANDRE.
                     Vi m gre kvalm!

FRKEN SKRE.
Der er de; Gud ske lov;
(til Anna, der kommer fra havestuen sammen med presten, hans kone
og brn, Styver, Guldstad, fru Halm og de vrige gster.)
                       Vd du, hvad Lind
er fast bestemt p i sit stille sind?
At g som prest derover--

ANNA.
                         Ja, jeg vd.

FRU HALM.
Og du har lovet ham--!

ANNA
(forlegen).
                      At rejse med.

FRKEN SKRE
(oprrt).
S har han snakket for dig!

DAMERNE
(slr hnderne sammen).
                           Nej,--hvor snedig!

FALK.
Men husk den indre trang hos ham--!

FRKEN SKRE.
                                   Ja, Gud;
den flger man, nr man er _ls_ og _ledig_.
men en _forlovet_ flger blot sin brud.--
Nej, sde Anna, tnk dig om i tide;
du er i hovedstaden barnefdt--?

FALK.
At lide for ideen er dog sdt!

FRKEN SKRE.
Skal man for krestens ideer lide?
Til sligt er man, ved Gud, dog ikke ndt!
(til damerne.)
Kom allesammen!
(tar Anna under armen.)
               Vent; nu skal du hre;--
lad s ham vide, hvad han har at gre.

(de gr op mod baggrunden og ud til hjre i ivrig samtale med flere
af damerne; de vrige gster spreder sig i forskellige grupper rundt
om i haven. Falk stanser Strmand, hvis kone og brn stedse holder
sig i hans nrhed. Guldstad gr fra og til under den flgende
samtale.)

FALK.
Herr pastor, hjlp den unge troens kmpe,
fr de fr frken Anna stemt imod ham.

STRMAND
(i embedstone).
Ja kvinden br sig efter manden lempe;--
(betnkelig.)
Men dersom jeg i middags ret forstod ham,
s hviler kaldet p en uviss grund,
og offeret, som bringes, er nok tvilsomt--

FALK.
 nej, herr pastor, dm dog ej for ilsomt.
Jeg tr forsikre Dem med hnd og mund,
hans kald er meget stort og ubestrideligt--

STRMAND
(opklaret).
Ja,--er han sikret _noget visst_ plideligt
for ret,--_da_ er det en anden sag.

FALK
(utlmodig).
De stiller foran, hvad jeg stter bag;
jeg mener _kaldet_,--_trangen_,--ikke _gagen_.

STRMAND
(med et flelsesfuldt smil).
Foruden den kan ingen vidne i
Amerika, Europa eller Asien,--
kort ingensteds. Ja, dersom han var _fri_.
min kre unge ven,--hvis han var _enlig_.
var _ls_ og _ledig_,--n, da gik det an;
men Lind, som er i fuld forlovet stand,--
for ham er slig bestilling ikke tjenlig.
Tnk efter selv; han er en kraftig mand,
med tiden m han stifte lidt familje;--
jeg forudstter han har bedste vilje;--
men _midlerne_, min ven--? "Byg ej p sand",
s siger skriften. Tingen var en anden,
hvis offeret--

FALK.
              Ja, det er ikke ringe,
det vd jeg nok.

STRMAND.
                Ja se,--_det_ hjlper manden!
Nr _offeret_ man villig er at bringe,
og rigeligt--

FALK.
             Han villig er som f.

STRMAND.
_Han?_ Hvordan skal jeg Deres ord forst?
I standens medfr skal han offer _tage_.
men ikke _bringe_--

FRU STRMAND
(ser ud i baggrunden).
                   Der er de tilbage.

FALK
(stirrer et jeblik forbauset p ham, forstr ham pludselig og
brister i latter).
Hurra for offeret;--ja det, som blir
til hjtids _bragt_--i struttende papir!

STRMAND.
For gr man ret rundt i trn og trinse,
s har man det igen til jul og pinse.

FALK
(lystig).
Og "kaldet" lydes--nr det er _tilstrkkeligt_,--
selv om man hrer til familjeskafferne!

STRMAND.
Forstr sig; er man sikret noget _klkkeligt_.
s br man vidne selv blandt Zulukafferne.
(dmpet.)
Nu skal jeg tage hende med det gode.
(til en af smpigerne:)
Min lille Mette, hent mig ud mit hode.
Klodshodet mener jeg, mit barn, forst mig--
(fler bag i frakkelommen)
nej, vent et jeblik;--jeg har det p mig.
(gr opover og stopper sin pibe, fulgt af kone og brn.)

GULDSTAD
(kommer nrmere).
De spiller nok en smule slange her
i elskovsparadiset, kan jeg sknne!

FALK.
, kundskabstrets karter er s grnne;
de frister ingen.
(til Lind, som kommer fra hjre.)
                 N da,--er du der?

LIND.
Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud
p vrelset; der ligger lampen knkket,
gardinet revet ned, vor stlpen brkket,
og over kakkelovnspladen flyder blkket--

FALK
(slr ham p skuldren).
Det hrvrk br min livsvrs frste bud.
For lnge har jeg siddet bag gardiner
og digtet skriftlig under lampen tndt;
nu er min dde stuedigtning endt;--
med Herrens solskin jeg i dagen triner;--
min vr er kommen og min sjls forvandling;
herefter digter jeg i dd og handling.

LIND.
Ja, digt for mig i hvad du vil; men vent
ej derfor, at min svigermor er tjent
med tabet af de malede gardiner.

FALK.
Hvad! Hun, som ofrer alt p de logerende,
selv ssterbrn og dtre,--skulde hun
ta slig en smting op med sure miner!

LIND
(vred).
Det er usmmeligt i bund og grund,
ja for os begge to kompromitterende!
Dog hun og du om det; men lampen var
_min_ eiendom med bde glas og kuppel--

FALK.
 pyt,--_den_ volder mig da ingen skruppel;
du hr Vorherres sommer lys og klar,--
hvad skal s lampen til?

LIND.
                        Du er mrkvrdig;
du glemmer rent, at sommeren er kort.
Jeg tnker nok, skal jeg til jul bli frdig,
det glder, ej at slse tiden bort.

FALK
(med store jne).
Du tnker _fremad?_

LIND.
                   Ja, det gr jeg rigtignok;
jeg skulde tro, eksamen er en vigtig nok--
FALK.
Men husk iaftes! Husk: Du gr og _lever_.
beruset i nuet intet mer du krver,--
selv ej et middelmdigt _haud_ til jul;--
du har jo fanget lykkens fagre fugl;
du har en flelse, som om du stod
med verdens rigdom drysset for din fod!

LIND.
Det har jeg sagt; men sligt er at forst,
naturligvis, _cum grano salis_--

FALK.
                                N!

LIND.
Om _formiddagen_ vil jeg nyde lykken,
det er jeg fast bestemt p.

FALK.
                           Det er kkt!

LIND.
Jeg m jo hilse p min nye slgt
s tiden gr alligevel tilspilde;
men nogen yderligere forrykken
af timeplanen lnned sig nok ilde.

FALK.
Og endda vilde du i forrige uge
g i den vide verden ud med sang.

LIND.
Ja, men jeg sknte turen blev for lang;
de fjorten dage kan jeg bedre bruge.

FALK.
Nej, du blev hjemme af en _anden_ grund;
du snakked noget om at dalens bund
for dig har hjfjeldsluft og fuglekvidder.

LIND.
Ja visstnok,--luften her er meget sund;
men den kan nydes, om man ogs sidder
i regelmssigt arbejd med sin bog.

FALK.
Men _bogen_ var det jo, der ej forslog,
som himmelstige--

LIND.
                 Uf, hvor du er stdig;
sligt siger man, nr man er _ls_ og _ledig_--

FALK
(ser p ham og folder hnderne i stille forbauselse).
Du ogsaa, Brutus!

LIND
(med et anstrg af forlegenhed og rgrelse).
                Kom dog vel ihu,
at jeg har andre pligter, jeg, end du.
Jeg har min kreste. Se alle andre
forlovede, selv folk med lang erfaring,
som du forhbentlig dog ej vil klandre,--
de pstr alle, dersom to skal vandre
igennem livet, s--

FALK.
                   Spar din forklaring.
Hvem gav dig den?

LIND.
                 , for eksempel Styver,
og det er dog en mand, som ikke lyver.
Og frken Skre, som er s erfaren,
hun siger--

FALK.
           N, men presten og hans Maren?

LIND.
Ja, det er mrkeligt med disse to;
der hviler over dem en sindets ro--
tnk dig, hun kan ej huske sin forlovelse,
har ganske glemt, hvad den ting er, at elske.

FALK.
Ja, _det_ er flgen af enhver forsovelse,--
erindringsfuglene blir rent rebelske.
(lgger hnden p hans skulder og ser ironisk p ham.)
Du, kre Lind, du sov visst sdt inat?

LIND.
Til langt p dag; jeg gik tilsengs s mat,
og dog p samme tid i slig en rrelse;
jeg frygted nsten, jeg var bleven gal.

FALK.
 ja, du led jo af et slags forgrelse.

LIND.
Men Gud ske lov, s vgned jeg normal.

(Under dette optrin har Strmand af og til vist sig spadserende i
baggrunden i ivrig samtale med Anna; fru Strmand og brnene flger
bagefter. Frken Skre viser sig nu ogs; tilligemed hende fru Halm
og endel andre damer.)

FRKEN SKRE
(endnu fr indtrdelsen).
Herr Lind!

LIND
(til Falk).
          Der er de efter mig igen!
Kom, lad os g.

FRKEN SKRE.
               Nej bi; hvor skal De hen?
Lad os i hast f ende p uenigheden,
Som De og Deres kreste er kommen i.

LIND.
Er vi uenige?

FRKEN SKRE
(viser mod Anna, som str lngere inde i haven).
             Ja, ls selv dommen i
hint trerige blik. Det glder menigheden
der over i Amerika.

LIND.
                   Men, Gud,
hun var jo villig--

FRKEN SKRE
(spodsk).
                   Jo, det ser s ud!
Nej, kre, De vil anderledes dmme,
nr vi fr drftet sagen mer i ro.

LIND.
Men denne strid for troen, den er jo
min fremtids bedste drm!

FRKEN SKRE.
                         , hvem vil tro
i vor civiliserte tid p drmme?
Se, Styver drmte nu forleden nat,
der kom et brev, som var s selsomt kantet--

FRU STRMAND.
At drmme sligt er forbud for en _skat_.

FRKEN SKRE
(med et nik).
Ja,--nste dag han blev for _byskat_ pantet.

(Damerne slr kreds om Lind og gr samtalende med ham opover i
haven.)

STRMAND
(fortsttende til Anna, der nsten sger at undg ham).
Af disse grunde, kre unge barn,
af disse grunde, hentet fra fornuften,
ja fra moralen og tildels fra skriften,
De indser nu, at slig en meningsskiften
m kaldes ganske greben ud af luften.

ANNA
(halvt grdende).
Ja, Gud,--jeg er endnu s uerfaren--

STRMAND.
Og det er s naturligt, at man har en
utidig frygt for faren og for snaren;
men lad ej tvilen f Dem i sit garn,--
vr uforsagt; spejl Dem i mig og Maren!

FRU STRMAND.
Ja, jeg har hrt idag af Deres moder,
at jeg var liges forknyt, som De,
da vi fik kaldet--

STRMAND.
                  Det var og fordi
hun skulde bort fra hovedstadens goder;
men da vi havde samlet nogle skillinger,
og da vi havde ft de frste tvillinger,
s gik det over.

FALK
(sagte til Strmand).
                Bravo! De er stor
som taler!

STRMAND
(nikker til ham og vender sig atter til Anna).
          Hold De derfor Deres ord!
Skal mennesket forsage? Falk fortller,
at kaldet ikke er s ringe heller;--
s var det jo?

FALK.
              Nej, pastor--

STRMAND.
                           Jo, ved Gud--!
(til Anna.)
S _noget_ visst kan deraf gres ud.
Og er det s, hvi skal vi da forsage?
sku om Dem i de lngst fremfarne dage!
Se Adam, Eva, dyrene i arken--
se liljerne i luften--fuglene p marken--
de fugle sm--de fugle sm--de fiske--
(vedbliver dmpet, idet han fjerner sig med Anna.)

FALK
(idet frken Skre og tanterne kommer med Lind).
Hurra! Der kommer kernetropper friske;
den hele gamle garde i gevr!

FRKEN SKRE.
N, det er godt vi finder hende her.
(dmpet.)
Vi _har_ ham, Falk!--nu til veninden _der_.
(nrmer sig Anna.)

STRMAND
(med en afvrgende bevgelse.)
_Hun_ trnger ingen verdslig overtalelse;
ej gres _der_, hvor nden har gjort sit,
behov at verden--
(beskeden.)
                 har jeg virket lidt,
s fik jeg kraft--!

FRU HALM.
                   N, uden al forhalelse
forsoning da!

TANTERNE
(rrte).
             O Gud, hvor det er smukt!

STRMAND.
Ja, gives vel et sind, s dvt og lukt,
at ej det finder sligt et optrin gribende?
det er s skrpende, det er s slibende,
det er s vkkende, at se et ungt
umyndigt barn, som bringer ofret, tungt,
men villigt dog p pligtens alter.

FRU HALM.
                                  Ja,
men hendes slgt har ogs vret virksom.

FRKEN SKRE.
Ja, jeg og tanterne,--det vd jeg da!
De, Lind, De ejer hendes hjertes ngle;
men vi, veninderne, vi har en dirk, som
kan lukke op, hvor nglen ej forslr;--
(trykker hans hnd.)
og hvis det trnges i de senere r,
s kom til os,--vort venskab kan ej ggle.

FRU HALM.
Ja, vi er om jer, hvor I str og gr--

FRKEN SKRE.
Og skrmer jer mod tvedragts fle gle.

STRMAND.
O, denne klynge! Krlighed og venskab!
en stund, s glad, og dog s vemoddryssende!
(vender sig til Lind.)
Men, unge mand, lad tingen f en endskab!
(frer Anna til ham.)
Tag hen din brud,--din brud tag hen--og kys hende!

LIND
(rekker Anna hnden).
Jeg rejser ej!

ANNA
(p samme tid).
              Jeg flger med!

ANNA
(forbauset).
                             Du rejser ej?

LIND
(liges).
                                           Du flger?

ANNA
(med et hjlpelst blik p de omstende).
Men, Gud, s skilles vi jo lige fuldt!

LIND.
Ja, hvad er _det?_

DAMERNE.
                  Hvad nu!

FRKEN SKRE
(ivrig).
                          Nej, her sig dlger
en misforstelse--

STRMAND.
                  Hun loved huldt,
at rejse med!

FRKEN SKRE.
             Og Lind svor hjt at blive!

FALK
(leende).
De begge fjed sig; hvad fattes _da?_

STRMAND.
Nej, de forviklinger er mig for stive!
(gr op mod baggrunden.)

TANTERNE
(i munden p hverandre).
Men Herregud, hvem kommer striden fra?

FRU HALM
(til Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i haven og nu
nrmer sig).
Her er uenighed p alle kanter.
(taler sagte med dem.)

FRU STRMAND
(til Frken Skre, idet hun ser, at havebordet dkkes).
Nu fr vi thevand.

FRKEN SKRE
(kort).
                  Gud ske lov.

FALK.
                              Hurra
for venskab, thevand, krlighed og tanter!

STYVER.
Men dersom sagen hnger sdan sammen,
s kan den endes let til alles gammen.
Processen hviler p en paragraf,
som siger: konen skal sin husbond flge.
Dens ord er klare, det kan ingen dlge--

FRKEN SKRE.
Ja s; men hvor blir da forliget af?

STRMAND.
Hun lyde m en lov, som kom fra oven--

STYVER.
Men s kan Lind jo eludere loven;--
(henvendt til Lind.)
Hal rejsen ud, og rr Dem ej af pletten.

TANTERNE
(glade).
Ja det gr an!

FRU HALM.
              Ja visst!

FRKEN SKRE.
                       S skilles trtten.

(Svanhild og pigerne har imidlertid dkket thebordet nedenfor
altantrappen. P fru Halms opfordring stter damerne sig om
bordet. Det vrige selskab tager plads dels p altanen og i
lysthuset, dels rundt om i haven. Falk sidder p altanen.
Under det flgende drikkes the.)

FRU HALM
(smilende).
S trak det lille uvejr da forbi.
Slig sommerregn gr godt, nr den er over;
da skinner solen dobbelt smukt, og lover
en eftermiddagsstund for skyer fri.

FRKEN SKRE.
Ja, krlighedens blomst behver strre
og mindre regnskyl for at holdes frisk.

FALK.
Den dr, s snart den bringes p det trre;
for s vidt har den lighed med en fisk--

SVANHILD.
Nej, krligheden lever jo af luften--

FRKEN SKRE.
Og den m fisken d i--

FALK.
                       Ganske sandt.

FRKEN SKRE.
Der kan De se, vi Deres tunge bandt!

FRU STRMAND.
Den the er god, det kender man p duften.

FALK.
N, lad det blive da ved blomsterlignelsen.
Den _er_ en blomst; thi ngtes den velsignelsen
af himlens regn, s hartad den gr fljten--
(stanser.)

FRKEN SKRE.
Hvad da?

FALK
(med et galant buk).
        Da kommer tanterne med sprjten.--
Men lignelsen har digterne nu brugt,
og godtfolk gennem snese slgter slugt,--
og endda er den for de fleste tget;
thi blomstervrimmelen er stor og broget.
Sig, hvilken srlig blomst er krligheden?
Nvn _den_, som har den strste lighed med den.

FRKEN SKRE.
Den er en _rose_; Gud, det vd enhver;--
den lner livet jo et rosenskr.

EN UNG DAME.
Den er en _hvidvejs_, vokser under sneen;
frst nr den springer ud fr verden se'en.

EN TANTE.
Den er en _lvetand_, som trives bedst,
nr den blir knust af mandshl eller hest,
ja skyder skud, nr nedtrdt den er blevet,
som digter Pedersen s smukt har skrevet.

LIND.
_Vrklokken_ er den; i dit unge sind
den ringer livets pinsehjtid ind.

FRU HALM.
Nej, den er _eviggrnt_, som ej str brun i
december selv, s lidt som midt i juni.

GULDSTAD.
Nej, den er _islandsk mos_ i godvejr hstet:
den lger frkener med ondt for brystet.

EN HERRE.
Den er en _vild kastanje_,--meget priselig
som kakkelovnsved, men frugten er uspiselig.

SVANHILD.
Nej, en _kamelia_; som fr konvallerne,
den er jo damers _hovedpynt_ p ballerne.

FRU STRMAND.
Nej, den er lig en blomst, som var s net;--
bi lidt--den var nok gr--nej, violet;--
hvad hed den nu--? Lad se--den ligned dem, som--;
nej, det er mrkeligt, hvor jeg er glemsom.

STYVER.
Hvert blomsterbilled gr p halte ben.
Den ligner snarere en blomster_potte_.
_ad gangen_ har den ikkun plads for n,
men _efterhnden_ kan den rumme otte.

STRMAND
(i brneflokken).
Nej, krligheden er et _pretr_.
om vren pre-blomster-hvid, som sne;
lidt udp ret blomsterne sig arter
til fler og flere store grnne karter;
af faderstammens safter de sig nrer;--
med guds hjlp blir de allesammen prer.

FALK.
S mange hoveder, s mange sind!
Nej, alle famler de p gale veje.
Hver lignelse er skv; men hr nu min;--
den kan p hver en vis De sno og dreje.
(rejser sig i talerstilling.)
Der gror en plante i det fjerne st;
dens odelhjem er solens ftters have--

DAMERNE.
, det er _theen_.

FALK.
                  Ja.

FRU STRMAND.
                     Han har en rst,
som Strmand, nr han--

STRMAND.
                       Bring ham ej af lave.

FALK.
Den har sit hjem i fabellandets dale,
vel tusend mile bagom rkner golde;--
fyld koppen, Lind! S tak. Nu skal jeg holde
om the og krlighed en thevandstale.
(Gsterne rykker nrmere sammen.)
Den har sit hjem i eventyrets land;
ak, _der_ har ogs krligheden hjemme.
Kun solens snner, vd vi, fik forstand
p urtens dyrkning, p dens rgt og fremme.
Med krligheden er det liges.
En drbe solblod m i ren sl,
hvis krlighed skal skyde rod derinde,
skal grnnes, gro, og frem til blomstring vinde.

FRKEN SKRE.
Men Kina er et meget gammelt land,
s theens lde deraf sluttes kan--

STRMAND.
Den var visst til fr Tyrus og Jerusalem.

FALK.
Ja den var kendt, da salig herr Metusalem
i billedbogen bladed p sin skammel--

FRKEN SKRE
(triumferende).
Og krlighedens vsen er jo ungt!
at finde lighed her, vil falde tungt.

FALK.
Nej, krligheden er og meget gammel;
den lrestning underskriver _vi_ jo
s troende, som folk i Kap og Rio;--
ja, fra Neapel og til nord for Brevig
der gives dem, der pstr den er _evig_;--
n, deri er vel nogen overdrivelse,--
men _gammel_ er den over al beskrivelse.

FRKEN SKRE.
Men krlighed og krlighed er t;
af the der gives bde god og slet.

FRU STRMAND.
Ja, man har the i mange kvaliteter.

ANNA.
De grnne forrsspirer aller frst--

SVANHILD.
Den slags er kun for solens dtres trst.

EN UNG DAME.
Man skildrer den berusende som ter--

EN ANDEN.
Som lotos duftende, og sd som mandelen.

GULDSTAD.
_Den_ forekommer aldrig _her_ i handelen.

FALK
(som imidlertid er trdt ned fra altanen).
Ak, mine damer, hver i sin natur
har og et srligt lidet "himmelsk rige".
_Der_ knopped sig af spirer tusend slige
bag blyheds faldende kinesermur.
Men fantasiens sm kineserdukker,
som sidder i kioskens ly og sukker,
som drmmer vidt--s vidt--, med slr om lnderne,
med gyldne tulipaners flor i hnderne,--
til dem I frstegrdens knopper sanked;
jer var det t, hvad hst der siden vanked.
Se, derfor nr til os, med grus og stilke,--
en efterslt, mod hin, som hamp mod silke,--
en hst, som fs af tret ved at sparke det--

GULDSTAD.
Det er den sorte the.

FALK
(med et nik).
                     Den fylder markedet.

EN HERRE.
S taler Holberg om en th de boeuf--

FRKEN SKRE
(snerpet).
Den er visst ubekendt for nutidsganer.

FALK.
Der gives og en krlighed de boeuf;
den slr sin mand for panden--i romaner,
og skal nok spores fra og til i tf-
felhren under gteskabets faner.
Kort, der er lighed, hvor De mindst det tror.
Sledes siger jo et gammelt ord,
at theen lider, mister noget af et
aroma, som i plantens indre bor,
ifald til os den fres over havet.
Igennem rknen m den, over bakkerne,--
m svare told til Russen og Kosakkerne;
de stempler den, s fr den vidre fare,
s glder den blandt os for gte vare.
Men gr ej krligheden samme vej?
Igennem livets rk? Hvad blev vel flgerne,
hvad skrig, hvad verdens dom, hvis De, hvis jeg
bar kkt vor elskov over frihedsblgerne!
"Gud, den har tabt moralens krydderi!"
"Legalitetens duft er rent forbi!"

STRMAND
(rejser sig).
Ja, Gud ske lov--i sedelige lande
er slige varer endnu kontrabande!

FALK.
Ja, skal den hertillands passere frit,
s m den gennem reglernes Siberien,
hvor ingen havluft skade kan materien;--
s m den vise segl og sort p hvidt
fra kirkevrge, organist og klokker,
fra slgt og venner, kendinger og pokker,
og mange andre brave mnd, foruden
det fripas, som den fik af selve guden.--
Og s det sidste store lighedspunkt;
se, hvor kulturens hnd har lagt sig tungt
p "himmelriget" i det fjerne sten;
dets mur forfalder, og dets magt er sprngt,
den sidste gte mandarin er hngt,
profane hnder alt besrger hsten.
Snart "himlens rige" er en saga blot,
et eventyr, som ingen lnger tror p;
den hele verden er et grt i grt;--
vidunderlandet har vi kastet jord p.
Men har vi det,--hvor er da krligheden?
Ak, da er ogs den jo vandret heden!
(lfter koppen ivejret.)
N, lad forg, hvad tiden ej kan bre;--
en thevandsskl til salig Amors re!

(drikker ud; strk uvilje og bevgelse i selskabet.)

FRKEN SKRE.
Det var en meget selsom brug af ordet!

DAMERNE.
At krligheden skulde vre dd--!

STRMAND.
Her sidder den jo sund og rund og rd
i alskens skikkelser om thevandsbordet.
Her har vi enken i sin sorte dragt--

FRKEN SKRE.
Et trofast gtepar--

STYVER.
                    Hvis elskovspagt
kan lgge mangt et hndfast pant irette.

GULDSTAD.
Derefter kommer krlighedens lette
kavaleri,--de mange slags forlovede.

STRMAND.
Frst veteranerne, hvis forbund vovede
at trodse tidens tand--

FRKEN SKRE
(afbryder).
                       Og s eleverne
i frste klasse,--parret fra igr--

STRMAND.
Kort, her er sommer, vinter, hst og vr;
den sandhed kan De tage p med nverne,
med jne se, og hre den med ren--

FALK.
Nu ja?

FRKEN SKRE.
      Og endda viser De den dren!

FALK.
De har nok hjlig misforstt mig, frken.
Nr har jeg ngtet disse ting var til?
Men De m komme vel ihug, at rgen
er ikke altid just bevis p ild.
Jeg vd s sre vel, man tar tilgte,
familje stiftes, og deslige ting;
De skal visst aldrig hre mig bengte,
at der i verden findes kurv og ring,
at rosenrde sm billetter skrives
og lukkes med et duepar, som--kives,
at der gr krester i hver en gade,
at gratulanterne fr chokolade,
at skik og brug har formet et reskript
med egne regler for enhver "forliebt";--
men Herregud, vi har jo og majorer,
et arsenal med stort materiel,
her findes trommer, huggerter og sporer,--
men hvad beviser s det hele vel?
Blot at vi ejer folk med svrd ved belte,
men ingenlunde at vi ejer helte.
Ja, selv om hele lejren fuld af telte stod,--
var det da derfor sagt der gaves heltemod?

STRMAND.
N, billighed i alt; oprigtigt talt
det er ej altid just i sandheds tjeneste,
nr unge folks forelskelse blir malt
s strk og s,--ja, som det var den eneste,
P _den_ er ej til hver en tid at bygge;
nej, frst i gteskabets huslig-hygge
str krligheden grundet p en klippe,
som aldrig svigter og som ej kan glippe.

FRKEN SKRE.
Da er jeg af en ganske anden mening.
Jeg skulde tro to hjerters fri forening,
som lses kan idag, men rvis varer,
dog krlighedens gthed bedst forsvarer.

ANNA
(med varme).
O, nej,--et forhold, som er friskt og ungt,
er dog p kerne mere rigt og tungt.

LIND
(tankefuld).
Hvem vd om ej det dufter af ideen,
som frknens hvidvejs, ikkun under sneen.

FALK
(pludselig udbrydende).
Du faldne Adam! Det var hjemve-tanken,
som sgte Eden bagom grdeplanken!

LIND.
Hvad snak!

FRU HALM
(krnket, til Falk, idet hun rejser sig).
          Det er just intet venskabsstykke,
at vkke tvist, hvor vi har stiftet fred;
frygt ej for Deres ven og for hans lykke--

NOGLE DAMER.
Nej, den er viss!

ANDRE.
                 Ja, det vi sikkert vd.

FRU HALM.
Vel har hun ej lrt kogebog i skolen,
men det skal lres endnu denne hst.

FRKEN SKRE.
Til bryllupet hun selv broderer kjolen.

EN TANTE
(klapper Anna p hovedet).
Og blir fornuftig s det er en lyst.

FALK
(ler hjt).
O, du fornuft-karrikatur, som drber
med galskabs hallingdans p vennelber!
Var det fornuftighed, han vilde finde?
Var det en kogebogs professorinde?
Han kom herind som vrens glade svend,
han kred havens unge vilde rose.
I drog den op for ham;--han kom igen;--
hvad bar s busken? Hyben!

FRKEN SKRE
(stdt).
                          Vil De skose?

FALK.
En nyttig frugt til husbrug,--ja, ved Gud!
Men hybnen var dog ej hans vrdags brud.

FRU HALM.
Ja, hvis herr Lind har sgt en balheltinde,
s er det slemt; hun er ej her at finde.

FALK.
O ja,--jeg vd, der drives jo et dgn-
koketteri med huslighedens tanke;
det er et rodskud af den store lgn,
der gror i hjden, lig en humleranke.
_Jeg_ tar rbdig hatten af, min frue,
for "balheltinden"; hun er sknhedsbarn,--
og idealet spnder gyldne garn
i ballets sal, men knapt i ammens stue.

FRU HALM
(med undertrykt forbitrelse).
Herr Falk, slig adfrd har en nem forklaring.
Forlovet mand er tabt for venners lag;
_det_ er nok kernen i den hele sag;
jeg har i det kapitel god erfaring.

FALK.
Naturligvis;--syv ssterdtre gifte--

FRU HALM.
Og gifte lykkeligt!

FALK
(med eftertryk).
                   Ja, _er_ det visst!

GULDSTAD.
Hvad nu!

FRKEN SKRE.
        Herr Falk!

LIND.
                  Er det din agt at stifte
uenighed!

FALK
(med udbrud).
         Ja, krig og splid og tvist!

STYVER.
Du, som er lgmand, en profan i faget!

FALK.
Ja, lad det g; jeg hejser endda flaget!
Ja, krig jeg vil med hnder og med fdder,
en krig mod lgnen med de strke rdder,
mod lgnen, som I rgtet har og vandet,
s frkt den knejser og ser ud som sandhed!

STYVER.
Jeg protesterer mod alt ubevist,
og forbeholder mig regres--

FRKEN SKRE.
                           Ti stille!

FALK.
S det er _krlighedens_ friske kilde,
som hvisker om, hvad enken har forlist,--
hin krlighed, som sletted "savn" og "klage"
af sproget ud i lykkens lyse dage!
S det er _krlighedens_ sejersflod,
som ruller gennem gteparrets rer,--
hin krlighed, som kkt p skansen stod,
og trdte skik og vedtgt under fod,
og lo af alle verdens kloge drer!
S det er _krlighedens_ sknhedsflamme,
som holder en forlovelse i gang
i lange r! Ja s! Det er den samme,
som ildned selv kontorets sn til sang!
S det er _krlighedens_ unge lykke,
som frygter farten over havets hvlv,
som _krver_ offer, sknt i fagrest smykke
den skulde strle--_ofrende sig selv!_--
O nej, i lgnens dagligdagsprofeter,
kald tingen en gang med sit rette navn;
kald enkestandens rrelser for _savn_.
og gtestandens _vane_, som de heder!

STRMAND.
Nej, unge mand, slig frkhed er for stor!
Der er bespottelse i hvert et ord!
(trder Falk tt under jnene.)
Nu aksler jeg mit gamle skind til striden
for arvet tro imod den nye viden!

FALK.
Jeg gr til kampens hjtid som til fest.

STRMAND.
Godt! De skal se mig trodse kugleregnen!--
(nrmere.)
Et viet par er helligt, som en prest--

STYVER
(p Falks anden side).
Og et forlovet--

FALK.
                Halvt om halvt, som degnen.

STRMAND.
Se disse brn;--De ser den--denne klynge?
Den kan p forhnd mig Viktoria synge!
Hvor var det muligt at--hvor var det grligt--;
nej, sandheds ord er mgtigt, ubnhrligt;--
at stoppe ret til, kan kun en tbe.
Se,--disse brn er elskovsbrn tilhobe--!
(stanser forvirret)
Ja det vil sige--nej, naturligvis--!

FRKEN SKRE
(vifter sig med lommetrkledet).
Det er en meget uforstelig tale.

FALK.
Se der leverer De jo selv bevis;
et af de gte, gode, nationale.
De skelner mellem gteskabets panter,
og elskovs ditto;--deri gr De klogt;
der forskel er, som mellem rt og kogt,
som mellem markens blomst og potteplanter.
Hos os er krligheden snart en videnskab;
forlngst den hrte op at vre lidenskab.
Hos os er krligheden som et fag;
den har sit faste laug, sit eget flag;
den er en stand af krester og gtemnd,--
de passer tjenesten og kan nok mgte den;
thi der er samhold, som i havets tangforgrening.
Alt, hvad etaten mangler, er en sangforening--

GULDSTAD.
Og en avis!

FALK.
           Godt! I skal f avisen!
Det var en god id; vi har jo blade
for brn og damer, troende og skytter.
Jeg hber ingen sprger efter prisen.
_Der_ skal I f at se, som p parade,
hvert bnd, som Per og Paul i byen knytter;
_der_ rykkes ind hvert rosenfarvet brev,
som Vilhelm til sin mme Laura skrev;
_der_ trykkes blandt ulykkelige hndelser,--
som ellers mord og krinolinforbrndelser,--
hvert opslag, som fandt sted i ugens lb;
_der_ averteres under salg og kb
hvor brugte ringe billigst kan bekommes;
_der_ annonceres tvillingen og trillingen,--
og er der vielse, s sammentrommes
det hele laug at se p forestillingen;--
og vanker der en kurv, s prentes den
i bladet mellem andre nyhedsstoffer;
det lyde skal omtrent som s: "Igen
har elskovsdjvlen krvet her et offer!"
Jo, I skal se, det gr; thi nr det lider
imod den tid, da abonnenten bider,
da bruger jeg en madding, som ej drber den;--
da slagter jeg, p storbladsvis, en pebersvend.
Jo, I skal se mig kkt til laugets nytte stridende;
som tiger, ja, som redaktr mit bytte bidende--

GULDSTAD.
Og bladets titel?

FALK.
                 "Amors norske skyttetidende"!

STYVER
(nrmer sig).
Det er dog ej dit alvor vel? Du vil
ej stte slig dit gode navn p spil!

FALK.
Mit ramme alvor. Tidt nok pstod man,
at ingen kan af krligheden leve;
jeg vise skal, den pstand er ej sand;
thi jeg skal leve af den som en greve,
isr hvis frken Skre, som jeg hber,
levere vil herr Strmands "livsroman"
til sknkning ud, som feuilleton, i drber.

STRMAND
(forskrkket).
Gud st mig bi! Hvad er nu det for plan?
Mit livs roman? Nr var mit liv romantisk?

FRKEN SKRE.
Det har jeg aldrig sagt!

STYVER.
                        En misforstelse!

STRMAND.
Jeg skulde gjort mig skyldig i forgelse
mod skik og brug! Der lyver De gigantisk!

FALK.
Nu godt.
(slr Styver p skulderen.)
        Her str en ven, som ej vil svigte.
Jeg bner bladet med kopistens digte.

STYVER
(efter et forferdet blik p presten).
Men er du gal! Nej, m jeg be om ordet!--
Du tr beskylde mig for vers--

FRKEN SKRE.
                              Nej Gud--!

FALK.
Det rygte gr dog ud ifra kontoret.

STYVER
(i hj vrede).
Fra vort kontor gr aldrig noget ud!

FALK.
Ja, svigt mig ogs _du_; jeg har endda
en trofast bror, som ikke falder fra.
"Et hjertes saga" venter jeg fra Lind,
hvis elskov er for fin for havets vind,
som ofrer landsmnds sjle for sin krlighed,--
sligt viser flelsen i al dens herlighed!

FRU HALM.
Herr Falk, nu er mit tlmods rest til ende.
Vi kan ej leve under samme tag;--
jeg hber, at De flytter end idag--

FALK
(med et buk, idet fruen og selskabet gr ind).
Det var jeg forberedt p vilde hnde.

STRMAND.
Imellem os er krig p dd og liv;
De har fornrmet mig med samt min viv,
ja mine brn, fra Trine ned til Ane;--
gal kun, herr Falk,--gal, som ideens hane--
(gr ind med kone og brn.)

FALK.
Og skrid De fremad p apostlens bane
med Deres krlighed, som De har mgtet
at f, fr tredje hanegal, forngtet!

FRKEN SKRE
(fr ondt).
Flg med mig, Styver! hjlp mig at f hgtet
korsettet op;--kom, skynd dig,--denne vej.

STYVER
(til Falk, idet han gr med Frken Skre under armen).
Jeg siger op vort venskab!

LIND.
                          Ogs jeg.

FALK
(alvorlig).
Du ogs, Lind!

LIND.
              Farvel!

FALK.
                     Du var min nreste--

LIND.
Det hjlper ej; hun nsker det, min kreste.

(han gr ind; Svanhild er bleven stende ved altantrappen.)

FALK.
Se s; nu har jeg plads p alle kanter,--
nu har jeg ryddet om mig!

SVANHILD.
                         Falk, et ord!

FALK
(viser hfligt mod huset).
_Den_ vej, min frken;--_der_ gik Deres mor
med alle venner og med alle tanter.

SVANHILD
(nrmer sig).
Ja, lad dem g; min vej er ikke deres;
ved mig skal ikke flokkens tal forfleres.

FALK.
De gr ej?

SVANHILD.
          Nej. Vil De mod lgnen stride,
jeg str, som vbner, tro ved Deres side.

FALK.
De, Svanhild; De, som--

SVANHILD.
                       Jeg, som end igr--?
O, var De selv da, Falk, igr den samme?
De bd mig, som en lykke, siljens kr--

FALK.
Og siljen fljted, fljted mig til skamme!
Nej De har ret; _da_ var det brnevrk;
men De har vakt mig til et bedre virke;--
midt indi stimlen str den store kirke,
hvor sandheds rst skal runge ren og strk.
Det glder ej at skue, som Asynjen,
fra _hjden_ over al den vilde dyst;--
nej, bre sknhedsmrket i sit bryst,
som Hellig-Olaf bar sit kors p brynjen,--
at se med langsyn over slagets vidder,
sknt hildet han i kampens virvar sidder,--
et skimt af sol bag tgen at bevare,
_det_ er det livsenskrav, en mand skal klare!

SVANHILD.
Og De vil klare det, nr De str fri,
og str alene.

FALK.
              Stod jeg _da_ i stimlen?
Og _det_ er kravet. Nej, den er forbi,
hin isolerthedspagt med mig og himlen.
Endt er min digtning indfor stuevg;
mit digt skal _leves_ under gran og hg,
min krig skal fres midt i dgnets rige;--
jeg eller lgnen--en af os skal vige!

SVANHILD.
S g da signet frem fra digt til dd!
Jeg har Dem miskendt; De har hjertevarme;
tilgiv,--og lad os skilles uden harme--

FALK.
Nej, den har plads for to, min fremtids bd!
Vi skilles ikke. Svanhild, har De mod,
s flges vi i kampen fod for fod!

SVANHILD.
Vi flges?

FALK.
          Se, jeg str forladt af alle,
har ingen ven, har krig med hver bekendt,
mod mig er hadets hvasse spydsod vendt;--
sig, har De mod, med mig at st og falde?
min fremtidsvej gr gennem skik og brug,
hvor tusend hensyns lnker foden tvinger;--
_der_ breder jeg, som alle andre, dug,
og stter ringen p min elsktes finger!
(drager en ring af sin hnd, og holder den ivejret.)

SVANHILD
(i ndels spnding).
_Det_ vil De?

FALK.
             Ja, og vi skal vise verden,
at krligheden har en evig magt,
som br den uskadt og i al sin pragt
igennem dgnets dynd p hverdagsfrden.
Igr jeg pegte mod ideens bl,
der brandt, som baun p bergets bratte tinde;--
da blev De rd, De skalv, thi De var kvinde;
nu peger jeg mod kvindens sande ml!
En sjl, som Deres, holder, hvad den lover;
se sluget for Dem,--Svanhild, st nu over!

SVANHILD
(neppe hrligt).
Og hvis vi faldt--!

FALK
(jublende).
                   O nej, jeg ser et skr
i Deres je, som vor sejr forkynder!

SVANHILD.
S tag mig hel og holden, som jeg er!
_Nu_ springer lvet ud; min vr begynder!

(hun kaster sig med kkhed i hans arme, idet teppet falder.)




TREDJE AKT.


(Aften og klart mneskin. Rundt om p trrne brnder farvede
lamper. I baggrunden borde med opdkning af vinflasker, glasse,
kager o.s.v. Inde fra huset, hvor alle vinduer er oplyste, hres
dmpet pianofortespil og sang under de flgende optrin. Svanhild
str ved altanen. Falk kommer fra hjre med nogle bger og en
skrivemappe under armen. Oppasseren flger efter med en kuffert
og en vadsk.)

FALK.
Det er jo resten?

OPPASSEREN.
                 Ja, nu tror jeg neppe
det fattes andet, end en liden skrppe
og sommerfrakken.

FALK.
                 Godt; det tar jeg med
p ryggen, nr jeg gr. Kom s afsted;--
se her er mappen.

OPPASSEREN.
                 Der er ls for, ser jeg.

FALK.
Ja, der er ls for, Sivert.

OPPASSEREN.
                           Godt.

FALK.
                                Den ber jeg,
du straks vil brnde.

OPPASSEREN.
                     Brnde?

FALK.
                            Ja, til kul--
(smilende.)
med alle veksler p poetisk guld.
Og bgerne,--dem kan du selv beholde.

OPPASSEREN.
 nej da; skal jeg slig bekostning volde?
Men nr herr Falk kan bger bortforre,
s er han frdig da med al sin lre?

FALK.
Alt, hvad af bger lres, har jeg lrt--
og endda mere.

OPPASSEREN.
              Mere? Det var svrt.

FALK.
Ja, skynd dig; brerne str udfor dren;--
nu fr du hjlpe dem at lsse bren.
(Oppasseren gr ud til venstre.)

FALK
(nrmer sig Svanhild, som kommer ham imde).
Vi har en time, Svanhild, for os selv,
i lys af Gud og sommernattens stjerner.
Se, hvor de glitrer gennem lvets hvlv,
lig frugt p gren, de verdenstrets kerner.
Nu har jeg brudt det sidste trldomsbnd,
nu har for sidste gang mig svben rammet;
som Jacobs t, med vandringsstav i hnd
og rejsekldt, jeg str for pskelammet.
Du slve slgt, hvis syn er stngt og lukt
for lftets land bag rkensandets flugt,
du travle ridderslagne trl af tiden,
mur du kun kongegrav i pyramiden,--
_jeg_ gr til frihed gennem dgnets rk,
for mig er fremkomst selv i havets fjre;
men fiendens fylking, lgnens fule lre,
skal finde _der_ sin gravtomt, dyb og mrk!
(kort ophold; han ser p hende og tar hendes hnd.)
Du er s stille, Svanhild!

SVANHILD.
                          Og s glad!
O, lad mig drmme, lad mig stille drmme.
Tal da for mig; frem gr da, som p rad,
min tankes knopper, sprungne ud til kvad,
lig modne liljer over tjernets strmme.

FALK.
Nej, sig det engang til med sandheds rene
usvigelige rst, at du er min!
O, sig det, Svanhild, sig--

SVANHILD
(kaster sig om hans hals).
                           Ja, jeg er din!

FALK.
Du sangfugl, sendt af Gud til mig alene!

SVANHILD.
Jeg var en hjemls i min moders hus,
jeg var en ensom i mit eget indre,
en ubedt gst i gldens glans og sus,--
gjaldt _intet_ der--ja stundom endnu _mindre_.
Se da kom du! For frste gang p jord
jeg fandt min tanke bag en andens ord;
hvad spredt jeg drmte, vidste du at samle!
du ungdomskkke mellem livets gamle!
Halvt stdte du mig bort med hvas forstand,
halvt vidste du med solblink mig at drage,
som havet drages af en lvkldt strand,
og skret skyver sjerne tilbage.
_Nu_ har jeg set til bunden af din sjl,
nu _har_ du mig udelelig og hel;
du lvtr over blgeleg, du kre,
mit hjertes flugt har flod, men aldrig fjre!

FALK.
Og takket vre Gud, at han har dbt
min krlighed i smertens bad. Jeg vidste
knapt selv hvad trang mig drog, fr dyrekbt
jeg s i dig den skat, jeg skulde miste.
Ja priset han, som i min livsensbog
med sorgens indsegl har min elskov adlet,
som gav os fribrev p vort sejerstog,
og bd os jage hjemad gennem skog,
som adelspar, p vingehesten sadlet!

SVANHILD
(peger mod huset).
Derinde er der fest i alle sale,
_der_ lyser lamper for de unge to,
_der_ lyder glade venners sang og tale.
Fra alfarvejen skulde hvermand tro,
at _der_ er lykken--blandt de glade rster.
(medlidende.)
Du verdens lykkebarn,--du stakkels sster!

FALK.
Du siger stakkels?

SVANHILD.
                  Har hun ikke delt
sit sjleguld med _ham_ og alle frnder,
sat ud sin kapital p hundred hnder,
s ingen skylder hende summen helt?
Hos ingen af dem har hun _alt_ at krve,
for ingen af dem har hun _helt_ at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
jeg har en eneste i verden kun.
Tomt var mit hjerte, da med sejersfaner,
med tusendfoldig sang du drog derind;
du rder _der_ p alle tankens baner;
lig vrens vellugt fylder du mit sind.
Ja, jeg m takke Gud i denne time,
at jeg var ensom indtil dig jeg fandt,--
at jeg var dd og hrte klokken kime,
som kaldte mig til lys fra livets tant.

FALK.
Ja vi, de vennelse to i verden,
vi er de rige; vi har lykkens skat,
vi, som str udenfor og ser p frden
igennem ruden i den stille nat;
lad lamper lyse og lad toner klinge,
lad dem derinde sig i dansen svinge;--
se opad, Svanhild,--opad i det bl;--
_der_ lyser ogs tusend lamper sm--

SVANHILD.
Lyt, stilt, du elskte,--i den svale kveld
gr gennem lindens lv et tonevld--

FALK.
Det er for os de tindrer hjt i salen--

SVANHILD.
Det er for os det synger gennem dalen!

FALK.
Jeg fler mig som Guds forlorne barn;
jeg svigted ham og gik i verdens garn.
Da vinked han mig hjem med milde hnder;
og nu, jeg kommer, nu han lampen tnder,
bereder hjtid for den fundne sn,
og sknker mig sit bedste vrk i ln.
Fra denne stund jeg svrger, ej at svigte,--
men st som vbnet vagt i lysets lejr.
Vi holder sammen, og vort liv skal digte
en hjsang strk om krlighedens sejr!

SVANHILD.
Og se, hvor let det er for to at vinde,
nr _han_ er _mand_--

FALK.
                     Og _hun_ er heltud _kvinde_;--
det var ugrligt at to slige faldt!

SVANHILD.
S op til kamp mod savnet og mod sorgen;
(viser Falks ring, som hun br p fingeren.)
i denne stund fortller jeg dem alt!

FALK
(hurtig).
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
Ikveld vi plukker lykkens roser rde;
at g til dagvrk nu, var helligbrde.
(Dren til havestuen bnes.)
Din moder kommer! Skjul dig! Som min brud
skal intet je dig iaften mde!

(de gr ud mellem trrne ved lysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer
ud p altanen.)

FRU HALM.
Han flytter virkelig!

GULDSTAD.
                     Det ser s ud.

STYVER
(kommer).
Han flytter, frue!

FRU HALM.
                  Ja, du gode Gud,--
vi vd det nok!

STYVER.
               Det er en slem omstndighed.
Han holder ord; jeg kender hans ubndighed.
Han stter os i bladet allesammen;
min kreste blir trykt i flere oplag,
imellem kurve, tvillinger og opslag.
Hr, vd De hvad: hvis ej det var for skammen,
jeg foreslog forlig, en vbenstilstand--

FRU HALM.
Det tror De han gr ind p!

STYVER.
                           Ja, jeg tror.
Der er indicier, der er visse spor,
som viser, at da nys det store ord
han frte, var han i besknket tilstand.
Ja, der er et prov, som, om just ikke fldende,
dog taler meget strkt imod angldende;
det er ham overfrt, at efter bordet
han indfandt sig i Linds og egen bolig,
og viste _der_ en adfrd hjst urolig,
slog snder--

GULDSTAD
(ser et glimt af Falk og Svanhild, som skilles, idet Falk gr op
mod baggrunden; Svanhild blir stende skjult ved lysthuset).
             Stop, vi er p rette sporet!
Et jeblik, fru Halm! Falk flytter _ikke_.
og gr han det, da gr han det som ven.

STYVER.
S? Tror De ogs--?

FRU HALM.
                   , hvor vil De hen!

GULDSTAD.
Ej lnger, frue, end det kan sig skikke;
jeg klarer sagen til gensidigt held.
Blot et minut p tomandshnd--

FRU HALM.
                              Nu vel!

(de gr sammen ud i haven; under det flgende ser man dem fra og til
i baggrunden i ivrig samtale.)

STYVER
(stiger ned i haven, idet han opdager Falk, som str og ser ud
over vandet).
De herrer digtere er hvns- og hads-mnd;
men vi regeringsfolk er fine statsmnd;
jeg vil arbejde for mig selv--
(ser presten, som kommer fra havestuen.)
                              Se s!

STRMAND
(p altanen).
Han flytter virkelig!
(gr ned til Styver.)
                     , kre,--g,
g ind et lidet jeblik i stuen
og hold min kone--

STYVER.
                  Skal jeg holde fruen!

STRMAND.
Med selskab, mener jeg. Vi og de sm,
vi er s vante til at vre sammen,
og aldrig--
(idet fruen og brnene viser sig i dren.)
           N, der er de alt p trammen!

FRU STRMAND.
Hvor er du, Strmand?

STRMAND
(sagte til Styver).
                     Find p et par ord, som
kan fngsle dem,--en ting, som er lidt morsom!

STYVER
(gr op p altanen).
Har fruen lst departementets bnskrift?
Det er et mnster p stilistisk sknskrift;--
(tar en bog op af lommen.)
nu skal jeg in extenso referere--

(nder dem hfligt ind i stuen, og gr selv med. Falk kommer frem i
haven; han og Strmand mdes; de ser en stund p hinanden.)

STRMAND.
Nu?

FALK.
   Nu?

STRMAND.
      Herr Falk!

FALK.
                Herr pastor!

STRMAND.
                            Er de mere
medgrlig nu, end da vi skiltes?

FALK.
                                Nej,
jeg gr min ufravigelige vej--

STRMAND.
Selv om De trder nstens lykke ned?

FALK.
Jeg planter sandheds urt i lykkens sted.
(smilende.)
For resten tnker De nok p avisen
for elskende?

STRMAND.
             N, var det kanske spg?

FALK.
Ja, trst Dem med, det vrk gr op i rg;
i gerning, ej p prent, jeg bryder isen.

STRMAND.
Og om de sparer mig, s vd jeg visst en
person, som ikke slipper mig s let;
han nytter overtaget, han, kopisten,--
og det er _Deres_ skyld, og det er slet,
De rrte op i gamle svrmerier,
og De kan bande p, han ikke tier
med dem, ifald jeg mukker blot et ord
mod kravet, som de skrler p i kor.
Regeringsfolket har en svare magt
i pressen nuomstunder, er mig sagt.
En styverfngeropsats kan mig flde,
hvis den blir prentet i det store blad,
som slr med Samsons hndgevr og vlde,
og gr ivej med bde hv og vad,
besynderlig mod slutten af kvartalerne--

FALK
(indrmmende).
Ja--hrte Deres saga til skandalerne--

STRMAND
(forsagt).
Alligevel. Det blad har mange spalter;
pas p: _der_ ofres jeg p hvnens alter.

FALK
(med lune).
P _straffens_, mener De,--og vel fortjent.
Der gr en Nemesis igennem livet;
den rammer sikkert, sknt den rammer sent,--
at rmme vk fra den, er ingen givet.
Har en forsyndet sig imod ideen,
s kommer pressen, dens rvgne vagt,
og man fr finde sig i efterveen.

STRMAND.
Men Herregud, nr slutted jeg kontrakt
med den "id", som fres her i munden!
Jeg er jo gtemand, familjefar,--
husk p, at tolv umyndige jeg har;--
jeg er jo af min dagliggerning bunden,
jeg har annekser og en vidtstrakt grd,
en talrig stamhjord, ndelige fr,--
se, de skal plejes, klippes, rgtes, fores;
der trskes skal og i komposten klores;
man spr om mig i stalden og i kveen;--
nr fr _jeg_ tid at leve for _ideen_.

FALK.
Ja, s rejs hjem igen jo fr jo heller;
kryb ind, fr vinter, under torvetaget.
Se, i det unge Norge er det daget;
den kkke fylking tusend stridsmnd tller,
og morgenvindens strmning fylder flaget.

STRMAND.
Og, unge mand, ifald jeg rejste hjem
med alle mine, ja med alle dem,
som var igr mit lille kongerige,--
har ikke mangt idag da vendt sig om?
Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom--
(da Falk vil svare.)
Nej vent, og hr p, hvad jeg har at sige.
(trder nrmere.)
Der var en tid, da jeg var ung, som De,
og ikke mindre kk og uforfrdet.
Jeg sled for brd og der gik r forbi;
se, sligt gr nden ej, som hnden, hrdet.
Jeg kom der nord; mit hjem l stilt bag fjeldet,
og verdens ring for mig blev prestegldet.--
Mit hjem--herr Falk! Ja, vd De hvad et hjem er?

FALK
(kort).
Det har jeg aldrig vidst.

STRMAND.
                         Det vil jeg tro.
Et hjem er der, hvor dejligt rum for fem er,
sknt der blandt fiender tykkes trangt for to.
Et hjem er der, hvor alle dine tanker
kan lege frit, som brn p faders fang,
hvor ej din rst p hjertedren banker,
fr svaret lyder i beslgtet sang.
Et hjem er _der_, hvor dine hr kan grne,
og ingen mrker, at du ldes dog,
hvor kre minder dmrer for at blne,
som sens rygning blner bagom skog.

FALK
(med tvungen spot).
De blir jo varm--

STRMAND.
                 Ved det, som De kun ler af!
S uligt har Vorherre os to skabt.
Mig fattes det, som De fik desto mer af;
men jeg har vundet der, hvor De har tabt.
Fra skyen skimtet, ser ud som en skrne
mangt sandhedskorn ved landevejens kant;
De vil tilvejrs, jeg knapt til tagets mne,--
n fugl blev skabt til rn--

FALK.
                            Og n til hne.

STRMAND.
Ja, le De kun, og lad det vre sandt.
Jeg er en hne;--godt; men under vingen
jeg har en kyllingflok, og De har ingen!
Og jeg har hnens mod og hjerterum,
og jeg slr fra mig, nr det mine glder.
Jeg vd jo nok, De mener jeg er dum,
ja muligt, at en vrre dom De flder,
og holder mig for grisk p verdens gods;--
godt, ingen strid om sligt imellem os!
(griber Falks arm og tilfjer dmpet, men med stigende styrke.)
Ja, jeg er grisk og dum og slv tillige;
men jeg er grisk for _dem_, som Gud mig gav,
og jeg fordummedes i trngselskrige,
og jeg blev slv p ensomhedens hav.
Dog, alt som ungdomssnekken, sejl for sejl,
gik under bag den endelse dnning,
da stak en anden op p havets spejl,
og bar for landvind ind med livets lnning.
For hver en drm, som gik i strvet under,
for hver en svingfjr, som p flugten knak,
jeg fik til sknk et lidet Guds vidunder,
og Herrens sknk jeg tog med pris og tak.
For _dem_ jeg stred, for _dem_ jeg bar i dynge,
for _dem_ jeg tyded selv den hellige skrift;--
_det_ var min blomstergrd, min brneklynge;--
nu har De plettet dem med spottens gift!
De har bevist, stetisk og forfatterligt,
at al min lykke var en dres tro,
at det, jeg tog for alvor, det var latterligt;--
nu krver jeg, giv mig igen min ro,
men giv mig den foruden brk og mn--

FALK.
De krver, _jeg_ skal lykkens hjemmel drfte?--

STRMAND.
Ja, De har kastet p min vej en sten,
en tvilens sten, som ikkun De kan lfte.
Tag vk det stngsel mellem mig og mine,
som De har bygt, tag grimen af min hals--

FALK.
De tror, at jeg har lgnens lim tilfals,
for lykkens sprukne kar med det at kline?

STRMAND.
Jeg tror, at troen, som De rev omkuld
med ord, den kan med ord igen De rejse;
jeg tror, De kan den brukne lnke svejse;--
dm om igen,--tal sandhed hel og fuld,
bevis pnyt,--s jeg kan flaget hejse--

FALK
(stolt).
Jeg stempler lykkens messing ej som guld.

STRMAND
(ser fast p ham).
S kom ihug, her nys blev sagt et ord
af en, som vejrer sandhedsharens spor:
(med oplftet finger.)
Der gr en Nemesis igennem livet;
at rmme vk fra den, er ingen givet!
(han gr mod huset.)

STYVER
(kommer ud med briller p og med den bne bog i hnden).
Herr pastor, De m vre som en vind!
De unge grder--

BRNENE
(i dren).
                Far!

STYVER.
                    Og fruen venter!

(Strmand gr ind i huset.)

STYVER.
Den dame har ej sans for argumenter.
(putter bogen og brillerne i lommen og kommer nrmere.)
Falk!

FALK.
     Ja!

STYVER.
        Jeg hber du har skiftet sind.

FALK.
Og hvorfor?

STYVER.
           , det er da let forklarligt;
du indser sagtens, det er uforsvarligt
at gre brug af konfidentielle
meddelelser;--dem m man ej fortlle.

FALK.
Nej, jeg har hrt, at _det_ skal vre farligt.

STYVER.
Ja dd og pine!

FALK.
               Ja, men blot for storfolk.

STYVER
(ivrig).
Det farligt er for alle slags kontorfolk.
Du kan vel tnke dig, hvor det forminsker
hver udsigt for mig, dersom chefen tror,
jeg har en pegasus som gr og vrinsker
i arbejdstiden i et _sligt_ kontor.
Du vd, fra "revisionen" og til "kirken"
man ynder ikke vingehestens virken.
Men vrst det blir, ifald det kommer ud,
at jeg har brudt kontorets frste bud,
og benbaret skjulte ting af vigtighed.

FALK.
S den er strafbar, slig en uforsigtighed?

STYVER
(hemmelighedsfuldt).
Den tvinge kan en offentlig person
til at begre straks sin demission.
Det er et lovbud for os, statens mandfolk,
at g med ls for munden selv blandt grandfolk.

FALK.
Men det er jo tyrannisk af en hersker
at binde mund p den--kopist, som trsker.

STYVER
(trkker p skuldrene).
Det er legalt; m lydes uden knur.
Desuden, i et tidspunkt, som nrvrende,
da gagerevisionen str for tur,
det er ej klogt at ytre sig belrende
om arbejdstidens brug og dens natur.
Se, derfor er det, at jeg ber dig: ti dog;
et ord kan skille mig ved--

FALK.
                           Portefljen?

STYVER.
Officielt benvnes det "kopibog".
Den protokol er egentlig som sljen,
der lukker linet for kontorets barm;
at gtte gder der, forvolder harm.

FALK.
Og dog det var dig selv, som bad mig tale,
og kaste ud et vink om pultens skat.

STYVER.
Ja, vidste _jeg_, at presten kunde dale
s dybt i dynd, han, som har lykken fat,
som er i embed, som har kone, brn,
og penge til at trodse livets trn?
Men kan _han_ falde ned til slig filister,
hvad skal man sige da om os _kopister_.
om _mig_, som er i uforfremmet stand
og har en kreste, og snart skal giftes,
og passe p, at der familje stiftes,
etcetera!
(heftigere.)
         O, var jeg velstandsmand,
jeg skulde spnde panseret om hrden
og sl i bordet til den hele verden.
Og var jeg enligt mandfolk, jeg, som du,
da kan du tro, at gennem prosa-sneen
jeg skulde bryde bane for ideen!

FALK.
S berg dig, mand!

STYVER.
                  Hvad?

FALK.
                       Der er tid endnu!
Agt ikke verdens uglekloge dommerfugl:
husk, frihed gr en klorm selv til sommerfugl!

STYVER
(trder tilbage).
Du mener, at jeg skulde bryde--?

FALK.
                                Ja;
er perlen vk, hvad glder skallet da?

STYVER.
Sligt forslag kunde stilles til en rus,
ej til en mand med karakter i jus!
Jeg regner ej, hvad Kristian den femte
i sin tid om trolovelser bestemte,--
thi det slags forhold findes ej berrt i
"lov om forbrydelser" af to-og-fyrti;
for s vidt var ej sagen kriminel,
det var jo intet brudd p det legale--

FALK.
Der kan du se!

STYVER
(fast).
              Ja, men alligevel,--
om slig en eksception blir aldrig tale.
I trange tider holdt vi trofast sammen;
_hun_ fordrer ikke stort af livets gammen,
og _jeg_ er njsom, har alt lnge sporet,
at jeg blev skabt for hjemmet og kontoret.
Lad andre flge svaneflokkens flugt;
liv i det sm kan ogs vre smukt.
Hvad siger ej etsteds geheimerd Goethe
om melkevejen, skinnende og hvid?
Af den kan ingen skumme lykkens flde,
og endnu mindre hente smrret hid--

FALK.
N, var end mlet lykkesmrrets kerning,
m nden rde dog i al din slid;--
en mand skal vre borger af sin tid,
men adle tidens borgerlige gerning.
Ja visstnok er der sknhed i det sm;
men kunsten er at _skue_ og _forst_.
Ej hver, som ynder at hndtere slen,
m _derfor_ tro sig ligemand med "Dlen".

STYVER.
S lad os g med fred vor jvne vej;
vi stnger ikke stierne for dig,
vi flger gaden, du i hjden svver.
Hm, _der_ fr ogs hun og jeg engang;
men dagens krav er arbejd, ikke sang,--
den dr man fra, alt efter som man lever.
Se, ungdomslivet er en stor proces
og den undigste af alle trtter;--
g p akkord, og tnk ej p regres;
thi sagen taber du for alle retter.

FALK
(kk og trstig, idet han kaster et je p lysthuset).
Nej, er den end for sidste domstol kommen,--
jeg vd, der er bendning bagom dommen!
Jeg vd, et liv kan _leves_ ud af to,
med frelst begejstring og med reddet tro;
men _du_ forkynder tidens usle lre:
at idealet er det sekundre!

STYVER.
Nej, det _primre_; thi dets hverv er ude,
som blomstens hverv--nr frugten stter knude.

(Inde ved pianoet spiller og synger frken Skre: "Ach, du lieber
Augustin". Styver stanser og lytter i stille bevgelse.)

Hun kalder p mig med den samme sang,
som talte, da vi mdtes frste gang.
(lgger hnden p Falks arm og ser ham ind i jet.)
S tidt hun _den_ til liv i lngsel henter,
gr ud ifra min krestes tangenter
bekrftet genpart af det frste ja.
Og nr vor krlighed til slut har endskab,
og afdr, til opstandelse som venskab,
skal sangen binde mellem _fr_ og _da_.
Og krges end min ryg i flugt med pulten,
og blir mit dagvrk kun en krig mod sulten,
s gr jeg glad dog vejen til mit hjem,
hvor det forsvundne str i toner frem.
Er _der_ en stakket kveldstund helt vor egen,--
da er jeg sluppen skadesls fra legen!

(han gr ind i huset. Falk vender sig mod lysthuset. Svanhild
kommer frem; hun er bleg og oprrt. De ser en stund i taushed p
hinanden og kaster sig med heftighed i hinandens arme.)

FALK.
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske friluftsblomst p kirkegrden,--
_der_ ser du, hvad de kalder liv i vren!
Der lugter lig af brudgom og af brud;
der lugter lig, hvor to gr dig forbi
p gadehjrnet, smilende med lben,
med lgnens klumre kalkgrav indeni,
med ddens slaphed over hver en strben.
Sligt kalder de at _leve!_ Himlens magter,
er slig en lod da vrd de tusend fagter?
At drtte brnehjorder op til sligt,
at fede dem med retsind og med pligt,
at gde dem med tro en stakket sommer,--
til brug, nr sjleslagtningstiden kommer!

SVANHILD.
Falk, lad os rejse!

FALK.
                   Rejse? Og hvorhen?
Er ikke verden overalt den samme,
og findes ej p hvermands vg igen
den samme lgn i sandheds glas og ramme?
Nej, vil vi blive, nydende spektaklet,
tragikomedien, harlekinsmiraklet,--
et folk, som _tror_--hvad hele folket _lyver!_
Se presten og hans kone, Lind og Styver,
som krlighedens julebukke taklet,
med lgn i hjertet og med tro i munden,--
og endda respektable folk i grunden!
De lyver for sig selv og for hverandre;
men lgnens indhold, det tr ingen klandre;--
hver regner sig, sknt havsndsmand p klen,
for lykkens Krsus, salig som en gud;
_selv_ drev de sig af paradiset ud,
og bums til rerne i svovelplen;
men ingen af dem sknner, hvor han sidder,
og hvermand tror sig paradisets ridder,
og hvermand smiler under ak og uf;
og kommer Belsebub med brl og gluf,
med horn og bukkeben og noget vrre,--
da muntrer man sin nabo med et puf:
tag hatten af dig; se, der gr Vorherre!

SVANHILD
(efter en kort tankefuld stilhed).
Hvor underfuld en krlig hnd har pegt
p vejen for mig til vort vrdagsstvne.
Det liv, jeg har i spredte drmme legt,
skal jeg fra denne stund mit dagvrk nvne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde;--
da bd du lys,--da lod du _ham_ mig finde!
(ser p Falk med stille, krlig forundring.)
Hvad kraft er dog i dig, du strke tr,
som str i vindfaldsskogen rank og frodig,
som str alene, og som dog har l
for mig--?

FALK.
          Guds sandhed, Svanhild;--den gr modig.

SVANHILD
(ser mod huset med et udtryk af skyhed).
De kom som onde fristere, de to,
_hver_ talsmand for sin halve del af slgten.
En spurgte: hvor kan ungdomselskov gro,
nr sjlen luder under velstandsvgten?
Den anden spurgte: hvor har elskov liv,
nr kravet er en evig armodskiv?
Forfrdeligt--at prke denne lre
som sandheds ord, og endda livet bre!

FALK.
Og hvis det nu gjaldt os?

SVANHILD.
                         Gjaldt os?--Hvad da?
Kan ydre vilkr gre til og fra?
Jeg har alt sagt dig det; hvis du vil stride,
da vil jeg st og falde ved din side.
O, intet er s let som biblens bud,
at lgge hjemmet bag sig, juble, lide,
og flge den, man elsker, frem til Gud.

FALK
(favner hende).
S kom da, vintervejr, med vold og vlde!
Vi _str_ i stormen; os kan ingen flde!

(Fru Halm og Guldstad kommer ind fra hjre i baggrunden. Falk og
Svanhild blir stende ved lysthuset.)

GULDSTAD
(dmpet).
Se, frue!

FRU HALM
(overrasket).
         Sammen!

GULDSTAD.
                Tviler De endnu?

FRU HALM.
Det var mrkvrdigt!

GULDSTAD.
                    , jeg har nok mrket,
at han s stilt har ruget over vrket.

FRU HALM
(hen for sig).
Hvem skulde tnkt, at Svanhild var s slu?
(livligt til Guldstad.)
Men, nej, jeg kan ej tro--

GULDSTAD.
                          Vel; det skal prves.

FRU HALM.
Nu straks p stedet?

GULDSTAD.
                    Ja, og eftertrykkeligt.

FRU HALM
(rkker ham handen).
Gud vre med Dem!

GULDSTAD
(alvorlig).
                 Tak, det kan behves.
(kommer nedover.)

FRU HALM
(ser sig tilbage, idet hun gr).
Hvad udfald sagen fr, blir barnet lykkeligt.
(gr ind i huset.)

GULDSTAD
(nrmer sig til Falk).
Det er vel knapt med tiden?

FALK.
                           Et kvarter,
s gr jeg.

GULDSTAD.
           Der behves ikke mer.

SVANHILD
(vil fjerne sig).
Farvel!

GULDSTAD.
       Nej bi!

SVANHILD.
              Skal jeg?

GULDSTAD.
                       Til De har svaret.
Imellem os m alting vre klaret;--
vi tre fr tale ud af hjertet sammen.

FALK
(overrasket).
Vi tre?

GULDSTAD.
       Ja, Falk,--nu m vi kaste hammen.

FALK
(undertrykker et smil).
Til tjeneste.

GULDSTAD.
             S hr. Det er omtrent
et halvt rs tid vi har hinanden kendt;
vi kvled--

FALK.
           Ja.

GULDSTAD.
              Fast aldrig var vi enige;
vi gav hinanden tidt det glatte lag;
De stod som hvding for en stortnkt sag,
jeg var kun en af dgnbedriftens menige.
Og endda var det som en streng, der bandt
imellem os, som tusend glemte sager
ifra min egen ungdoms tankelager,
De stved op og frem for dagen fandt.
Ja ja, De ser p mig; men grsprngt hr
har ogs flommet frit og brunt en vr,
og panden, som ens daglig-gerning dynker
med trldoms-sved, bar ikke altid rynker.
Dog nok om det! jeg er forretningsmand--

FALK
(let spottende).
De er den sunde praktiske forstand.

GULDSTAD.
Og De er hbets unge glade sanger.
(trder mellem dem.)
Se derfor, Falk og Svanhild, str jeg her.
Nu m vi tale; thi den stund er nr,
som br i skjoldet lykke eller anger.

FALK
(spndt).
S tal!

GULDSTAD
(smilende).
       Jeg sagde Dem igr, jeg grunded
p et slags digtning--

FALK.
                      P en faktisk.

GULDSTAD
(nikker langsomt).
                                    Ja!

FALK.
O hvis man spr, hvor De tar stoffet fra--?

GULDSTAD
(ser et jeblik p Svanhild og vender sig atter mod Falk).
Det er et flles stof vi to har fundet.

SVANHILD.
Nu m jeg g.

GULDSTAD.
             Nej, bliv og hr til ende.
En anden kvinde bad jeg ej om sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lrt tilbunds at kende;
til snerperi er Deres sind for rigt.
Jeg s Dem vokse, s Dem foldes ud;
De ejed alt, hvad jeg hos kvinden skatter;--
men lnge s jeg kun i Dem en datter;--
nu spr jeg--vil De vre mig en brud?
(Svanhild viger sky tilbage.)

FALK
(griber ham ved armen).
Tal ikke mere!

GULDSTAD.
              Rolig; hun skal svare
Sprg ogs De,--s kan hun vlge frit.

FALK.
Jeg--siger De?

GULDSTAD
(ser fast p ham).
              Det glder at bevare
tre liv for lykken,--ej alene mit.
Forstil Dem ej, det nytter Dem kun lidt;
thi sknt min gerning ligger i det lave,
s fik jeg endda et slags klarsyns-gave.
Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg s
den unge krlighed i blomst at st;
men denne krlighed, den strke, kkke,
_den_ er det, som kan hendes lykke knkke.

FALK
(farer op).
Det tr De sige!

GULDSTAD
(rolig).
                Med erfarings ret.
Hvis nu De hende vandt--

FALK
(trodsende).
                        Hvad s?

GULDSTAD
(langsomt og med eftertryk).
                                Ja st
hun turde _alt_ p denne grundvold bygge,
og vove _alt_ p dette ene kort,--
og livets storm s fejed grunden bort;
og blomsten falmed under tidens skygge?

FALK
(forglemmer sig og udbryder):
Ugrligt!

GULDSTAD
(ser betydningsfuldt p ham).
         Hm, s tnkte ogs jeg
da jeg var ung, som De. I gamle dage
jeg brandt for en; da delte sig vor vej.
Igr vi mdtes;--intet er tilbage.

FALK.
Igr?

GULDSTAD
(smiler alvorligt).
     Igr. De kender prestefruen--

FALK.
Hvad? Det var _hende_, som--

GULDSTAD.
                            Som tndte luen.
For hende srged jeg i mange r,
og i dem alle stod hun for mit minde,
som den hun var, hin unge fagre kvinde,
dengang vi mdtes i den friske vr.
Nu tnder I den samme drskabsild,
nu frister I det samme vovespil,--
se, derfor er det, at jeg siger: Varlig!
Stans lidt, og tnk jer om;--jer leg er farlig!

FALK.
Nej, jeg har sagt det hele thevandslag
min strke tro, som ingen tvil kan flde--

GULDSTAD
(udfylder meningen).
At krligheden efter frit behag
kan trodse vane, nd og sorg og lde.
N, lad s vre; mulig er det sandt;
men se nu sagen fra en anden kant.
Hvad _elskov_ er, vd ingen at forklare;
hvori den stikker, denne glade tro,
at n blev skabt til saligt liv i _to_--
se, det kan ingen mand p jord besvare.
men _gteskabet_, det er noget praktisk,
og liges _forlovelse_, min ven;
og let det lar sig eftervise faktisk,
at en er skikket just for _den_ og _den_.
Men krligheden krer jo _iblinde_.
den vlger ej en _hustru_, men en _kvinde_.
og hvis nu denne kvinde ej er skabt
til viv for Dem--?

FALK
(spndt).
                  Nu?

GULDSTAD
(trkker p skuldrene).
                     S er sagen tabt.
En lykkelig forlovelse betinges
ej blot af elskov, men af meget mer,
familjelemmer, som man gerne ser,
af sind, som under samme hat kan bringes.
Og gteskabet? Ja, det er et hav
af lutter fordringer og lutter krav,
som lidet har med elskov at bestille.
Her krves huslighed og dyder milde,
her krves kkkensans og andet sligt,
forsagelse og agt for bud og pligt,--
og meget som i frkenens nrvrelse
ej gres kan til genstand for belrelse.

FALK.
Og derfor--?

GULDSTAD.
            Lyd et rd, s godt som guld.
Brug lidt erfaring; hr Dem om i livet,
hvor hvert par elskende tar munden fuld,
som hele millionen _dem_ var givet.
For alteret skal de sporenstregs, de to;
de fr et hjem og er i lykkens kridthus;
s gr en tid i sejersrus og tro;
s kommer der en opgrsdag;--jo, jo!
Da er det hele bo et stort fallithus!
Fallit er ungdoms blomst p konens kind,
fallit er tankens flor i hendes indre;
fallit er sejrens mod i mandens sind,
fallit hver gld, som fordum ss at tindre;
fallit, fallit er hele boets masse;
og slige to gik dog i livet ind
som elskovs handelshus af frste klasse!

FALK
(i strkt udbrud).
Det er en lgn!

GULDSTAD
(urokkelig).
               For nogle timer siden
var det dog sandhed. Det var _Deres_ ord,
da her De stod, som han i brabantstriden,
og sloges med det ganske thevandsbord.
Da ld bengtelsen fra alle kanter,
som nu fra Dem; n ja, det fattes nemt;
vi finder alle jo, det klinger slemt
at hre dden nvne, nr vi skranter.
Se presten, han, som komponerte, malte,
i frierdagene med nd og smag;--
hvor kan De undres p, at manden dalte,
da han og hun kom under flles tag?
Hun var jo skabt for ham til elskerinde,--
til viv for ham hun skabtes ingensinde.
Og s kopisten, som skrev gode vers?
Da fyren var i Herrens navn forlovet,
kom hele rimeriet straks p tvers,
og siden den tid har hans muse sovet
ved rokkeduren af en evig jus.
Der ser I--
(betragter Svanhild.)
           Fryser De?

SVANHILD
(sagte).
                     Jeg fryser ikke.

FALK
(tvinger sig ind under en spgende tone).
Og nr det aldrig ender med et plus,
men kun med minus,--hvorfor vil De stikke
den kapital, De rder over, i
sligt lidet fordelagtigt lotteri?
Det lader nsten, som De har den tro,
at De blev srlig skabt for bankerotten?

GULDSTAD
(ser p ham, smiler og ryster p hovedet).
Min kkke unge Falk,--gem lidt p spotten.--
P to _slags_ vis et par kan stte bo.
Det grundes kan ved illusionskrediten,
ved langsigtsveksler p en evig rus,
p permanents af aldren atten-nitten,
og p umulighed af gigt og snus;--
det grundes kan p rosenrde kinder,
p klare jne og p lange hr,
p tryghed for, at aldrig sligt forsvinder,
og at parykkens time aldrig slr.
Det grundes kan p stemningsfulde tanker,
p blomsterflor i rkenstvet trt,
p hjerter, der, et livslb gennem, banker,
som da det frste ja blev sagt og hrt.
Hvad kaldes slig trafik? De navnet kender;--
det kaldes humbug,--humbug, kre venner!

FALK.
Nu sknner jeg, De er en farlig frister,--
De, velstandsmanden, kanske millionr,
mens alt, hvad _mit_ i denne verden er,
blev bret bort af to artillerister.

GULDSTAD
(skarpt).
Hvad mener De med det?

FALK.
                      Det ligger nr;
thi den _solide_ grundvold, kan jeg tnke,
er sagtens _mynt_,--mirakelmidlet _mynt_.
som lner mangen middelaldersk enke
Sankt Gertruds gyldenglorie til pynt.

GULDSTAD.
 nej, den er dog noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme strm
af venlig agt, der kan sin genstand hdre,
s fuldt, som jublen i en rskedrm.
Den er en flelse af pligtens lykke,
af omsorgs velbehag, af hjemmets fred,
af viljers bjning mod hinanden ned,
af vgen for at ingen sten skal trykke
den krnes fod, hvor hun i livet skred.
Den er en mildhedshnd, som lger srene,
den mandekraft, som br med villig ryg,
den ligevgt, som rkker gennem rene,
den arm, som sttter tro og lfter tryg.--
_Det_ er det indskud, Svanhild, _jeg_ kan byde
til Deres lykkes bygning; svar mig nu.
(Svanhild gr en strk anstrengelse for at tale; Guldstad lfter
hnden og hindrer hende.)
Betnk Dem vel, at ej De skal fortryde!
Vlg mellem os med klar og sindig hu.

FALK.
Og hvoraf vd De--

GULDSTAD.
                  At De elsker hende!
Det har jeg lst p Deres jnes bund.
Sig ogs _hende_ det i denne stund.
(trykker hans hnd.)
Nu gr jeg ind. Lad legen f en ende.
Og tr De love mig med hnd og mund,
at vre hende slig en ven i livet,
slig stav p vejen, slig en trst i nd,
som jeg kan vre det,--
(vender sig til Svanhild.)
                       Nu godt, s skriv et
udsletningsmrke over det, _jeg_ bd.
Da har jeg sejret, sejret i det stille;
De vinder lykken; det var _det_, jeg vilde.
(til Falk.)
Og, det er sandt,--De talte fr om mynt;
tro mig, den er lidt mer, end flitterpynt.
Jeg str alene, kender ingen kre;
alt det, som _mit_ er, det skal Deres vre;
De blir som sn for mig, og hun min datter.
De vd, ved grnsen ejer jeg et brug;
did flytter jeg, De stter disk og dug,
og er s ret omme, ses vi atter.--
Nu kender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
glem ej, at farten nedad livets elv
er ingen leg, er ej at nyde, svlge;--
og s, i Herrens navn,--s fr I vlge!

(gr ind i huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden.)

FALK.
Du er s bleg.

SVANHILD.
              Og du s stille.

FALK.
                              Ja.

SVANHILD.
Han var os vrst.

FALK
(hen for sig).
                 Han stjal mig styrken fra.

SVANHILD.
Hvor hrdt han slog.

FALK.
                    Han vidste godt at ramme.

SVANHILD.
Det var, som alt gik under i det samme.
(nrmere ved ham.)
Hvor vi var rige, rige i hinanden,
da hele verden havde os forladt,
da vore tanker steg, som slag mod stranden
af blgebrydning i den stille nat.
Da var der sejersmod i vore sjle,
og lid p evig elskov mellem to;--
han kom med verdens gaver, tog vor tro,
og planted tvil,--og s forgik det hele!

FALK
(med vild heftighed).
Riv det af mindet ud! Alt, hvad han sagde,
var sandt for andre, men en lgn for os!

SVANHILD
(ryster stille p hovedet).
Det kornaks, som et tvilens haglslag lagde,
kan aldrig svaje mer i livsenstrods.

FALK
(med udbrydende angst).
Jo, vi to, Svanhild--!

SVANHILD.
                      Slip et hb, som drer;
Ifald du lgnen sr, du hster trer.
De andre, siger du? Og tror du ej,
at hver og n har tnkt som du og jeg,
at _han_ var den, som turde trodse lynet,--
hvem ingen storm til jorden kunde sl,
hvem tgebanken fjernt i himmelsynet
p uvejrsvinger aldrig kunde n?

FALK.
De andre delte sig mod spredte ml;
jeg vil din elskov kun, og den alene.
Se, _de_ forskriger sig i livets skrl,
jeg stilt skal sttte dig med strke grene.

SVANHILD.
Men dersom den alligevel gik under,
den krlighed, som skulde bre alt,--
har du da _det_, som endda lykken grunder?

FALK.
Nej, med min krlighed det hele faldt.

SVANHILD.
Og tr du helligt love mig for Gud,
at aldrig den, lig visnet blomst, skal hnge,
men dufte, som idag, og holde ud
for _hele livet?_

FALK
(efter et kort ophold).
Den vil holde _lnge_.

SVANHILD
(smerteligt).
O, "lnge", "lnge";--usle armodsord!
Hvad glder "lnge" vel for krligheden?
Det er dens ddsdom, meldugg over sden.
"P evigt liv for krlighed jeg tror"--
_den_ sang skal alts tie, og isteden
det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!
(som lftet af en strk indskydelse.)
Nej; _s_ skal ej vor lykkes dag g under,
ej d med solgrd bag en sky i vest;--
vor sol skal slukkes, lig et luftvidunder,
i middagsstunden, der den glitrer bedst!

FALK
(forfrdet).
Hvad vil du, Svanhild?

SVANHILD.
                      Vi er brn af vren;
bag _den_ skal ikke komme nogen hst,
da sangerfuglen tier i dit bryst
og aldrig lnges did, hvor den er bren.
Bag _den_ skal aldrig noget vinterdkke
sl linet over alle drmmes lig;--
vor krlighed, den glade, sejerskkke,
skal sot ej tre p, ej lde svkke,--
d skal den, som den leved, ung og rig!

FALK
(i dyb smerte).
Og langt fra dig,--hvad blev mig _der_ vel livet!

SVANHILD.
Hvad blev det _nr_ mig--uden krlighed?

FALK.
Et hjem!

SVANHILD.
        Hvor lykkens alf med dden stred.
(med styrke.)
Til viv for dig blev evnen ej mig givet,
det ser jeg nu, det fler jeg og vd!
Jeg kunde elskovs glade leg dig lre,
men tr din sjl ej gennem alvor bre.
(nrmere og med stigende ild.)
Nu har vi jublet i en vrdags rus;
nu ingen svnig ds p slapheds puder!
Giv alfen vinger, lad for sangens sus
ham g p flugt i flok med unge guder!
Og er den kantret end, vor fremtids bd,--
et brt er oven vande,--jeg vd rd;
den kkke svmmer rkker paradiset!
Lad lykken synke, g i graven vd;
vor _krlighed_ skal dog, Gud vre priset,
n sejersfrelst iland ifra forliset!

FALK.
O, jeg forstr dig! Men at skilles _s!_
Just nu, den fagre verden str os ben,--
her, midt i vren, under himmel bl,
den samme dag vor unge pagt fik dben!

SVANHILD.
Just derfor m vi. Efter denne stund
vort jubeltog gr nedad bakke kun!
Og ve, nr engang regnskabsdagen kommer,
og nr vi stdes for den store dommer,
og nr han krver, som retfrdig Gud,
den skat han lnte os i livsenshaven--
_da_, Falk, et svar, som sletted nden ud:
"Den har vi mistet undervejs til graven!"

FALK
(i strk beslutning).
Kast ringen!

SVANHILD
(ildfuldt).
            Vil du!

FALK.
                   Kast den! Jeg forstr dig!
Ja, det er kun p denne vej, jeg nr dig!
Som grav er vej til livets morgenskr,
s er og elskov frst til livet viet,
nr lst fra lngsler og fra vildt begr
den flyr til mindets ndehjem befriet!
Kast ringen, Svanhild!

SVANHILD
(jublende).
                      Jeg har lst min pligt!
Nu har jeg fyldt din sjl med lys og digt!
Flyv frit! Nu har du dig til sejer svunget,--
nu har din Svanhild svanesangen sunget!
(tar ringen af og trykker et kys p den.)
Til verdens fald imellem havets siv
duk ned, min drm,--dig ofrer jeg isteden!
(gr et par skridt opover, kaster ringen ud i fjorden og nrmer sig
Falk med et forklaret udtryk.)
Nu har jeg mistet dig for dette liv,--
men jeg har vundet dig for evigheden!

FALK
(strkt).
Og nu til dagens gerning hver for sig!
P jorden krydses aldrig mer vor vej.
Hver gr til sit, hver strider uden klage.
Vi smittet var af tidens feberdamp;
vi vilde sejrens ln foruden kamp,
sabbatens fred foruden virkedage,
sknt kravet er at _kmpe_ og _forsage_.

SVANHILD.
Men ikke sygt.

FALK.
              Nej, nej,--med sandheds mod.
Os truer ingen flom af straffens flod;
det minde, vi to har for livet arvet,
skal strle smukt fra mrke skyer ud,
og st som fagrest regnbue, syvfold farvet,--
som pagtens tegn imellem os og Gud.
I skr af _det_ du gr til stille pligter--

SVANHILD.
Og du gr opad mod dit ml som digter!

FALK.
Som digter; ja, thi det er hver den mand,
i skolestue, tingsal eller kirke,
hver den, i hjheds som i ringheds stand,
der jner idealet bag sit virke.
Ja, _opad_ gr jeg; flugtens hest er sadlet;
jeg vd, min gerning er for livet adlet!
Og nu, farvel!

SVANHILD.
              Farvel!

FALK
(favner hende).
                     Et kys!

SVANHILD.
                            Det sidste!
(river sig ls.)
Nu kan jeg glad for dette liv dig miste!

FALK.
Om alle lys i verden slukkes ud,--
lystanken lever dog; thi den er Gud.

SVANHILD
(fjerner sig mod baggrunden).
Farvel!
(gr videre.)

FALK.
       Farvel!--Jeg rber glad endda--
(svinger hatten.)
Guds fagre krlighed p jord, hurra!

(Dren bnes. Falk gr over mod hjre; de unge blandt gsterne
kommer ud under latter og glde.)

DE UNGE PIGER.
Til dans i haven!

EN ENKELT.
                 Livet er at danse!

EN ANDEN.
En vrdags blomsterdans med friske kranse!

NOGLE.
Ja, danse, danse!

ALLE.
                 Ja, og aldrig stanse!

(Styver kommer med Strmand under armen. Fru Strmand og brnene
flger efter.)

STYVER.
Ja, du og jeg er venner fra idag.

STRMAND.
Og jeg og du vil sl for flles sag.

STYVER.
Nr begge statens magter slr sig sammen--

STRMAND.
Blir resultatet alles--

STYVER
(hurtig).
                       Tarv!

STRMAND.
                            Og gammen.

(Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og frken Skre, samt resten af
gsterne kommer ud. Hele familjens jne sger Falk og Svanhild.
Almindelig studsen, da man ser dem hver for sig.)

FRKEN SKRE
(mellem tanterne, slr hnderne sammen).
Hvad? Sig mig, om jeg drmmer eller vger!

LIND
(som intet har mrket).
Jeg fr vel hilse p min nye svoger.
(han, tilligemed flere af gsterne, nrmer sig Falk, men farer
uvilkrligt et skridt tilbage ved at se p ham og udbryder):
Hvad er der hndt med _dig?_ Du har, som Janus,
to ansigter!

FALK
(med et smil).
            Jeg rber, som Montanus:
Jorden er flak, Messieurs;--mig skuffed jet;
flak, som et fladbrd;--er I nu fornjet!
(gr raskt ud til hjre.)

FRKEN SKRE.
En kurv!

TANTERNE.
        En kurv?

FRU HALM.
                Hys, lad det bli fortiet!
(gr opover til Svanhild.)

FRU STRMAND
(til presten).
Tnk dig, en kurv!

STRMAND.
                  Men er det muligt?

FRKEN SKRE.
                                    Ja!

DAMERNE
(fra mund til mund).
En kurv! En kurv! En kurv!

(de samler sig i klynge lengere inde i haven.)
STYVER
(som forstenet).
                          Hvad? Har han friet?

STRMAND.
Ja, tnk dig, du! Han lo af os, ha, ha,--
(de ser mllse p hinanden.)

ANNA
(til Lind).
N, det var rigtig godt. Uf, han var fl!

LIND
(omfavner og kysser hende).
Hurra, nu er du min i alle dele!
(de gr opover i haven.)

GULDSTAD
(ser tilbage mod Svanhild.)
Her er nok noget brustet i en sjl;
men det, som endnu lever, vil jeg hele.

STRMAND
(fr mlet igen og omfavner Styver).
Nu kan du trstig blive ved at vre
forlovet med din elskte frken Skre!

STYVER.
Og du kan skue gladelig din slgt
forget rligrs med unge Strmnd!

STRMAND
(gnider sig fornjet i hnderne og ser ud efter Falk).
Det var tilpas for ham, den frkke kngt;--
_s_ skal de ha det, disse kloge spmnd!

(de gr opover i samtale, idet fru Halm nrmer sig med Svanhild.)

FRU HALM
(dmpet og ivrig).
Og intet binder dig?

SVANHILD.
                    Nej, intet binder.

FRU HALM.
Nu godt; s kender du en datters pligt--

SVANHILD.
Rd over mig.

FRU HALM.
             Tak, barn.
(med et tegn mod Guldstad).
                       Han er et rigt
parti, og nr der intet er til hinder--

SVANHILD.
Jo, t forlanger jeg ved denne pagt:
at flytte bort--

FRU HALM.
                Der er jo just hans agt.

SVANHILD.
Og frist--

FRU HALM.
          Hvor lnge da? Husk, lykken kalder.

SVANHILD
(smiler stille).
, ikke lnge; blot til lvet falder.

(hun gr hen imod altanen; fru Halm opsger Guldstad.)

STRMAND
(mellem gsterne).
t, kre venner, har vi lrt idag:
om tvilsml tidt os hrdelig belejrer,
s vinder over slangen sandheds sag,
og krligheden sejrer.

GSTERNE.
                      Ja den sejrer!

(de omfavnes og kysses parvis. Udenfor til venstre hres latter
og sang.)

FRKEN SKRE.
Hvad er nu det?

ANNA.
               Studenterne!

LIND.
                           Kvartetten,
som gr tilfjelds;--og jeg, som rent har glemt
at sende afbud--

(Studenterne kommer ind til venstre og blir stende ved indgangen)

EN STUDENT
(til Lind).
                Her er vi p pletten!

FRU HALM.
S det er Lind, De sger?

FRKEN SKRE.
                         Det er slemt;
han er forlovet nu--

EN TANTE.
                    S De kan sknne,
han intet har at gre i det grnne.

STUDENTEN.
Forlovet!

ALLE STUDENTERNE.
         Gratulerer!

LIND.
                    Mange tak.

STUDENTEN
(til kammeraterne).
Der ligger alts sangerskuden bak.
Hvad gr vi nu? Vi mangler vor tenor.

FALK
(der kommer fra hjre, sommerkldt, med studenterhue, skrppe og
stav).
Den synger jeg i Norges ungdoms kor!

STUDENTERNE.
Du, Falk! Hurra!

FALK.
                Tilfjelds i Guds natur,
som bien jager fra sit vinterbur!
Jeg har en dobbelt sangbund i mit bryst,
en langelek med underspundne strenge,
med tvefold klang, en _hj_ for livets lyst,
Og en, som dirrer _under_, dybt og lnge.
(til enkelte mellem studenterne.)
_Du_ har paletten?--Du papir til noder?
Godt; svrm da, biflok, i det grnne lv,
hjem br vi engang hjemmets blomsterstv
til kubens dronning, til vor store moder!
(henvendt til selskabet, idet studenterne gr og koret fra frste
akt istemmes dmpet udenfor.)
Tilgiv mig alt, det strre, som det mindre,
_jeg_ intet huske vil;
(sagte)
                      men alt erindre.

STRMAND
(i overstadig glde).
Pyt, nu er lykkepotten atter hel!
Min kone har et hb, et sdt, forjttende--
(trkker ham hviskende tilside.)
Nys hun betrode mig, den kre sjl--
(uhrligt imellem.)
Hvis alt gr godt ... til mikkelsdag ... det trettende!

STYVER
(med frken Skre under armen, vender sig til Falk, smiler
hoverende, og siger, idet han tyder mod presten):
Jeg fr de hundred daler, stter bo--

FRKEN SKRE
(nejer ironisk).
Ved juletider kaster jeg min pigekjole.

ANNA
(liges, idet hun tar krestens arm).
Min Lind blir her, lad troen vre tro--

LIND
(dlger sin forlegenhed).
og sger plads som lrer p en pigeskole.

FRU HALM.
Jeg ver Anna op i alskens dueligheder--

GULDSTAD
(alvorlig).
Jeg gr til arbejds med et bramfrit digt--
om en, som lever for en hellig pligt.

FALK
(med et smil udover mngden).
Og jeg gr opad--til en fremtids muligheder!
Farvel!
(dmpet til Svanhild.)
       Gud signe dig, min livsvrs viv;--
hvor langt jeg gr, skal dog min gerning n dig!
(svinger huen og flger studenterne.)

SVANHILD
(ser en kort stund efter ham og siger stille men strk).
Nu er jeg frdig med mit friluftsliv;
nu falder lvet;--lad nu verden f mig.

(I dette jeblik spilles op til dans ved pianoet, og champagnen
knalder i baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine
damer under armen; Guldstad nrmer sig Svanhild og bukker for hende;
hun farer et jeblik sammen, men fatter sig og rkker ham hnden.
Fru Halm og den nrmeste familje, som spndt har iagttaget scenen,
iler til og omringer dem under hj glede, der overdves af musiken
og munterheden blandt de dansende lngere inde i haven.)

(Men langt oppe fra landet, og klingende igennem dansemusiken,
lyder kraftigt og kkt:)

KOR AF FALK og STUDENTERNE.
  Og har jeg end sejlet min skude p grund,
  o, s var det dog dejligt at fare!

DE FLESTE P SCENEN.
Hurra!
(dans og jubel; teppet falder.)

       *       *       *       *       *
           *       *       *       *
       *       *       *       *       *

[Transcriber's Note:

The following typographical errors have been corrected:

ACT I:
scene description
  ovenover denne et bent kvistvindu
    _text reads_ er bent

   nej--Gud vil den ikke!
    _text reads_  nej-Gud vil den ikke!

  De spnder min nysgerrighed gigantisk.
    _text reads_ gigan tisk

  og _De_, det vd jeg, blev af himlen viet
    _text reads_ af himlet viet

ACT II:
  du glemmer rent, at sommeren er kort.
    _text reads_ du glemme rent,

ACT III:
  N, der er de alt p trammen!
    _text reads_ det er de

stage direction
  (dmpet til Svanhild.)
    _text reads_ Svandhild

In addition, seven occurrences of "aa" have been regularized to "".
An eighth was retained for effect.]





End of the Project Gutenberg EBook of Krlighedens Komedie, by Henrik Ibsen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK KRLIGHEDENS KOMEDIE ***

***** This file should be named 15748-8.txt or 15748-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/1/5/7/4/15748/

Produced by David Starner, Louise Hope and the Online Distributed
Proofreading Team.


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
