The Project Gutenberg EBook of Vildanden, by Henrik Ibsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Vildanden

Author: Henrik Ibsen

Release Date: July 28, 2004 [EBook #13041]
[Date last updated: December 19, 2004]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***




Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders






       VILDANDEN

  SKUESPIL, I FEM AKTER

      HENRIK IBSEN

          1884




       *       *       *       *       *


PERSONERNE:

Grosserer Werle, vrksejer o. s. v.

Gregers Werle, hans sn.

Gamle Ekdal.

Hjalmar Ekdal, den gamles sn, fotograf.

Gina Ekdal, Hjalmars hustru.

Hedvig, deres datter, 14 r.

Fru Srby, grossererens husbestyrerinde.

Relling, lge.

Molvik, forhenvrende teolog.

Bogholder Grberg.

Pettersen, grossererens tjener.

Lejetjener Jensen.

En blegfed herre.

En tyndhret herre.

En nrsynt herre.

Sex andre herrer, middagsgster hos grossereren.

Flere lejetjenere.

(Frste akt foregr hos grosserer Werle, de fire flgende
akter hos fotograf Ekdal)


        *       *       *       *       *



FRSTE AKT.


(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet
arbejdsvrelse; bogskabe og stoppede mbler; skrivebord med
papirer og protokoller midt p gulvet; tndte lamper med
grnne skrme, sledes at vrelset er dmpet belyst. ben
fljdr med fratrukne forhng p bagvggen. Indenfor ses en
stor elegant stue, strkt oplyst af lamper og armstager.
Foran til hjre i arbejdsvrelset frer en liden tapetdr
ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med gldende
kul i, og lngere tilbage en dobbeltdr til spisesalen.)

(Grossererens tjener, Pettersen, i livr, og lejetjener
Jensen, i sort, stter tilrette i arbejdsvrelset. I den
strre stue gr to--tre andre lejetjenere omkring, ordner og
tnder flere lys. Inde fra spisesalen hres summende samtale
og latter af mange stemmer; der bankes med kniven p et
glas; stilhed indtrder; en skltale boldes; bravorb og s
atter summende samtale.)

PETTERSEN (tnder en lampe p kaminen og stter skrm over).
Nej hr bare, De, Jensen; nu str gamlingen ved bordet og
proppenerer en lang skl for fru Srby.

LEJETJENER JENSEN (flytter en lnestol frem).
Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem
dem?

PETTERSEN.
Fan' vd.

JENSEN.
For han har nok vr't en svr buk i sine dage.

PETTERSEN.
Kanske det.

JENSEN.
Det er jo for snnen, at han holder dette her
middagsselskabet, siger de.

PETTERSEN.
Ja. Snnen kom hjem igr.

JENSEN.
Aldrig vidste jeg fr, at grosserer Werle havde nogen sn.

PETTERSEN.
Jo da, han har en sn. Men han holder stdt og stadig til
der oppe p Hjdalsvrket. Han har ikke vret i byen i alle
de r jeg har tjent her i huset.

EN LEJETJENER (i dren til den anden stue).
De, Pettersen, her er en gammel fyr, som--

PETTERSEN (mumler).
Hvad fan', kommer her nu nogen!

(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra hjre i stuen. Han er kldt
i en luvslidt kavaj med hj krave; uldne vanter; i hnden en
stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag.
Rdbrun, smudsig paryk og en liden gr knebelsbart.)

PETTERSEN (gr imod ham).
Jss',--hvad vil De her inde?

EKDAL (i dren).
M s ndvendig ind p kontoret, Pettersen.

PETTERSEN.
Kantoret er stngt for en time siden, og--

EKDAL.
Hrte det i porten, far. Men Grberg sidder der endnu. Vr
snil, Pettersen, og lad mig f slippe ind den vejen. (peger
mod tapetdren.) Har g't den vejen fr.

PETTERSEN.
Ja, De fr s gre da. (bner dren.) Men sans endelig p,
at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har
fremmede.

EKDAL.
Ved det nok,--hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak.
(mumier sagte.) Torsk! (han gr ind i kontoret; Pettersen
lukker dren efter ham.)

JENSEN.
Hrer han ogs til kantorfolkene?

PETTERSEN.
Nej, han er bare en, som skriver udenom, nr de har det
ndig. Men han har smnd vr't en fin fyr i sin tid, gamle
Ekdal.

JENSEN.
Ja, han s ud som noget af hvert.

PETTERSEN.
Ja da; han har vr't ljtnant, kan De tnke.

JENSEN.
 fan',--har han vr't ljtnant!

PETTERSEN.
Ja gu' har han s. Men s slog han sig nok paa skoghandel
eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort
grossereren et flt stygt puds engang. For de to var sammen
om Hjdals-vrket dengang, sknner De. , jeg kender godt
gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en
flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.

JENSEN.
Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han.

PETTERSEN.
Jss', Jensen, De kan da vel sknne, at det er mig, som
spanderer. For jeg synes, en skal vre sjangtil imod bedre
folk, som det er gt s ilde med.

JENSEN.
Har han spillet bankerot da?

PETTERSEN.
Nej, det var nok vrre end som s. For han kom p
fstningen.

JENSEN.
P fstningen!

PETTERSEN.
Eller kanske det var i bodsfngslet--(lytter). Hys, nu gr
de fra bordet.

(Dren til spisesalen sls op af et par tjenere derinde fra.
Fru Srby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt
efter lidt flger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer
Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)

FRU SRBY (i forbigende til tjeneren).
Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen.

PETTERSEN.
Ja vel, fru Srby. (hun og de to herrer gr ind i stuen og
derfra ud til hjre. Pettersen og lejetjener Jensen gr ud
samme vej.)

EN BLEGFED HERRE (til en tyndhret).
Puh,--den dinr--det var et drjt stykke arbejde!

DEN TYNDHREDE.
 med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i
tre timer.

DEN FEDE HERRE.
Ja, men bagefter, bagefter, min kre kammerherre!

EN TREDJE HERRE.
Jeg hrer, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i
musiksalen.

DEN FEDE HERRE.
Bravo! S kanske fru Srby spiller os et stykke.

DEN TYNDHREDE (dmpet).
Bare ikke fru Srby snart blser os et stykke, du.

DEN FEDE HERRE.
 nej smnd; Berta slr ikke hnden af sine gamle venner.

(de ler og gr ind i stuen.)

GROSSERER WERLE (dmpet og forstemt).
Jeg tror ikke nogen la' mrke til det, Gregers.

GREGERS (ser p ham).
Hvilket?

WERLE.
La' ikke du heller mrke til det?

GREGERS.
Hvad skulde jeg lgge mrke til?

WERLE.
Vi var tretten til bords.

GREGERS.
S? Var vi tretten?

WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal).
Vi er ellers altid vant til at vre tolv. (til de vrige.)
Vr s artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne,
undtagen Hjalmar og Gregers, gr ud i baggrunden til hjre.)

HJALMAR (som har hrt samtalen).
Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.

GREGERS.
Hvad! Det heder jo, at selskabet skal vre for mig. Og s
skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven--

HJALMAR.
Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers
aldrig her i huset.

GREGERS.
Nej, det hrer jeg. Men jeg mtte da se dig og tale med dig;
for jeg rejser visst snart igen.--Ja, vi to gamle
skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra
hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden p sexten--sytten
r.

HJALMAR.
Er det s lnge siden?

GREGERS.
Ja, det er det rigtignok. N, hvorledes har du det s? Du
ser godt ud. Du er nsten ble't fyldig og svr.

HJALMAR.
Hm, svr kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis
noget mandigere ud end dengang.

GREGERS.
Ja, det gr du; dit ydre har ikke lidt noget.

HJALMAR (i dystrere tone).
Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du
ved jo, hvor forfrdelig alting er styrtet sammen for mig og
mit siden vi to ss.

GREGERS (sagtere).
Hvorledes gr det din far nu?

HJALMAR.
Kre, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far
lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i
hele verden at holde sig til. Men dette her er s knusende
tungt for mig at tale om, ser du.--Sig mig heller, hvorledes
du har havt det der oppe p vrket.

GREGERS.
Dejlig ensomt har jeg havt det,--havt god anledning til at
gruble over mangt og meget.--Kom her; lad os gre os det
hyggeligt.

(han stter sig i en lnestol ved kaminen og nder Hjalmar
ned i en anden ved siden af.)

HJALMAR (bldt).
Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til
din fars bord; for nu sknner jeg da, at du ikke lnger har
hoget imod mig.

GREGERS (forundret).
Hvor kunde du falde p, at jeg skulde ha' noget imod dig?

HJALMAR.
I de frste rene havde du det dog.

GREGERS.
Hvilke frste r?

HJALMAR.
Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo s
naturligt, at du havde. Det var jo p et hngende hr, at
din far selv var ble't trukket med ind i disse her--, disse
her skrkkelige historierne!

GREGERS.
Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig
det ind?

HJALMAR.
Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som
har sagt mig det.

GREGERS (studser).
Far! Ja s. Hm.--Var det derfor, at du aldrig siden lod mig
hre fra dig,--ikke med et eneste ord.

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?

HJALMAR.
Din far sa', det var ikke vrdt jeg skrev til dig om nogen
som helst ting.

GREGERS (ser hen for sig).
Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.--Men sig mig nu,
Hjalmar,--finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din
stilling?

HJALMAR (sukker let).
 jo smnd gr jeg s; kan egentlig ikke sige andet. I
frstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt
underligt for mig. Det var jo s rent forandrede forholde,
jeg kom ind i. Men alt det andet var jo ogs s rent
forandret. Den store ruinerende ulykke med far,--skammen og
skndselen, Gregers--

GREGERS (rystet).
Ja vel, ja. Ja vel.

HJALMAR.
Jeg kunde jo ikke tnke p at bli' ved med studeringerne;
der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gld;
mest til din far, tror jeg--

GREGERS.
Hm--

HJALMAR.
N, s syntes jeg det var bedst--sdan med et ryk, ser du--
at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var
isr din far, som rded mig til det; og da han tog sig s
hjlpsomt af mig--

GREGERS.
Gjorde far?

HJALMAR.
Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at
lre fotograferingen og til at indrette et atelier og
etablere mig? Det koster, det, kan du tro.

GREGERS.
Og alt det har far kostet?

HJALMAR.
Ja, kre, ved du ikke det? Jeg forstod ham s, at han havde
skrevet det til dig.

GREGERS.
Ikke et ord om at det var ham. Han m ha' glemt det. Vi har
aldrig vekslet andet end forretningsbreve. S det var alts
far--!

HJALMAR.
Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk
skulde f vide det; men ham var det. Og ham var det jo ogs,
som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske--ved du
ikke det heller?

GREGERS.
Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.--(ryster ham i armen.)
Men, kre Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her
glder mig--og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far
uret alligevel--i enkelte stykker. Ja, for dette her viser
jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed-

HJALMAR.
Samvittighed--?

GREGERS.
Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke
ord for, hvor glad jeg er ved at hre dette om far.--Ja, du
er gift, du, Hjalmar. Det er lngere end jeg nogensinde
bringer det til. N, jeg hber da, du finder dig lykkelig
som gift mand?

HJALMAR.
Ja, rigtig gr jeg det. Hun er s flink og s bra' en kone,
som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al
dannelse.

GREGERS (lidt forundret).
Nej, det er hun da vel ikke.

HJALMAR.
Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig--;
og s kommer der jo jvnlig et par begavede mennesker til
os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.

GREGERS.
Gina?

HJALMAR.
Ja, kre, husker du ikke, at hun hed Gina?

GREGERS.
Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke--

HJALMAR.
Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en
tid?

GREGERS (ser p ham).
Er det Gina Hansen--?

HJALMAR.
Ja, naturligvis er det Gina Hansen.

GREGERS.
--som styred huset for os det sidste r mor l syg?

HJALMAR.
Ja visst er det s. Men, kre ven, jeg ved da bestemt, at
din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.

GREGERS (som har rejst sig).
Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at--(gr om p
gulvet.) Jo, bi lidt;--kanske dog alligevel--nr jeg
tnker mig om. Men far skriver altid s kort til mig.
(stter sig halvt p stolarmen.) Hr, sig mig, du, Hjalmar--;
dette her er morsomt--; hvorledes gik det til, at du blev
kendt med Gina--med din hustru?

HJALMAR.
Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke lnge her i
huset; for her var s megen forstyrrelse den tid; din mors
sygdom--; alt det kunde ikke Gina st i, og s sa' hun op
og flytted. Det var ret fr din mor dde,--eller kanske
det var samme r.

GREGERS.
Det var samme r. Og jeg var oppe p vrket dengang. Men s
bagefter?

HJALMAR.
Ja, s bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en
svrt flink og strvsom kone, som holdt et lidet
spisekvarter. Og s havde hun et vrelse at leje ud ogs; et
rigtig pent og hyggeligt vrelse.

GREGERS.
Og det var du kanske s heldig at komme over?

HJALMAR.
Ja, det var smnd din far, som gav mig anslag p det. Og
der,--ser du,--der var det egentlig jeg lrte Gina at
kende.

GREGERS.
Og s blev det til forlovelse?

HJALMAR.
Ja. Unge folk kommer jo s let til at holde af hinanden--;
hm--

GREGERS (rejser sig og driver lidt om).
Sig mig,--da du var ble't forlovet--var det da, at far lod
dig--; jeg mener,--var det da, at du begyndte at lgge
dig efter fotografering?

HJALMAR.
Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og stte bo jo
fr jo heller. Og s fandt bde din far og jeg, at dette med
fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina ogs. Ja,
og s var der n grund til, ser du; det traf sig s heldigt,
at Gina havde lagt sig efter at retouchere.

GREGERS.
Det passed da vidunderlig godt sammen.

HJALMAR (fornjet, rejser sig).
Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig
godt sammen?

GREGERS.
Jo, det m jeg tilst. Far har nok nsten vret som et slags
forsyn for dig, han.

HJALMAR (bevget).
Han svigted ikke sin gamle vens sn i trngselens dage. For
han har hjertelag, ser du.

FRU SRBY (kommer ind med grosserer Werle under armen).
Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke g lnger
derinde og stirre p alle lysene; De har ikke godt af det.

WERLE (slipper hendes arm og frer hnden over jnene).
Jeg tror nsten, De har ret i det.

(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med
prsesenterbrtter.)

FRU SRBY (til gsterne i den anden stue).
Vr s god, mine herrer; hvis nogen vil ha' et glas punsch,
s m han umage sig her ind.

DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Srby).
Men herre gud, er det sandt, at De har ophvet den
velsignede rgefrihed?

FRU SRBY.
Ja, her, p grossererens enemrker, er den forbudt, herr
kammerherre.

DEN TYNDHREDE HERRE.
Nr har De indfrt disse skrpede bestemmelser i cigarloven,
fru Srby?

FRU SRBY.
Efter forrige dinr, herr kammerherre; for da var her visse
personer, som tillod sig at g over stregen.

DEN TYNDHREDE.
Og det tillades ikke at g en liden smule over stregen, fru
Berta? Virkelig aldeles ikke?

FRU SRBY.
Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.

(De fleste af gsterne har samlet sig i grossererens
vrelse; tjenerne byder punschglassene om.)

WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord).
Hvad er det, De str og studerer p, Ekdal?

HJALMAR.
Det er bare et album, herr grosserer.

DEN TYNDHREDE (som driver omkring).
Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.

DEN FEDE HERRE (i en lnestol).
Har De ikke taget nogen med af Deres egne?

HJALMAR.
Nej, jeg har ikke.

DEN FEDE HERRE.
Det skulde De ha' gjort; det er s godt for fordjelsen
sledes at sidde og se p billeder.

DEN TYNDHREDE.
Og s gir det jo altid en skrv til underholdningen, ser De.

EN NRSYNT HERRE.
Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.

FRU SRBY.
Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, s skal man
ogs arbejde for fden, herr Ekdal.

DEN FEDE HERRE.
I et godt madhus er det en ren fornjelse.

DEN TYNDHREDE.
Herre gud, nr det glder kampen for tilvrelsen, s--

FRU SRBY.
Det har De ret i!

(de fortstter under latter og spg.)

GREGERS (sagte).
Du m snakke med, Hjalmar.

HJALMAR (med en vridning).
Hvad skal jeg snakke om.

DEN FEDE HERRE.
Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer m anss som en
forholdsvis sund drik for maven?

WERLE (ved kaminen).
Den Tokayer, De fik idag, tr jeg i al fald trygt indest
for; den er fra en af de aller-aller fineste rgange. Ja,
det forstod De da vel ogs.

DEN FEDE HERRE.
Ja, den smagte mrkvrdig delikat.

HJALMAR (usikker).
Er der nogen forskel p rgangene?

DEN FEDE HERRE (ler).
Nej, De er god!

WERLE (smiler).
Dem lnner det sig virkelig ikke at stte del vin for.

DEN TYNDHREDE HERRE.
Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal.
Solskin m der til. Eller er det kanske ikke s?

HJALMAR.
Jo, lyset gr visst sit.

FRU SRBY.
Men s er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de
trnger ogs svrt til solskin, som der siges.

DEN TYNDHREDE.
Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!

Den nrsynte herre.
Fruen producerer sig--

DEN FEDE HERRE.
--og det p vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!

FRU SRBY.
Ja, men det er nu visst og sandt, at rgangene kan vre
hjst forskellige. De gamle rgange er de fineste.

DEN NRSYNTE HERRE.
Regner De mig til de gamle!

FRU SRBY.
, langt ifra.

DEN TYNDHREDE.
Ser man det! Men jeg da, sde fru Srby--?

DEN FEDE HERRE.
Ja, og jeg! Hvad rgange regner de os til?

FRU SRBY.
Dem regner jeg til de sde rgange, mine herrer.

(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser
med hende.)

WERLE.
Fru Srby finder altid en udvej--nr hun vil. Stik dog p
glassene, mine herrer!--Pettersen, , srg for--!
Gregers, jeg tnker vi drikker et glas sammen. (Gregers
rrer sig ikke.) Vil ikke De vre med, Ekdal? Jeg fik ikke
anledning til at erindre Dem ved bordet.

(Bogholder Grberg ser ind gennem tapetdren.)

GRBERG.
Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.

WERLE.
N, er De nu ble't lset inde igen?

GRBERG.
Ja, og Flakstad er gt med nglerne--

WERLE.
N, s g De bare her igennem.

GRBERG.
Men der er n til--

WERLE.
Ja kom, kom begge to; genr Dem ikke.

(Grberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)

WERLE (uvilkaarligt).
Uf da!

(Latter og passiar forstummer mellem gsterne. Hjalmar farer
sammen ved synet af sin far, stter sit glas fra sig og
vender sig mod kaminen.)

EKDAL (ser ikke op, men gr korte huk til siderne i det han
gr og mumler):
Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;-
-porten lukket. Ber om forladelse.

(han og Grberg gr ud i baggrunden til hjre.)

WERLE (mellem tnderne).
Den forbistrede Grberg!

GREGERS (med ben mund og stirrende jne, til Hjalmar).
Men det var da vel aldrig--!

DEN FEDE HERRE.
Hvad er det for noget? Hvem var det?

GREGERS.
, det var ingen; bare bogholderen og n til.

Den nrsynte herre (til Hjalmar).
Kendte De den manden?

HJALMAR.
Jeg ved ikke--; jeg la' ikke mrke til--

DEN FEDE HERRE (rejser sig).
Hvad pokker er der dog i vejen?

(han gr hen til nogle andre, som taler dmpet.)

FRU SRBY (hvisker til tjeneren).
Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.

PETTERSEN (nikker).
Skal s gre.

(gr ud.)

GREGERS (sagte og rystet, til Hjalmar).
Det var alts virkelig ham!

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Og endda s stod du her og ngted, at du kendte ham!

HJALMAR (hvisker hftigt).
Men kunde jeg da--!

GREGERS.
--kendes ved din far?

HJALMAR (smerteligt).
, hvis du var i mit sted, s--

(Samtalerne mellem gsterne, som har vret frt med lavt
mle, slr nu over i en tvungen hjrstethed.)

DEN TYNDHREDE (nrmer sig venskabeligt til Hjalmar og
Gregers).
Aha, str man her og frisker op gamle minder fra
studenterrene? Hvad? Rger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha'
ild? N, det er sandt, vi m jo ikke--

HJALMAR.
Tak, jeg skal ikke ha'--

DEN FEDE HERRE.
Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr
Ekdal? Fr i tiden gjorde De det s nydeligt.

HJALMAR.
Jeg kan desvrre ikke huske noget.

DEN FEDE HERRE.
, det var skade. Ja, hvad skal vi s finde p, Balle?

(begge herrerne gr hen over gulvet og ud i den anden stue.)

HJALMAR (dystert).
Gregers,--jeg vil g! Nr en mand har flt skbnens knusende
slag p sit hoved, ser du--. Sig din far farvel fra mig.

GREGERS.
Ja, ja. Gr du lige hjem?

HJALMAR.
Ja. Hvorfor det?

GREGERS.
Jo, for s kommer jeg kanske hen til dig siden.

HJALMAR.
Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er
trist, Gregers,--isr ovenp et strlende gilde, som dette
her. Vi kan altid trffes et steds ude i byen.

FRU SRBY (har nrmet sig, dmpet).
Gr De, Ekdal?

HJALMAR.
Ja.

FRU SRBY.
Hils Gina.

HJALMAR.
Tak.

FRU SRBY.
Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.

HJALMAR.
Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde
ubemrket.

(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue
og ud til hjre.)

FRU SRBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage).
N, fik s den gamle noget med?

PETTERSEN.
Ja da; jeg stk til ham en flaske konjak.

FRU SRBY.
, De kunde da fundet p noget bedre.

PETTERSEN.
Nej da, fru Srby; konjak er det bedste, han ved.

DEN FEDE HERRE (i dren med et notehfte i hnden).
Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Srby?

FRU SRBY.
Ja nok; lad os det.

GSTERNE.
Bravo, bravo!

(Hun og alle de fremmede gr gennem stuen ud til hjre.
Gregers blir stende ved kaminen. Grosserer Werle sger
noget p skrivebordet og synes at nske, at Gregers skal g;
da denne ikke rrer sig, gr grossereren mod udgangsdren.)

GREGERS.
Far, vil du ikke vente lidt?

WERLE (standser).
Hvad er det?

GREGERS.
Jeg m tale et ord med dig.

WERLE.
Kan ikke det vente til vi blir alene?

GREGERS.
Nej, det kan ikke; for det turde kanske hnde, at vi slet
ikke blir alene.

WERLE (kommer nrmere).
Hvad skal det sige.

(Under det flgende hres fjernt pianofortespil fra
musiksalen.)

GREGERS.
Hvorledes har man her kunnet la' den familje s ynkeligt
forkomme.

WERLE.
Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tnke.

GREGERS.
Ja, jeg mener Ekdals. Ljtnant Ekdal stod dig dog engang s
nr.

WERLE.
Ja, desvrre, han stod mig nok altfor nr. Det fik jeg fle
og svie for i mange r. Det er ham, jeg kan takke for, at
jeg fik en slags klik p mit gode navn og rygte, jeg ogs.

GREGERS (sagte).
Var han virkelig den eneste skyldige.

WERLE.
Hvem ellers, mener du!

GREGERS.
Han og du var dog begge sammen om det store skogkb--

WERLE.
Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strkningerne,
--dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den
ulovlige hugst p statens grund. Det var jo ham, som stod
for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede p, hvad
ljtnant Ekdal foretog sig.

GREGERS.
Ljtnant Ekdal havde nok ikke selv rede p, hvad han foretog
sig.

WERLE.
Kan gerne vre. Men kendsgerningen er nu den, at han blev
dmt og jeg frifunden.

GREGERS.
Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.

WERLE.
Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse
gamle uhyggelige sager, som gav mig gr hr fr tiden? Er
det sligt noget, du har gt og grublet p i alle disse r
der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,--her i byen er
de historier glemt for lnge siden--for mit vedkommende.

GREGERS.
Men den ulykkelige ekdalske familje da!

WERLE.
Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gre for de folk? Da
Ekdal kom p fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent
uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til
bunds, bare de fr et par hagel i kroppen, og s kommer de
aldrig op igen mere. Du kan tro mig p mit ord, Gregers; jeg
har strakt mig s langt, som jeg kunde, nr jeg ikke lige
frem skulde blotstille mig og gi nring til alskens mistanke
og folkesnak--

GREGERS.
Mistanke--? N s, ja.

WERLE.
Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler
ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er vrd--

GREGERS (uden at se p ham).
Hm; tviler ikke p det.

WERLE.
Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I
mine bger str der rigtignok ikke noget om det; for slige
udgifter bogfrer jeg aldrig.

GREGERS (smiler koldt).
Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at
bogfre.

WERLE (studser).
Hvad mener du med det?

GREGERS (med tilkmpet mod).
Har du bogfrt, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal
lre fotografering?

WERLE.
Jeg? Hvorledes bogfrt?

GREGERS.
Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg
ogs, at det var dig, som satte ham s rundelig istand til
at etablere sig.

WERLE.
N, og s heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for
Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig
voldt mig udgifter nok.

GREGERS.
Har du bogfrt nogen af de udgifter?

WERLE.
Hvorfor spr' du om det?

GREGERS.
, det har s sine rsager. Hr, sig mig,--den tid, da du
tog dig s varmt af din gamle vens sn,--var ikke det
netop just som han skulde til at gifte sig!

WERLE.
Ja, hvor pokker,--hvor kan jeg efter s mange rs forlb-
-?

GREGERS.
Du skrev mig den gang et brev til,--et forretningsbrev
naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at
Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frken Hansen.

WERLE.
Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed s.

GREGERS.
Men du skrev ikke noget om, at den frken Hansen var Gina
Hansen,--vor forhenvrende husjomfru.

WERLE (ler spotsk, men tvungent).
Nej, for jeg tnkte smnd ikke, at du interesserte dig s
srligt for vor forhenvrende husjomfru.

GREGERS.
Det gjorde jeg heller ikke. Men--(snker stemmen.) her var
nok andre her i huset, som interesserte sig srligt for
hende.

WERLE.
Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel
aldrig til mig!

GREGERS (sagte, men fast).
Jo, jeg sigter til dig.

WERLE.
Og det vover du--! Det understar du dig--! Hvor kan han,
den utaknemmelige, han, fotografen--; hvor tr han driste
sig til at komme med slige sigtelser!

GREGERS.
Hjalmar har ikke med et ord rrt ved dette her. Jeg tror
ikke, han har s meget som en anelse om noget sligt.

WERLE.
Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget
sdant?

GREGERS.
Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste
gang jeg s hende.

WERLE.
Din mor! Ja, kunde jeg ikke nsten tnke det! Hun og du,--
I holdt altid sammen. Det var hende, som fra frst af fik
dit sind vendt bort ifra mig.

GREGERS.
Nej, det var alt det, hun mtte lide og dje, til hun bukked
under og gik s ynkelig til grunde.

WERLE.
, hun mtte slet ingen ting lide og dje; ikke mere, end s
mange andre, i al fald! Men sygelige, overspndte mennesker
er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg ft fle.--
Og s gr du og brer paa en slig mistanke,--gr og roder
dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen
far. Hr nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder
kunde ta' dig noget nyttigere til.

GREGERS.
Ja, det turde nok vre p tiden.

WERLE.
S vilde kanske ogs dit sind bli' lettere, end det nu lader
til at vre. Hvad skal det fre til, at du gr r ud og r
ind der oppe p vrket, sidder og trller som en simpel
kontorbetjent, ikke vil oppebre en skilling over den
almindelige mnedsln? Det er jo ren drskab af dig.

GREGERS.
Ja, dersom jeg var s ganske viss p det.

WERLE.
Jeg forstr dig jo nok. Du vil vre uafhngig, vil ikke
skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til
at bli' uafhngig, din egen herre i et og alt.

GREGERS.
S? Og p hvad mde--?

WERLE.
Da jeg skrev dig til, at du s ndvendig mtte komme ind til
byen nu straks--hm--

GREGERS.
Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gt
og ventet p at f vide det.

WERLE.
Jeg vil foresl dig, at du gr ind som deltager i firmaet.

GREGERS.
Jeg! I dit firma? Som kompagnon?

WERLE.
Ja. Vi behvte jo ikke stadig at vre sammen for det. Du
kunde jo overtage forretningerne her i byen, og s flytted
jeg op til vrket.

GREGERS.
Vilde du?

WERLE.
Ja, ser du, jeg er ikke lngere s arbejdsfr, som jeg
tidligere var. Jeg blir ndt til at skne jnene, Gregers;
for de er begyndt at bli' noget svage.

GREGERS.
Det har de jo altid vret.

WERLE.
Ikke som nu. Og s desuden,--omstndighederne kunde kanske
gre det nskeligt for mig at bo der oppe--i al fald for
en tid.

GREGERS.
Noget sligt havde jeg aldrig tnkt mig.

WERLE.
Hr nu, Gregers; der er jo s mangt og meget, som skiller
imellem os. Men vi er jo dog far og sn alligevel. Jeg
synes, vi mtte kunne komme til en slags forstelse med
hinanden.

GREGERS.
Sdan i det ydre, mener du vel?

WERLE.
N, det var jo i al fald noget. Tnk over det, Gregers.
Synes du ikke, det mtte kunne la' sig gre? Hvad?

GREGERS (ser p ham med kolde jne).
Her stikker noget under.

WERLE.
Hvorledes det?

GREGERS.
Der m vre noget, som du har brug for mig til.

WERLE.
I s nrt et forhold som vort har den ene vel altid brug for
den anden.

GREGERS.
Ja, man siger jo s.

WERLE.
Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en
ensom mand, Gregers; har altid flt mig ensom,--hele mit
liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage p
alderen. Jeg trnger til at ha' nogen om mig.--

GREGERS.
Du har jo fru Srby.

WERLE.
Ja, det har jeg; og hun er, s at sige, ble't mig nsten
uundvrlig. Hun er kvik, har et jvnt sind; hun liver op i
huset;--og det kan jeg s srt trnge til.

GREGERS.
N ja; men s har du det jo alts, som du nsker det.

WERLE.
Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i
slige forhold kommer let i en skv stilling lige over for
verden. Ja, jeg havde nr sagt, at en mand er heller ikke
tjent med det.

GREGERS.
, nr en mand pir slige middagsselskaber som du, s kan han
visst vove adskilligt.

WERLE.
Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke lnger
vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det,--selv om
hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og
bagvaskelse og sligt noget--? Synes da du, Gregers, du med
din strkt udprgede retfrdighedsflelse--

GREGERS (afbryder ham).
Sig mig kort og godt n ting. Tnker du p at gifte dig med
hende?

WERLE.
Og hvis jeg nu tnkte p sdant noget? Hvad s?

GREGERS.
Ja, det spr' jeg ogs. Hvad s?

WERLE.
Vilde det vre dig s aldeles uovervindelig imod?

GREGERS.
Nej, aldeles ikke. Ikke p nogen mde.

WERLE.
Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til
din afdde mors minde--

GREGERS.
Jeg er ikke overspndt.

WERLE.
N, hvad du end er eller ikke er, s har du i al fald lettet
en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmde krt, at jeg
tr gre regning p din tilslutning i denne sag.

GREGERS (ser ufravendt p ham).
Nu sknner jeg, hvad det er, du vil brage mig til.

WERLE.
Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!

GREGERS.
, lad os ikke vre krsne i valg af ord;--ikke p to
mands hnd i al fald. (ler kort.) Ja s da! Derfor var det
alts, at jeg, dd og plage, mtte indfinde mig i byen i
egen person. I anledning af fru Srby skal der arrangeres
familjeliv her i huset. Tabl mellem far og sn! Det blir
noget nyt, det!

WERLE.
Hvor tr du tale i den tone!

GREGERS.
Nr har her vret familjeliv? Aldrig s lnge jeg kan
mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den
slags. For det vil jo ungtelig ta' sig godt ud, nr det kan
fortlles, at snnen--p pietetens vinger--er ilet hjem
til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der s igen
af alle rygterne om, hvad den stakkers afdde mtte lide og
dje? Ikke et fnug. Hendes sn slr dem jo til jorden.

WERLE.
Gregers,--jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der
er dig s meget imod som jeg.

GREGERS (sagte).
Jeg har set dig p for nrt hold.

WERLE.
Du har set mig med din mors jne. (snker stemmen lidt.) Men
du skulde huske p, at de jne var--omtget en gang
iblandt.

GREGERS (bvende).
Jeg forstr, hvad du sigter til. Men hvem br' skylden for
mors ulykkelige svaghed? Det gr du og alle disse--! Den
sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev
makket sammen med, da du ikke lnger--!

WERLE (trkker p skuldrene).
Ord til andet, som om jeg hrte din mor.

GREGERS (uden at agte p ham).
--og der sidder han nu, han med sit store troskyldige
barnesind midt i bedraget,--lever under tag sammen med en
slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget
p en lgn! (et skridt nrmere.) Nr jeg ser tilbage p al
din frd, da er det, som om jeg s ud over en slagmark med
knuste menneskeskbner langs alle vejene.

WERLE.
Jeg tror nsten, at klften er for bred imellem os to.

GREGERS (bukker behersket).
Det har jeg observeret; og derfor tar jeg ogs min hat og
gr.

WERLE.
Gr du! Ud af huset?

GREGERS.
Ja. For nu jner jeg endelig n gang en opgave at leve for.

WERLE.
Hvad er det for en opgave?

GREGERS.
Du vilde bare le, ifald du hrte det.

WERLE.
En ensom mand ler ikke s let, Gregers.

GREGERS (peger ud mod baggrunden).
Se, far,--der leger kammerherrerne blindebuk med fru
Srby.--God nat og far vel.

(Han gr ud i baggrunden til hjre. Latter og ljer hres
fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.)

WERLE (mumler hnligt efter Gregers).
He--! Stakker,--og s siger han, at han ikke er
overspndt!

        *       *       *       *       *




ANDEN AKT.


(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses
at vre et loftvrelse. Til hjre er der-skrtag med store
glasruder, halvt tildkkede af et blt forhng. Oppe i
hjrnet til hjre er indgangsdren; foran p samme side en
dr til dagligstuen. P vggen til venstre er ligeledes to
dre og mellem disse en jernovn. P bagvggen er en bred
dobbeltdr, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er
tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem drene
til hjre, lidt fra vggen, str en sofa med et bord og
nogle stole; p bordet en tndt lampe med skrm; i
ovnskrogen en gammel lnestol. Forskellige fotografiske
apparater og instrumenter str opstillet hist og her i
rummet. Ved bagvggen, til venstre for dobbeltdren, str en
reol, hvori nogle bger, sker og flasker med kemiske
stoffer, forskellige slags redskaber, vrktj og andre
genstande. Fotografier og smting, som pensler, papir og
lignende, ligger p bordet.)

(Gina Ekdal sidder p en stol ved bordet og syr. Hedvig
sidder i sofaen med hnderne foran jnene og tommelfingrene
i rerne og lser i en bog.)

GINA (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen
til hende; derp siger hun):
Hedvig!

HEDVIG (hrer det ikke).

GINA (hjere).
Hedvig!

HEDVIG (tar hnderne fra og ser op).
Ja, mor?

GINA.
Snille Hedvig, nu m du ikke sidde og lse lnger.

HEDVIG.
 men, mor, kan jeg da ikke f lse lidt til? Bare lidt!

GINA.
Nej, nej, nu skal du lgge den bogen ifra dig. Din far liker
det ikke; han selv lser aldrig om kvellerne.

HEDVIG (lukker bogen).
Nej, far bryr sig nu ikke s stort om at lse, han.

GINA (lgger sytjet til side og tar en blyant og et lidet
hfte p bordet).
Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smrret idag?

HEDVIG.
Det var 1 krone og 65 re.

GINA.
Det er rigtig. (noterer.) Det er svrt, hvad her bruges af
smr her i huset. Og s var det til spegeplse og til ost,-
-lad mig se--(noterer.)--og s var det til skinke--hm
--(summerer.) Ja, der har vi straks--

HEDVIG.
Og s kommer llet til.

GINA.
Ja, det forstr sig. (noterer.) Det lber op; men det m jo
til.

HEDVIG.
Og s behvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag,
siden far var ude.

GINA.
Nej; og det var jo bra'. N, og s tog jeg jo ogs ind otte
kroner og femti for fotografierne.

HEDVIG.
Tnk,--blev det s meget!

GINA.
Akkurat otte kroner og femti.

(Taushed. Gina tar atter sit sytj. Hedvig tar papir og
blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hnd
skyggende for jnene.)

HEDVIG.
Er det ikke morsomt at tnke sig, at far er i stort
middagsselskab hos grosserer Werle?

GINA.
Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det
var jo snnen, som sendte bud efter ham. (lidt efter.) Vi
har jo ikke noget med den grossereren at gre.

HEDVIG.
Jeg glder mig s umdelig til, at far skal komme hjem. For
han lovte, at han skulde be' fru Srby om noget godt til
mig.

GINA.
Ja, der vanker smnd nok af gode ting i det huset, kan du
tro.

HEDVIG (tegner fremdeles).
Lidt sulten er jeg nsten ogs.

(Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke
i frakkelommen, kommer ind gennem gangdren.)

GINA.
Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.

EKDAL.
De havde stngt kontoret. Mtte vente hos Grberg. Og s fik
jeg g igennem--hm.

HEDVIG.
Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?

EKDAL.
Hele pakken her. Vil du bare se.

GINA.
Det var jo bra'.

HEDVIG.
Og i lommen har du ogs en pakke.

EKDAL
S? Snak; det er ikke noget. (stter stokken fra
sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her,
Gina. (trkker den ene halvdr p bagvggen lidt tilside.)
Hys!
(kikker en stund ind i rummet og skyder atter dren
forsigtigt for.)

He--he! De sover smnd alle i hob. Og hun
Selv har lagt sig i kurven. He--he!

HEDVIG.
Er du viss p, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?

EKDAL.
Kan du tnke sligt! Fryser? I alt det str? (gr mod den
verste dr til venstre). Jeg finder Vel fyrstikker?

GINA.
Fyrstikkerne str p kommoden.

(Ekdal gr ind i sit vrelse.)

HEDVIG.
Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive
igen.

GINA.
Ja, stakkers gamle far; s tjener han sig da en liden
lommeskilling.

HEDVIG.
Og s kan han ikke sidde hele formiddagen der nede p den
fle madam Eriksens restauration.

GINA.
Det ogs, ja.

(kort taushed.)

HEDVIG.
Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?

GINA.
Vor herre ved; det kan smnd gerne hnde, det.

HEDVIG.
Tnk, al den dejlige mad, som far fr at spise! Jeg er viss
p, at han er glad og fornjet, nr han kommer. Tror du ikke
det, mor?

GINA.
Jo; men tnk, om vi nu kunde fortlle ham, at vi havde ft
vrelset lejet bort.

HEDVIG.
Men det behves ikke ikveld.

GINA.
, det kunde nok komme godt med, du. Og det str jo der til
ingen nytte.

HEDVIG.
Nej, jeg mener, det behves ikke, for ikveld er far godt
oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med vrelset
til en anden gang.

GINA (ser over til hende).
Er du glad, nr du har noget godt at fortlle far, nr han
kommer hjem om kvellerne?

HEDVIG.
Ja, for s blir her mere fornjeligt.

GINA (tnker hen for sig).
 ja, der er noget i det.

(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil g ud gennem den
forreste dr
til venstre.)

GINA (vender sig halvt p stolen).
Skal bedstefar ha' noget i kkkenet?

EKDAL.
Skulde s, ja. Bliv bare siddende.

(gr ud.)

GINA.
Han roder da vel ikke med glderne derude? (venter en
stund.) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til.

(Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende
vand.)

HEDVIG.
Henter du varmt vand, bedstefar?

EKDAL.
Ja, jeg gr. Skal bruge det til noget. Jeg m skrive; og s
er blkket ble't jrmet som en grd,--hm.

GINA.
Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden frst. Den er jo
sat ind.

EKDAL.
Det fr vre det samme med kveldsmaden, Gina. Har svrt
travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha' nogen ind p kammerset
til mig. Ikke nogen,--hm.

(Han gr ind i sit vrelse, Gina og Hedvig ser p hinanden.)

GINA (sagte).
Kan du sknne, du, hvor han har ft penge fra?

HEDVIG.
Han har visst ft af Grberg.

GINA.
 langt ifra. Grberg sender jo altid pengene til mig.

HEDVIG.
S m han ha' ft sig en flaske p borg et steds.

GINA.
Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget.

(Hjalmar Ekdal, i overfrakke og med en gr filthat, kommer
ind fr hjre.)

GINA (kaster sytjet og rejser sig).
Nej men, Ekdal, er du alt der igen!

HEDVIG (samtidigt, springer op).
Tnk, at du kommer nu, far!

HJALMAR (stter hatten fra sig).
Ja, nu gik nok de fleste.

HEDVIG.
S tidlig?

HJALMAR.
Ja, det var jo et middagsselskab.

(vil trkke yderfrakken af.)

GINA.
Lad mig hjlpe dig.

HEDVIG.
Jeg ogs.

(De trkker frakken af ham; Gina hnger den op p
bagvggen.)

HEDVIG.
Var der mange der, far?

HJALMAR.
 nej, ikke mange. Vi var s en 12--14 personer til bords.

GINA.
Og du fik vel snakke med dem alle sammen?

HJALMAR.
 ja, lidt; men det var nu isr Gregers, som la' beslag p
mig.

GINA.
Er Gregers lige styg endnu?

HJALMAR.
N, han ser jo ikke videre godt ud.--Er ikke den gamle
kommet hjem?

HEDVIG.
Jo, bedstefar sidder inde og skriver.

HJALMAR.
Sa' han noget?

GINA.
Nej, hvad skulde han sige?

HJALMAR.
Nvnte han ikke noget om--? Jeg synes, jeg hrte, at han
havde vret hos Grberg. Jeg vil g lidt ind til ham.

GINA.
Nej, nej, det er ikke vrdt--

HJALMAR.
Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?

GINA.
Han vil nok ikke ha' nogen ind i kveld--

HEDVIG (gr tegn).
Hm--hm!

GINA (mrker det ikke).
--han har vret her og hentet sig varmt vand--

HJALMAR.
Aha, sidder han og--?

GINA.
Ja, han gr nok det.

HJALMAR.
Herre gud,--min stakkers gamle hvidhrede far--! Ja, lad
ham saa bare sidde og gre sig rigtig dygtig tilgode.

(Gamle Ekdal, i husfrakke og med tndt tobakspibe, kommer
fra sit vrelse.)

EKDAL.
Kommen hjem? Syntes nok, jeg hrte, det var dig, som
Snakked.

HJALMAR.
Jeg kom nu netop.

EKDAL.
Du s mig nok ikke, du?

HJALMAR.
Nej; men de sa', du var gt igennem--; og s vilde jeg
flge dig.

EKDAL.
Hm, snilt af dig, Hjalmar.--Hvad var det for nogen, alle
de folk?

HJALMAR.
 det var forskellige. Der var kammerherre Flor og
kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre--
s og s; jeg ved ikke--

EKDAL (nikker).
Hrer du det, Gina! Han har vret sammen med bare
kammerherrer.

GINA.
Ja, det er nok svrt fint i det huset nu.

HEDVIG.
Sang de kammerherrerne, far? Eller lste de noget op?

HJALMAR.
Nej, de bare vrvled. S vilde de ha' mig til at deklamere
for sig; men det fik de mig ikke til.

EKDAL.
Fik de dig ikke til det, du?

GINA.
Det kunde du da gerne ha' gjort.

HJALMAR.
Nej; en skal ikke straks st p pinde for alle og enhver,
(spadserer om p gulvet.) Jeg gr det i al fald ikke.

EKDAL.
Nej, nej; Hjalmar er ikke s lige til, han.

HJALMAR.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal srge for
underholdningen, nr jeg er ude engang iblandt. Lad de andre
anstrnge sig. Der gr de fyrene fra det ene madhus til det
andet og der og drikker dag ud og dag ind. Lad dem saa
vrs'go' gre nytte for al den gode mad, de fr.

GINA.
Men det sa' du da vel ikke?

HJALMAR
(nynner).
H--h--h--; de fik smnd hre noget af hvert.

EKDAL.
Og det var til kammerherrerne selv!

HJALMAR.
Det er ikke frit for det. (henkastende.) Siden kom vi i en
liden dispyt om Tokayervin.

EKDAL.
Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.

HJALMAR (standser).
Den kan vre fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle rgangene
er lige fine; det kommer alt an p, hvor meget solskin
druerne har ft.

GINA.
Nej, du ved da ogs al tingen, du, Ekdal.

EKDAL.
Og det gav de sig til at disputere om?

HJALMAR.
De vilde prve p det; men s fik de den besked, at det var
ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle
rgange lige fine--blev der sagt.

GINA.
Nej, hvad du kan finde p!

EKDAL.
He--he! Og det fik de p sin tallerken?

HJALMAR.
Lige op i jnene fik de det.

EKDAL.
Du, Gina, han sa' det lige op i jnene p kammerherrerne.

GINA.
Nej, tnk, lige op i jnene.

HJALMAR.
Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt
fortller man ikke. Det hele gik jo ogs af i al
venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige
mennesker; hvorfor skulde jeg s sre dem? Nej!

EKDAL.
Men lige op i jnene--

Hedvig (indsmigrende).
Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i
kjole, far!

HJALMAR.
Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget
upklageligt. Den passer nsten som om den var sydd til mig;
--lidt trang i armhullerne kanske--; hjlp mig, Hedvig,
(trkker kjolen af.) Jeg tar heller jakken p. Hvor har du
jakken, Gina?

GINA.
Her er den.

(bringer jakken og hjlper ham.)

HJALMAR.
Se s! Husk endelig p, at Molvik fr kjolen igen straks
imorgen tidlig.

GINA (lgger den hen).
Det skal nok bli' besrget.

HJALMAR (atrkker sig).
Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sdan ls og
ledig husdragt passer ogs bedre til min hele skikkelse.
Synes ikke du det, Hedvig?

HEDVIG.
Jo, far!

HJALMAR.
Nr jeg sledes slr halstrkldet ud i et par flagrende
ender--; se her! Hvad?

HEDVIG.
Ja, det tar sig s godt ud til knebelsbarten og til det
store krllede hret.

HJALMAR.
Krllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere
sige lokket.

HEDVIG.
Ja, for det er s storkrllet.

HJALMAR.
Egentlig lokket.

Hedvig (lidt efter, trkker ham i jakken).
Far!

HJALMAR.
N, hvad er det?

HEDVIG.
, du ved godt, hvad det er.

HJALMAR.
Nej visst ved jeg ikke, nej.

Hedvig (ler og klynker).
 jo, far: nu skal du ikke pine mig lnger!

HJALMAR.
Men hvad er det da?

Hedvig (rusker i ham).
 snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du
lovte mig.

HJALMAR.
--nej tnk, at jeg skulde glemme det!

HEDVIG.
Nej, du vil bare narre mig, far! , det er skam af dig! Hvor
har du det henne?

HJALMAR.
Jo s sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har
noget andet til dig, Hedvig.

(gr hen og sger i kjolelommerne.)

Hedvig (hopper og klapper i hnderne).
 mor, mor!

GINA.
Ser du; nr du bare gir tid, s--

HJALMAR. (med et papir)-
Se, her har vi den.

HEDVIG.
Det der? Det er jo bare et papir.

HJALMAR.
Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her str
Menu; det betyder spiseseddel.

HEDVIG.
Har du ikke noget andet?

HJALMAR.
Jeg har jo glemt det andet, hrer du. Men du kan tro mig p
mit ord: det er en drlig fornjelse med det slikkeri. St
dig nu bort til bordet og ls p den seddelen, s skal jeg
siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der,
HEDVIG.

Hedvig (svlger grden).
Tak.

(Hun stter sig, men uden at lse; Gina gr tegn til hende;
Hjalmar
mrker det.)

HJALMAR (driver om p gulvet).
Det er da ogs de utroligste ting, en familjeforsrger har
at tnke p; og glemmer en bare det aller ringeste,--
straks skal en se sure miner. N, en vnner Sig til det
Ogs. (standser ved ovnen hos den gamle.) Har du kikket der
ind i aften, far?

EKDAL.
Ja, du kan vel tnke dig det. Hun er gt i kurven.

HJALMAR.
Nej, er hun gt i kurven! Hun begynder alts at vnne sig
til den.

EKDAL.
Ja, du; det var jo det, jeg spde. Men nu, ser du, nu er der
nogen smaa grejer til--

HJALMAR.
Nogen forbedringer, ja.

EKDAL.
Men de m gres, du.

HJALMAR.
Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her,
s stter vi os i sofaen.

EKDAL.
Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben frst;--m nok
renske den ogs. Hm.

(han gr ind i sit vrelse.)

GINA (smiler til Hjalmar).
Renske piben, du.

HJALMAR.
 ja, ja, Gina, lad ham bare--; den stakkers skibbrudne
gubbe.--Ja, de forbedringerne,--dem er det bedst, vi fr
fra hnden imorgen.

GINA.
Imorgen fr du nok ikke tid, Ekdal.

Hedvig (indfaldende).
 jo visst, mor!

GINA.
--for husk p de kopierne, som skal retuseres; her har nu
vret s mange bud efter dem.

HJALMAR.
Se s; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli' frdige.
Er her kanske kommet nye bestillinger ogs?

GINA.
Nej desvrre; imorgen har jeg ikke andet end de to
portrtterne, som du ved.

HJALMAR.
Ikke noget andet?  nej, nr man ikke griber sig an, s--

GINA.
Men hvad skal jeg da gre? Jeg stter jo i aviserne alt det
jeg rker, synes jeg.

HJALMAR.
Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjlper til. Og s
har der vel ikke vret nogen og set p vrelset heller?

GINA.
Nej, endnu ikke.

HJALMAR.
Det var jo at vente. Nr man ikke er om sig, s--. Man m
ta' sig rigtig sammen, Gina!

Hedvig (gr imod ham).
Skal jeg ikke ta' fljten til dig, far?

HJALMAR.
Nej; ingen fljte; jeg behver ingen glder her i verden,
(driver om.) Jo, jeg skal smnd arbejde imorgen; det skal
ikke mangle p det. Jeg skal visst arbejde s lnge mine
krfter strkker til--

GINA.
Men, kre snille Ekdal, det var da ikke s, jeg mente.

HEDVIG.
Far, skal jeg ikke stte ind en flaske l?

HJALMAR.
Nej aldeles ikke. Der behves ingen ting for mig.----
(standser.) l?--Var det l, du talte om?

Hedvig (livlig).
Ja, far; dejlig friskt l.

HJALMAR.
N,--nr du endelig vil, s kan du jo gerne stte ind en
flaske.

GINA.
Ja, gr det; s skal vi ha' det hyggeligt.

(Hedvig lber mod kkkendren.)

HJALMAR. (ved ovnen, standser hende, ser p hende, griber
hende om hodet og trykker hende op til sig).
Hedvig! Hedvig!

Hedvig (glad og i trer).
 du snille far!

HJALMAR.
Nej, kald mig ikke s. Der har jeg siddet og ta't for mig
ved den rige mands bord,--siddet og svlget ved det
bugnende taffel--! Og s kunde jeg endda--!

GINA (sidder ved bordet).
 snak, snak, Ekdal.

HJALMAR.
Jo! Men I m ikke regne det s nje med mig. I ved jo, at
jeg holder af jer alligevel.

HEDVIG (slr armene om ham).
Og vi holder s umdelig af dig, far!

HJALMAR.
Og skulde jeg vre urimelig en gang imellem, s--herre gud
--husk p, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes
hr. N! (trrer jnene.) Ikke l i en sdan stund. Giv mig
fljten.

(Hedvig lber til reolen og henter den.)

HJALMAR.
Tak! Sdan, ja. Med fljten i hnd, og med jer to omkring
mig--!

(Hedvig stter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar gr frem og
tilbage, stter strkt i og spiller en bhmisk folkedans,
men i et langsomt elegisk tempo og med flsomt foredrag.)

 HJALMAR (afbryder melodien, rkker Gina den venstre hnd og
siger bevget):
Lad det kun vre trangt og tarveligt under vort tag, Gina.
Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at vre.

(Han begynder atter at spille; straks efter banker det p
gangdren.)

GINA (rejser sig).
Hys, Ekdal,--jeg tror der kommer nogen.

HJALMAR (lgger fljten i reolen).
Se s igen!

(Gina gr hen og bner dren.)

GREGERS WERLE (ude i gangen).
Om forladelse--

GINA (viger lidt tilbage).
!

GREGERS.
--er det ikke her, fotograf Ekdal bor?

GINA.
Jo, det er.

HJALMAR (gr hen imod dren).
Gregers! Er du der alligevel? N, s kom ind da.

GREGERS (kommer ind).
Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig.

HJALMAR.
Men ikveld--? Er du gt fra selskabet?

GREGERS.
Bde fra selskabet og fra familjehjemmet.--God aften, fru
Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?

GINA.
, jo; unge herr Werle er ikke s svr at kende igen.

GREGERS.
Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.

HJALMAR.
Er du gt fra huset, siger du?

GREGERS.
Ja, jeg er flyttet hen p et hotel.

HJALMAR.
Ja s. N, siden du er kommen, s ta' af dig og sl dig ned.

GREGERS.
Tak.

(trkker yderfrakken af. Han er nu omkldt, i en simpel gr
kldesdragt af landligt suit.)

HJALMAR.
Her, i sofaen. Gr dig det mageligt.

(Gregers slter sig i sofaen, Hjalmar p en stol ved
bordet.)

GREGERS (ser sig omkring).
S her er det alts du holder til, Hjalmar. Her bor du
alts.

HJALMAR.
Dette her er atelieret, som du vel ser--

GINA.
Men her er nu rummeligere; og derfor s holder vi os helst
her ude.

HJALMAR.
Vi bode bedre fr; men denne lejligheden har n stor fordel:
her er sdanne prgtige ydre rum--

GINA.
Oe s har vi et vrelse p den andre siden af gangen, som vi
kan leje ud.

GREGERS (til Hjalmar).
Se, se,--du har logerende ogs.

HJALMAR.
Nej, ikke endnu. Det gr ikke s fort, ser du; man m vre
om sig. (til Hedvig.) Men det var det llet, du.

HEDVIG (nikker og gr ud i kokkenet).

GREGERS.
Det er alts din datter?

HJALMAR.
Ja, det er Hedvig.

GREGERS.
Og hun er jo eneste barn?

HJALMAR.
Hun er det eneste, ja. Hun er vor hjeste glde i verden, og
--(snker stemmen.) hun er ogs vor dybeste sorg, Gregers.

GREGERS.
Hvad er det, du siger!

HJALMAR.
Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at
miste synet.

GREGERS.
Blir blind!

HJALMAR.
Ja. Endnu er bare de frste tegn at spore; og det kan jo g
bra' en tid endnu. Men lgen har varslet os. Det kommer
ubnhrligt.

GREGERS.
Dette her er jo en skrkkelig ulykke. Hvorledes har hun ft
det?

HJALMAR (sukker).
Arveligt, rimeligvis.

GREGERS (studsende).
Arveligt?

GINA.
Ekdals mor havde ogs svagt syn.

HJALMAR.
Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.

GREGERS.
Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?

HJALMAR.
 du kan da tnke, vi nnner ikke at sige hende sligt. Hun
aner ingen fare. Glad og sorgls og kviddrende som en liden
fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvldet.) ,
det er s knusende svrt for mig, Gregers.

(Hedvig bringer et brt med l og glasse, som hun stter p
bordet.)

HJALMAR (stryger hende over hodet).
Tak, tak, Hedvig.

HEDVIG (lgger armen om hans hals og hvisker ham i ret).

HJALMAR.
Nej. Ikke smrrebrd nu. (ser hen.) Ja, kanske Gregers tar
et stykke?

GREGERS (afvrgende).
Nej, nej tak.

HJALMAR (fremdeles vemodig).
N, du kan jo stte lidt ind alligevel. Skulde du ha' en
skalk, s var det bra'. Og s la' det vre tilstrkkelig
smr p, du.

HEDVIG (nikker fornjet og gr ud i kkkenet igen).

GREGERS (som har fulgt hende med jnene).
Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg.

GINA.
Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen.

GREGERS.
Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor
gammel kan hun nu vre?

GINA.
Hedvig er nu snart akkurat fjorten r; hun har jebursdag i
overmorgen.

GREGERS.
Temmelig stor for sin alder da.

GINA.
Ja, hun er skudt svrt op i det sidste ret.

GREGERS.
P dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv
blir.--Hvor lnge er det nu De har vret gift?

GINA.
Nu har vi vret gift i--; jaha, snart i femten r.

GREGERS.
Nej, tnk, er det s lnge!

GINA (blir opmrksom; ser p ham).
Ja det er det da rigtignok.

HJALMAR.
Ja visst er det s. Femten r p nogen f mneder nr. (slr
over.) Det m ha' vret lange r for dig der oppe p vrket,
det, Gregers.

GREGERS.
De var lange s lnge jeg leved dem;--nu bagefter ved jeg
nsten ikke, hvor den tiden er ble't af.

(Gamle Ekdal kommer fra sit vrelse, uden piben, men med sin
gammeldagse uniformshue p hodet; hans gang er lidt ust.)

EKDAL.
Se s, du, Hjalmar, nu kan vi stte os og snakke om dette
her--hm. Hvad var det nu for noget?

HJALMAR (gr imod ham).
Far, her er nogen. Gregers Werle--. Jeg ved ikke, om du kan
huske ham.

EKDAL (ser p Gregers, som har rejst sig).
Werle? Er det snnen, det? Hvad er det, han vil mig?

HJALMAR.
Ingen ting; det er til mig, han kommer.

EKDAL.
N, s der er ikke noget p frde?

HJALMAR.
Nej visst ikke, nej.

EKDAL (svinger med armen).
Ikke for det, ser du; jeg er ikke rd, men--

GREGERS (gr hen til ham).
Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, ljtnant
Ekdal.

EKDAL.
Jagttomterne?

GREGERS.
Ja, deroppe rundt omkring Hjdalsvrket.

EKDAL.
N, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt fr i tiden.

GREGERS.
Den gang var De slig en vldig jger.

EKDAL.
Var s, ja. Kan nok vre, det. De ser p munduren. Jeg spr
ikke nogen om lov til at bre den her inde. Bare jeg ikke
gr i gaderne med den, s--

(Hedvig bringer en tallerken smrrebrd, som hun stter p
bordet.)

HJALMAR.
St dig nu, far, og f dig et glas l. Vr s god, Gregers.

(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers stter sig
p stolen nrmest ved ham, Hjalmar p den anden side af
Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig str hos
sin far.)

GREGERS.
Kan De mindes det, ljtnant Ekdal, nr Hjalmar og jeg var
oppe og besgte Dem om sommeren og i juletiden.

EKDAL.
Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tr nok
sige, jeg har vret en glup jger, jeg. Bjrn har jeg ogs
skudt. Har skudt hele ni.

GREGERS (ser deltagende p ham).
Og nu jager De aldrig mere.

EKDAL.
, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja,
ikke p den mden, da. For skogen, ser De,--skogen, skogen
--! (drikker.) Str skogen bra' deroppe nu?

GREGERS.
Ikke s gild som i Deres tid. Den er hugget svrt ud.

EKDAL.
Hugget ud? (sagtere og ligesom rd.) Det er farlig gerning,
det. Det dra'r efter sig. Der er hvn i skogen.

HJALMAR (fylder i hans glas).
Vr s god-, lidt til, far.

GREGERS.
Hvorledes kan en mand som De,--slig en friluftsmand,--
leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vgge?

EKDAL (ler smt og skotter til Hjalmar).
, her er ikke s ilde her. Slet ikke s ilde.

GREGERS.
Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne
svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og p
vidder, mellem dyr og fugl--?

EKDAL (smiler).
Hjalmar, skal vi vise ham det?

HJALMAR (hurtig og lidt forlegen).
 nej, nej, far; ikke i aften.

GREGERS.
Hvad vil han vise mig?

HJALMAR.
, det er bare noget sdant--; du kan f se det en anden
gang.

GREGERS (fortstter til den gamle).
Ja, det var det, jeg mente, ljtnant Ekdal, at nu skulde De
flge med mig opover til vrket; for jeg rejser visst snart
igen. De kunde sagtens f noget skriveri deroppe ogs. Og
her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og
kvikke Dem op.

EKDAL (stirrer forbauset p ham).
Har jeg ingen verdens ting, som--!

GREGERS.
Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som
De, der altid har kendt sig s dragen til det, som frit og
vildt er--

EKDAL (slr i bordet).
Hjalmar, nu skal han se det!

HJALMAR.
Nej men, far, er nu det vrdt? Det er jo mrkt--

EKDAL.
Snak; det er jo mnelyst, (rejser sig.) Han skal se det,
siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom s og hjlp mig,
Hjalmar!

HEDVIG.
 ja, gr det, far!

HJALMAR (rejser sig).
Ja--ja da.

GREGERS (til Gina).
Hvad er det for noget?

GINA.
, De m smnd ikke tro, det er noget videre rart.

(Ekdal og Hjalmar er gt hen til bagvggen og skyder hver
sin halvdr til siden; Hedvig hjlper den gamle; Gregers
blir stende ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr.
Gennem drbningen ses et stort, langstrakt, uregelmssigt
loftsrum med krinkelkroge og et par fritstende
skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigjennem et klart
mnelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre
ligger i dyb skygge.)

EKDAL (til Gregers).
M gerne komme belt hen, De.

GREGERS (gr hen til dem).
Hvad er det s egentlig?

EKDAL.
De kan jo se efter. Hm.

HJALMAR (noget forlegen).
Dette her hrer far til, sknner du.

GREGERS (ved dren, ser ind i loftsrummet).
De holder jo hns, ljtnant Ekdal!

EKDAL.
Skulde mene det, at vi holder hns. De er fljet op nu. Men
De skulde bare se de hns ved dagsens lys, De!

HEDVIG.
Og s er der--

EKDAL.
Hys--hys; ikke sig noget endnu.

GREGERS.
Og duer har De ogs, ser jeg.

EKDAL.
 jo; kunde nok vre, det, at vi har duer! De har
rugekasserne sine der oppe under tagskgget, de; for duerne
vil helst ligge hjt, kan De sknne.

HJALMAR.
Det er ikke almindelige duer alle sammen.

EKDAL.
Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og
et par kropduer har vi ogs. Men kom s her! Kan De se den
bingen der borte ved vggen?

GREGERS.
Ja; hvad bruger De den til?

EKDAL.
Der ligger kaninerne om natten, far.

GREGERS.
N; s De har kaniner ogs?

EKDAL.
Ja, De kan da vel for fanden tnke, at vi har kaniner! Han
spr, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det
rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem
her; s ja; og se s der ned,--Ser De ikke der en kurv med
str i?

GREGERS.
To. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.

EKDAL.
Hm--en fugl--

GREGERS.
Er det ikke en and?

EKDAL (stdt).
Jo, begribeligvis er det en and.

HJALMAR.
Men hvad slags and, tror du?

HEDVIG.
Det er ikke nogen simpel and--

EKDAL.
Hys!

GREGERS.
Og en tyrkisk and er det heller ikke.

EKDAL.
Nej, herr--Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det
er en vildand.

GREGERS.
Nej, er det virkelig? En vild and?

EKDAL.
Jaha, det er det. Den fuglen, som De sa',--det er
vildanden, det. Det er vor vildand, far.

HEDVIG.
Min vildand. For jeg ejer den.

GREGERS.
Og den kan leve her oppe p loftet? Og trives her?

EKDAL.
De kan da vel forst, at hun har et traug med vand til at
plaske i.

HJALMAR.
Friskt vand hver anden dag.

GINA (vender sig mod Hjalmar).
Men, snille Ekdal, nu blir her s isende koldt, du.

EKDAL.
Hm, lad os s lukke da. Er ikke vrdt vi forstyrrer dem i
natteroen heller. Ta' i, du Hedvig.

(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdren sammen.)

EKDAL.
En anden gang kan De f se hende rigtig. (stter sig i
lnestolen ved ovnen.) , de er svrt mrkvrdige, de
vildnderne, kan De tro.

GREGERS.
Men hvorledes fik De fanget den, ljtnant Ekdal?

EKDAL.
Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen,
som vi kan takke for den.

GREGERS (studser lidt).
Den mand skulde da vel aldrig vre min far?

EKDAL.
Jo s sandelig. Akkurat Deres far. Hm.

HJALMAR.
Det var da ljerligt, at du kunde gtte det, Gregers.

GREGERS.
Du fortalte jo fr, at du skyldte far s mangt og
mangfoldigt; og s tnkte jeg som s--

GINA.
Men vi har da ikke ft anden af grossereren selv--

EKDAL.
Det er Hken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina.
(til Gregers.) Han var ude i bd, sknner De; og s skd han
p hende. Men han ser nu s kleint, far Deres. Hm; s blev
hun bare skamskudt.

GREGERS.
N s; hun fik sig et par haggel i kroppen.

HJALMAR.
Ja, hun fik sdan en to--tre stykker.

HEDVIG.
Hun fik det under vingen, og s kunde hun ikke flyve.

GREGERS.
N, s dukked hun vel til bunds da?

EKDAL (svnig, med tykt mle).
Kan vide det. Gr altid s vildnderne. Stikker til bunds--
s dybt de kan vinde, far;--bider sig fast i tang og i
tarre--og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og s
kommer de aldrig op igen.

GREGERS.
Men, ljtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.

EKDAL.
Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.--Og den
hunden--den dukked efter og hented anden op igen.

GREGERS (vendt til Hjalmar).
Os s fik I den her?

HJALMAR.
Ikke straks; frst kom den hjem til din far; en der vilde
den ikke trives; og s fik Pettersen besked, at han skulde
gre ende p den--

EKDAL (halvt i svne).
Hm--ja, Pettersen--den torsken--

HJALMAR (taler sagtere).
P den mden var det, at vi fik den, ser du; for far kender
noget til Pettersen; og da han hrte dette her med
vildanden, s maged han det s, at han fik den overladt.

GREGERS.
Og der inde p loftet trives den nu s inderlig vel.

HJALMAR.
Ja, s utrolig vel, du. Den er ble't fed. N, den har jo nu
ogs vret s lnge der inde, at den har glemt det rigtige
vilde liv; og det er bare det, som det kommer an p.

GREGERS.
Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig f se
himmel og hav--. Men jeg tr nok ikke bli' lnger; for jeg
tror, din far sover.

HJALMAR.
, for den sags skyld--

GREGERS.
Men, det er sandt,--du sa', du havde et vrelse at leje
ud,--et ledigt vrelse?

HJALMAR.
Ja vel; hvad s? Ved du kanske nogen--?

GREGERS.
Kan jeg f det vrelset?

HJALMAR.
Du?

GINA.
Nej men De, herr Werle--

GREGERS.
Kan jeg f vrelset? S flytter jeg ind straks imorgen
tidlig.

HJALMAR.
Ja, med den strste fornjelse--

GINA.
Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget vrelse for
Dem, det.

HJALMAR.
Men, Gina, hvor kan du da sige det?

GINA.
Jo, for det vrelset er hverken stort nok eller lyst nok, og--

GREGERS.
Det kommer det ikke s nje an p, fru Ekdal.

HJALMAR.
Jeg synes smnd det er et ganske pent vrelse; og slet ikke
s ilde mbleret heller.

GINA.
Men husk p de to, som bor nedenunder.

GREGERS.
Hvad er det for to?

GINA.
, det er en, som har vret huslrer--

HJALMAR.
Det er en kandidat Molvik.

GINA.
--og s er det en doktor, som heder Relling.

GREGERS.
Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid
oppe i Hjdal.

GINA.
Det er rigtig et par vidtlftige mandspersoner. De er s
tidt udesvvendes om aftningerne; og s kommer de svrt sent
hjem om naetterne, og da er de ikke altid s--

GREGERS.
Sligt vaenner en sig snart til. Jeg hber, det skal g med
mig som med vildanden--

GINA.
Hm, jeg synes nok De skulde sove p det frst alligevel.

GREGERS.
De vil nok svrt ndig ha' mig ind i huset, fru Ekdal.

GINA.
Nej kors; hvor kan De da tro det?

HJALMAR.
Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til
Gregers.) Men sig mig, tnker du alts at bli' her i byen
for det frste?

GREGERS (tar sin overfrakke p).
Ja, nu tnker jeg at bli' her.

HJALMAR.
Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta' dig
til?

Gregers.
Ja-, vidste jeg bare det, du--da var jeg ikke s ilde
faren endda. Men nr en bar det kors p sig, at hede Gregers
--. Gregers--og s Werle bagefter; har du hrt noget
s flt, du?

HJALMAR.
, det synes jeg slet ikke.

GREGERS.
Huf! Isch! Jeg kunde ha' lyst til at spytte p den fyren,
som heder sligt noget. Men nr en nu engang har det kors p
sig at vre Gregers--Werle her i verden, sledes som jeg
er det--

HJALMAR. (ler).
Ha--ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du s
vre for noget?

GREGERS.
Kunde jeg vlge, s vilde jeg aller helst vre en flink
hund.

GINA.
En hund!

HEDVIG (uvilkrligt).
 nej da!

GREGERS.
Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som gr til
bunds efter vildnder, nr de dukker under og bider sig fast
i tang og tarre nede i mudderet.

HJALMAR.
Nej, ved du hvad, Gregers,--dette her sknner jeg ikke et
ord af.

GREGERS.
 nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men
imorgen tidlig alts--s flytter jeg ind. (til Gina.) De
skal ikke f noget bryderi af mig; for jeg gr al ting selv.
(til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen.--Godnat, fru
Ekdal. (nikker til Hedvig.) Godnat!

GINA.
Godnat, herr Werle.

HEDVIG.
Godnat.

HJALMAR (som har tndt et lys).
Bi lidt; jeg m lyse dig; der er visst mrkt p trapperne.

(Gregers og Hjalmar gr ud gennem gangdren.)

GINA (ser hen for sig, med sytjet i fanget).
Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde vre en
hund?

HEDVIG.
Jeg skal sige dig en ting, mor,--jeg tror, at han mente
noget andet med det.

GINA.
Hvad skulde det vre for noget?

HEDVIG.
Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget
andet, end det han sa'--hele tiden.

GINA.
Tror du det? Ja underlig var det.

HJALMAR (kommer tilbage).
Lampen brndte endnu. (slukker lyset og stter det fra sig.)
Ah, endelig kan man da f sig en bid mad i livet. (begynder
at spise smrrebrd.) N, ser du det, Gina,--nr man bare
er om sig, s--

GINA.
Hvorledes om sig?

HJALMAR.
Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det
vrelset lejet bort en gang. Og sa, tnk,--til et menneske
som Gregers,--en gammel god ven.

GINA.
Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.

HEDVIG.
 mor, du skal se, det blir s morsomt!

HJALMAR.
Du er da ogs besynderlig. Fr var du s forhippet p at f
lejet ud; og nu liker du det ikke.

GINA.
Jo, Ekdal; hvis det bare havde vret til en anden en, s--.
Men hvad tror du, grossereren vil sige?

HJALMAR.
Gamle Werle? Det rager da ikke ham.

GINA.
Men du kan da vel sknne, at der er kommet noget p tvers
imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved
jo, hvorledes de to har det med hinanden.

HJALMAR.
Ja, det kan gerne vre, men--

GINA.
Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag
ved--

HJALMAR.
S lad ham tro det lnge nok! Grosserer Werle har gjort
overmde meget for mig; gud bevar's,--det erkender jeg.
Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gre mig afhngig af
ham.

GINA.
Men, snille Ekdal, det kan komme til at g ud over gamle-
far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten,
han har hos Grberg.

HJALMAR.
Jeg havde nr sagt: gid det var s vel! Er det ikke noget
ydmygende for en mand, som jeg, at se sin grhrdede far g
som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tnker
jeg. (tar et nyt stykke smrrebrd.) Har jeg s Sandt en
opgave i livet, s skal jeg ogs udfre den!

HEDVIG.
 ja far! Gr det!

GINA.
Hys; vk ham bare ikke!

HJALMAR (sagtere).
Jeg skal udfre den, siger jeg. Der skal nok engang komme
den dag, da--. Og derfor er det godt, vi fik vrelset lejet
ud; for s er jeg mere uafhngig stillet. Og det m den mand
vre, som har en opgave i livet, (henne ved lnestolen,
bevget.) Stakkers gamle hvidhrede far.--Lid p din
Hjalmar, du.--Han har brede skuldre, han;--kraftfulde
skuldre i al fald.--Du skal nok en vakker dag vgne op og
--. (til Gina.) Tror du det kanske ikke?

GINA (rejser sig).
Jo visst gr jeg s; men lad os frst se at f ham til kjs.

HJALMAR.
Ja, lad os det.

(De tar varligt fat p den gamle.)


        *       *       *       *       *





TREDJE AKT.


(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind
gennem det store vindu i skrtaget; forhnget er
fratrukket.)

(Hjalmar sidder ved bordet beskftiget med at retouchere et
fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter
kommer Gina i hat og kbe ind gennem gangdren; hun har en
lgkurv p armen.)

HJALMAR.
Er du alt der igen, Gina?

GINA.
 ja, en fr nok rappe sig.

(stter kurven p en stol og tar tjet af.)

HJALMAR.
S du indom til Gregers?

GINA.
Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han
har ft det svrt pent hos sig med det samme han kommer.

HJALMAR.
N da?

GINA.
Jo, han vilde jo hjlpe sig selv, sa han. S skulde han nu
lgge i ovnen ogs; og s har han skruet spjeldet for, s
hele vrelset er ble't fuldt af rg. Uf, der var en stank,
slig at--

HJALMAR.
 nej da.

GINA.
Men s kommer det bedste; for s skal han nu slukke, og s
slr han alt vaskevandet ind i ovnen, s gulvet driver over
af det vrste svineri.

HJALMAR.
Det var da kedeligt.

GINA.
Jeg har nu ft portkonen op til at skure efter ham, den
grisen; men der blir ikke vrendes der inde fr i
eftermiddag.

HJALMAR.
Hvor har han s gjort af sig imens?

GINA.
Han gik ud lidt, sa' han.

HJALMAR.
Jeg var ogs inde hos ham et jeblik--efter du var gt.

GINA.
Jeg hrte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.

HJALMAR.
Bare sdan en liden smule formiddagsfrokost, forstr du. Det
er jo frste dagen--; vi kan ikke godt undg det. Du har
vel altid noget i huset.

GINA.
Jeg fr jo se at finde lidt.

HJALMAR.
Men lad det endelig ikke bli' for knapt. For Relling og
Molvik kommer nok ogs herop, tror jeg. Jeg traf just
Relling p trappen, ser du, og s mtte jeg jo--

GINA.
N, skal vi ha' de to ogs?

HJALMAR.
Herre gud,--et par stykker mere eller mindre; det gr da
hverken fra eller til.

Gamle EKDAL (bner sin dr og ser ind).
Hr her, du Hjalmar--(bemrker Gina.) N s.

GINA.
Er det noget, som bedstefar vil ha'?

EKDAL.
 nej; det kan vre det samme. Hm!

(gr ind igen.)

GINA (tar kurven).
Pas endelig godt p ham, s han ikke gr ud.

HJALMAR.
Ja, ja, det skal jeg nok.--Hr du, Gina; lidt sildesalat
vilde vre svrt bra'; for Relling og Molvik har nok vret
ude p rangel inat.

GINA.
Bare de ikke kommer for snart over mig, s--

HJALMAR.
Nej visst ikke; gi' du dig tid.

GINA.
Ja ja da; og s kan jo du f arbejde lidt imens.

HJALMAR.
Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg
rker!

GINA.
For s har du det fra hnden, ser du.

(hun gr med kurven ud i kkkenet.)

HJALMAR (sidder en stund og pensler p fotografiet; det gr
trgt og med ulyst).

EKDAL (kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger
dmpet):
Har du det travlt, du?

HJALMAR.
Ja, jeg sidder jo her og strver med disse billederne--

EKDAL.
Ja ja, gud bevar's--nr du har det s travlt, s--. Hm!

(gr ind igen; dren blir stende ben.)

HJALMAR (fortstter en stund i taushed; derp lgger han
penselen fra sig og gr hen til dren).
Har du det travlt, far?

EKDAL (brummer indenfor).
Nr du har det travlt, s har jeg det ogs travlt. Hm!

HJALMAR.
Ja ja da.

(gr til sit arbejde igen.)

EKDAL (lidt efter, kommer atter frem i dren).
Hm; ser du, Hjalmar, s svrt travlt har jeg det jo ikke.

HJALMAR.
Jeg synes du sad og skrev.

EKDAL.
For fanden, kan ikke han, Grberg, vente en dags tid eller
to? Det str da ikke om livet ved jeg.

HJALMAR.
Nej; og du er da ikke nogen trl heller.

EKDAL.
Og s var det dette her andet derinde--

HJALMAR.
Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke
op for dig?

EKDAL.
Vilde rigtig ikke vre af vejen.

HJALMAR (rejser sig).
For s havde vi det fra hnden.

EKDAL.
Just s, ja. Skal jo vre frdig til imorgen tidlig. For det
er jo imorgen? Hm?

HJALMAR.
Ja visst er det imorgen.

(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdr til side.
Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer
flyver frem og tilbage, andre gr og kurrer p stilladserne;
hnsene kagler en gang imellem lngere inde p loftet.)

HJALMAR.
N, s fr du g ivej da, far.

EKDAL (gr indenfor).
Kommer ikke du med?

HJALMAR.
Jo, ved du hvad,--jeg tror nsten--(ser Gina i
kkkendren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg m arbejde.--
Men s var det mekanismen--

(Han trkker i en snor; indefra glider ned et forhng, hvis
nedre del bestr af en stribe gammel sejldug, resten,
oventil, af et stykke udspndt fiskegarn. Loftsgulvet er
sledes ikke lnger synligt.)

HJALMAR (gr hen til bordet).
Se s; nu kan jeg da vel f sidde i fred en stund.

GINA.
Skulde han nu der ind og grassere igen?

HJALMAR.
Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam
Eriksen? (stter sig.) Er det noget, du vil? Du sa' jo--

GINA.
Jeg vilde bare sprge, om du tror, vi kan dkke
frokostbordet her?

HJALMAR.
Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen s tidlig?

GINA.
Nej, jeg venter ikke andre end de to kresterne, som skal
sidde sammen.

HJALMAR.
Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!

GINA.
Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, nr
du sover.

HJALMAR.
N, s er det jo bra'. Ja, s spiser vi her.

GINA.
Ja ja da; men det haster ikke med at dkke endnu; du kan
godt bruge bordet en stund til.

HJALMAR.
 jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det
jeg kan!

GINA.
For s er du fri siden, ser du.

(gr ud i kkkenet igen.)

(kort ophold.)

EKDAL (i loftsdren, indenfor garnet).
Hjalmar!

HJALMAR.
N?

EKDAL.
Er rd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.

HJALMAR.
Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.

EKDAL.
Hm--hm--hm.

(gr fra dren igen.)

HJALMAR (arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig
halvt).

(Hedvig kommer ind fra kkkenet.)

HJALMAR (stter sig hurtig ned igen).
Hvad er det du vil?

HEDVIG.
Jeg vilde bare ind til dig, far.

HJALMAR (lidt efter).
Jeg synes, du gr sdan og snuser omkring. Skal du passe p
kanske?

HEDVIG.
Nej slet ikke det.

HJALMAR.
Hvad tar mor sig til derude nu?

HEDVIG.
, mor str midt oppe i sildesalaten, hun (gr hen til
bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjlpe dig
med, far?

HJALMAR.
 nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen,--
s lnge krfterne slr til. Det har ingen nd, Hedvig; nr
bare din far m f beholde sin helse, s--

HEDVIG.
 nej, far; nu skal du ikke snakke s stygt.

(Hun gr lidt omkring:, standser ved drbningen og ser ind
i loftsrummet.)

HJALMAR.
Hvad er det, han tar sig for, du?

HEDVIG.
Det skal visst bli' en ny vej op til vandtrauget.

HJALMAR.
Aldrig i verden klarer han det p egen hnd! Og s skal jeg
vre fordmt til at sidde her--!

HEDVIG (gr hen til ham).
Lad mig f penselen, far; jeg kan nok.

HJALMAR.
 snak; du bare fordrver jnene med det.

HEDVIG.
Langt ifra. Kom her med penselen.

HJALMAR (rejser sig).
Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.

HEDVIG.
Pyt, hvad skulde det s gre? (tar penselen.) Se s. (stter
sig.) Og her har jeg et at se efter.

HJALMAR.
Men ikke fordrv jnene! Hrer du det? Jeg vil ikke ha'
noget ansvar; du m selv ta' ansvaret p dig,--det siger
jeg dig.

HEDVIG (retoucherer).
Ja ja, det skal jeg nok.

HJALMAR.
Du er svrt flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstr du.

(Han smyger sig gennem kanten af forhnget ind p loftet.
Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal hres at
disputere derinde.)

HJALMAR (kommer frem indenfor garnet).
Hedvig,  rk mig den knibetangen, som ligger p hylden. Og
s hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare
se, far. Lad mig da frst f lov til at vise dig, hvorledes
jeg mener det!  Hedvig (har hentet det forlangte vrktj fra
reolen og stikker det ind til ham)

HJALMAR.
S tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.

(gr fra drbningen; de snedkrer og passiarer derinde.)

HEDVIG (blir stende og ser p dem. En stund efter banker
det p gangdren; hun lgger ikke mrke til det).

GREGERS WERLE (barhodet og uden overtj, kommer ind og
standser lidt ved dren).
Hm--!

HEDVIG (vender sig og gr imod ham).
God morgen. Vr s god, kom nrmere.

GREGERS.
Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha' arbejdsfolk i
huset.

HEDVIG.
Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.

GREGERS.
Nej, nej, gr ikke det; jeg vil heller vente lidt.

(stter sig i sofaen.)

HEDVIG.
Her er s uryddigt--(vil ta' fotografierne bort.)

GREGERS.
 lad bare ligge. Er det billeder, som skal gres i stand?

HEDVIG.
Ja, det er lidt, jeg skulde hjlpe far med.

GREGERS.
Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.

HEDVIG.
 nej.

(Hun flytter sagerne hen til sig og stter sig til at
arbejde; Gregers ser imens p hende i taushed.)

GREGERS.
Har vildanden sovet godt i nat?

HEDVIG.
Jo tak, jeg tror visst det.

GREGERS (vendt mod loftsrummet).
Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igr i
mneskin.

HEDVIG.
Ja, det kan vre s svrt forskelligt. Om morgenen ser det
anderledes ud end om eftermiddagen; og nr det regner, ser
det anderledes ud, end nr det er godt vejr.

GREGERS.
Har De lagt mrke til det?

HEDVIG.
Ja, for det ser en jo.

GREGERS.
Holder De ogs gerne til der inde hos vildanden?

HEDVIG.
Ja, nr det lar sig gre, s--

GREGERS.
Men De har sagtens ikke s megen fritid; De gr vel p
skolen.

HEDVIG.
Nej, ikke nu lnger; for far er rd, jeg skal fordrve
jnene.

GREGERS.
N, s lser han alts selv med Dem.

HEDVIG.
Far har lovet, at han vilde lse med mig; men han har ikke
ft tid til det endnu.

GREGERS.
Men er der da ikke nogen anden, som hjlper Dem lidt?

HEDVIG.
Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig,
rigtig--sdan--

GREGERS.
Er han fuld da?

HEDVIG.
Han er visst det.

GREGERS.
N, s har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er
det vel som en verden for sig selv, der,--kan jeg tnke?

HEDVIG.
S rent for sig selv. Og s er der s mange underlige ting.

GREGERS.
S?

HEDVIG.
Ja, der er store skabe med bger i; og i mange af de bgerne
er der billeder.

GREGERS.
Aha!

HEDVIG.
Og s er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og
et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det
uret gr ikke lnger.

GREGERS.
Tiden er alts gt ist derinde--hos vildanden.

HEDVIG.
Ja. Og s er der gamle farveskrin og sligt noget; og s alle
bgerne.

GREGERS.
Og de bgerne lser De vel i?

HEDVIG.
 ja, nr jeg kan komme til. Men de fleste er p engelsk; og
det sknner jeg ikke. Men s ser jeg p billederne.--Der
er en svrt stor bog, som heder Harrysons History of
London; den er visst 100 r gammel; og den er der s
umdelig mange billeder i. Foran str afbildet dden med et
timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er flt. Men s er der
alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og
store skibe, som sejler p havet.

GREGERS.
Men sig mig, hvor har De ft alle de rare sagerne fra?

HEDVIG.
 her har engang bodd en gammel sjkaptejn, og han har frt
dem hjem. De kaldte ham den fly vendes Hollnderen. Og det
er underligt; for det var ikke nogen Hollnder.

GREGERS.
Ikke det?

HEDVIG.
Nej. Men s blev han borte tilsidst; og s er alt det ble't
stende efter ham.

GREGERS.
Hr, sig mig nu,--nr De sidder der inde og ser p
billeder, fr De s ikke lyst til at komme ud og se p den
store rigtige verden selv?

HEDVIG.
Nej da! Jeg vil altid bli' her hjemme og hjlpe far og mor.

GREGERS.
Med at gre fotografier istand?

HEDVIG.
Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg lre at
gravere slige billeder, som de, der str i de engelske
bgerne.

GREGERS.
Hm; hvad siger Deres far til det?

HEDVIG.
Jeg tror ikke far liker det; for far er s underlig i sligt.
Tnk, han snakker om, at jeg skal lre kurvfletning og
strfletning! Men det synes jeg da ikke kan vre noget.

GREGERS.
 nej, det synes ikke jeg heller.

HEDVIG.
Men far har jo ret i det, at havde jeg lrt at flette kurve,
s kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden.

GREGERS.
Det kunde De, ja; og De var jo ogs nrmest til det.

HEDVIG.
Ja; for det er min vildand.

GREGERS.
Ja, det er jo det.

HEDVIG.
Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar fr lnt den s
tidt de vil.

GREGERS.
S; hvad bruger de den da til?

HEDVIG.
, de steller med den og bygger for den, og sdant noget.

GREGERS.
Kan tnke det; for vildanden er vel den aller fornemste der
inde.

HEDVIG.
Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og s
er det s synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun,
stakker.

GREGERS.
Har ingen familje ligesom kaninerne.--

HEDVIG.
Nej. Hnsene har jo ogs s mange, som de har vret
kyllinger sammen med; men hun er kommen s rent bort fra
alle sine, hun. Og s er det jo alt det svrt forunderlige
ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som
ved, hvor hun er fra heller.

GREGERS.
Og s har hun vret p havsens bund.

HEDVIG (ser flygtig hen p ham, undertrykker et smil og
spr):
Hvorfor siger De havsens bund?

GREGERS.
Hvad skulde jeg ellers sige?

HEDVIG.
De kunde sige havets bund--eller havbunden.

GREGERS.
, kan jeg ikke lige s godt sige havsens bund?

HEDVIG.
Jo; men for mig hres det s underligt, nr andre mennesker
siger havsens bund.

GREGERS.
Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.

HEDVIG.
Nej, jeg vil ikke; for det er noget s dumt.

GREGERS.
 nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.

HEDVIG.
Det er fordi, at altid, nr jeg sdan med n gang--i en
fart--kommer til at huske p det der inde, s synes jeg
altid, at hele rummet og alt sammen heder havsens bund.--
Men det er jo s dumt.

GREGERS.
Det skal De slet ikke sige.

HEDVIG.
Jo, for det er jo bare et loft.

GREGERS (ser fast p hende).
Er De s viss p det?

HEDVIG (forbauset).
At det er et loft!

GREGERS.
Ja, ved De det s sikkert?

HEDVIG (tier og ser p ham med ben mund).
(Gina kommer med dkketj fra kkkenet.)

Gresrers (rejser sig).
Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.

GINA.
et steds m De jo vre; og nu er det snart frdig ogs. Ryd
af bordet, Hedvig.

(Hedvig ryder op; hun og Gina dkker under det flgende.
Gregers stter sig i lnestolen og blader i et album.)

GREGERS.
Jeg hrer, De kan retouchere, fru Ekdal.

GINA (med et sideblik).
Jaha, jeg kan det.

GREGERS.
Det traf sig da rigtig heldigt.

GINA.
Hvorledes heldig?

GREGERS.
Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.

HEDVIG.
Mor kan ogs fotografere.

GINA.
 ja, jeg har nok ft lre mig til den kunsten.

GREGERS.
S er det kanske Dem, som driver forretningen?

GINA.
Ja, nr ikke Ekdal har tid selv, s--

GREGERS.
Han er sagtens s opta't af sin gamle far, han, kan jeg
tnke.

GINA.
Ja, og s er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal,
at g her og ta' potrtter af kreti og preti.

GREGERS.
Det synes jeg ogs; men nr han nu engang er slt ind p den
vejen, s--

GINA.
Herr Werle kan da vel tnke sig det, at Ekdal ikke er som en
af de almindelige fotograferne.

GREGERS.
N s alligevel! Men--?

(Et skud fyres af inde p loftet.)

GREGERS (farer op).
Hvad er det!

GINA.
Uf, nu skyder de igen!

GREGERS.
Skyder de ogs?

HEDVIG.
De gr p jagt.

GREGERS.
Hvad for noget! (henne ved loftsdren.) Gr du p jagt,
Hjalmar?

HJALMAR (indenfor garnet).
Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var s opta't--.
(tu Hedvig.) Og du, som ikke siger os til!

(kommer ind i atelieret.)

GREGERS.
Gr du og skyder inde p loftet?

HJALMAR (viser en dobbeltlbet pistol).
, det er bare med denne her.

GINA.
Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gre en ulykke
med den pigstolen.

HJALMAR (rgerlig).
Jeg tror, jeg har sagt, at et sdant skydevben heder en
pistol.

GINA.
, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.

GREGERS.
S du er alts ble't jger, du ogs, Hjalmar?

HJALMAR.
Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars
skyld, kan du sknne.

GINA.
Mandfolk er nu s underlige, de; de skal altid ha' noget at
dividere sig med.

HJALMAR (arrig).
Ja rigtig, ja; vi skal altid ha' noget at divertere os med.

GINA.
Ja det er jo akkurat det jeg siger.

HJALMAR.
N; hm! (tu Gregers.) Jo, ser du, og s trffer det sig s
heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan hre det,
nr vi skyder. (lgger pistolen p den verste reolhylde.)
Ikke rr pistolen, Hedvig! Det ene lbet er ladt; husk p
det.

GREGERS (ser ind gennem garnet).
Jagtgevr har du ogs, ser jeg.

HJALMAR.
Det er fars gamle gevr. Det kan ikke skydes med lnger; for
der er noget galt fat med lsen. Men det er ganske morsomt
at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og
gre det rent en gang imellem og smre det med benfedt og
skrue det sammen igen--. Ja, det er jo mest far, som pusler
med sligt noget.

HEDVIG (henne ved Gregers).
Nu kan De da rigtig se vildanden.

GREGERS.
Jeg str just og ser p den. Hun hnger lidt med den ene
vingen, synes jeg.

HJALMAR.
N, det er da ikke s underligt; hun har jo vret skamskudt.

GREGERS.
Og s slber hun lidt p foden. Eller er det ikke s?

HJALMAR.
Kanske en bitte liden smule.

HEDVIG.
Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.

HJALMAR.
Men hun har slet ingen lyde og mn for resten; og det er
virkelig mrkvrdigt for en, som har ft en ladning haggel i
kroppen og som har vret mellem hundetnder--

GREGERS (med et jekast til Hedvig).
--og som har vret p havsens bund--s lnge.

HEDVIG (smiler).
Ja.

GINA (steller ved bordet).
Den velsignede vildanden, ja. Den gres der da krusifikser
nok for.

HJALMAR.
Hm;--er det snart dkket kanske?

GINA.
Ja straks p timen. Hedvig, nu m du komme og hjlpe mig.

(Gina og Hedvig gr ud i kkkenet.)

HJALMAR (halv hjt).
Jeg tror ikke, det er vrdt, du str der og ser p far; han
liker det ikke.

GREGERS. (gr fra loftsdren).

HJALMAR.
Og s er det bedst jeg stnger, fr de andre kommer ind.
(skrammer med hndeme.) Hysch--hysch; Vil I vk med jer!
(i det han hejser forhnget op og trkker dren sammen.)
Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig
ganske morsomt at ha' sligt noget at stelle med og gre i
stand, nr det gr i stykker. Og s er det desuden aldeles
ndvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha' kaniner og
hns ind i atelieret.

GREGERS.
Nej, nej; og det er kanske din kone, som str for styret
her?

HJALMAR.
Jeg overlader hende i almindelighed de lbende forretninger;
for s kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tnke over de
ting, som vigtigere er.

GREGERS.
Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?

HJALMAR.
Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det fr. Eller
kanske du ikke har hrt tale om opfindelsen?

GREGERS.
Opfindelsen? Nej.

HJALMAR.
S? Du har ikke det?  nej, der oppe i skogtrakterne og
demarkerne--

GREGERS.
Du har alts gjort en opfindelse!

HJALMAR.
Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder p med det. Du
kan jo nok tnke dig, at da jeg beslutted at offre mig for
fotografien, s var det ikke for at g her og ta' portrtter
af alskens hverdagsmennesker.

GREGERS.
Nej, nej, det sa' ogs din kone nu nylig.

HJALMAR.
Jeg svor, at skulde jeg vie mine krfter til den hndtering,
s skulde jeg ogs hve den s hjt, at den blev bde til en
kunst og til en videnskab. Og s beslutted jeg at gre den
mrkelige opfindelsen.

GREGERS.
Og hvad bestr s den opfindelsen i? Hvad gr den ud p?

HJALMAR.
Ja, kre, du m ikke sprge sledes om enkeltheder endnu.
Det tar tid, ser du. Og s skal du ikke tro det er
forfngelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke
for min egen skyld.  nej, det er livsopgaven, som str for
mig nat og dag.

GREGERS.
Hvilken livsopgave da?

HJALMAR.
Glemmer du gubben med slvhret?

GREGERS.
Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gre for ham?

HJALMAR.
Jeg kan opvkke hans selvflelse fra de dde, i det jeg
hver det ekdalske navn til re og vrdighed igen.

GREGERS.
Det er alts din livsopgave.

HJALMAR.
Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han
allerede da uvejret brd ls over ham. Da disse forfrdelige
undersgelserne stod p, var han ikke lnger sig selv.
Pistolen der henne, du,--den, som vi bruger til at skyde
kaniner med,--den har spillet en rolle i den ekdalske
slgts tragedie.

GREGERS.
Pistolen! S?

HJALMAR.
Da dommen var afsagt og han skulde sttes fast,--da havde
han pistolen i sin hnd--

GREGERS.
Havde han--!

HJALMAR.
Ja; men han turde ikke. Han var fejg. S forkommet, s
ruineret p sjlen var han ble't allerede dengang. , kan du
begribe det? Han, en militr, han, som havde skudt ni
bjrne, og som stammed ned fra to oberstljtnanter,--ja,
fra den ene efter den anden, naturligvis--. Kan du begribe
det, Gregers?

GREGERS.
Ja, jeg begriber det godt.

HJALMAR.
Jeg ikke. Og s greb pistolen atter ind i vor slgts
historie. Da han havde ft den gr kldning p og sad under
ls og lukke,--, det var forfrdelige tider for mig, kan
du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine
vinduer. Nr jeg kikked ud, s jeg, at solen skinned som den
plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg s menneskene g p gaden
og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke.
Jeg syntes, at hele tilvrelsen mtte st stille ligesom
under en solformrkelse.

GREGERS.
Slig flte jeg det ogs, da mor var dd.

HJALMAR.
I en sdan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit
eget bryst.

GREGERS
Du tnkte ogs p at--!

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Men du skd ikke?

HJALMAR.
Nej. I det afgrende jeblik vandt jeg sejr over mig selv.
Jeg blev i live. Men du kan tro, der hrer mod til at vlge
livet under de vilkr.

GREGERS.
Ja, det er som man tar det.

HJALMAR.
Jo, ubetinget, du. Men det var bedst s; for nu gr jeg
snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg,
at far kan f lov til at bre uniformen igen. Jeg vil fordre
det som min eneste ln.

GREGERS.
S det er det med uniformen, som han--?

HJALMAR.
Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke
forestille dig, hvorledes det skrer mig i hjertet for ham.
Hver gang vi fejrer en liden familjefest--som Ginas og min
bryllupsdag, eller hvad det nu kan vre--da trder
oldingen her ind ifrt sin ljtnantsuniform fra lykkens
dage. Men banker det s bare p gangdren,--for han tr jo
ikke vise sig for fremmede, ved du,--da piler han ind i
sit kammers igen, s fort som de gamle ben vil bre ham.
Sligt er snderslidende for et snnehjerte at se p, du!

GREGERS.
Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli' frdig?

HJALMAR.
Nej, herre gud, du m ikke sprge mig om sdanne enkeltheder
som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og
holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an p
inspirationen,--p en indskydelse,--og det er nsten
umulig p forhnd at beregne, hvad tid den indtrder.

GREGERS.
Men fremad gr det da vel?

HJALMAR.
Ja visst gr det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med
opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, nr jeg har
spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan
gruble i ro. Men man m bare ikke jage p mig; for det
nytter ikke til noget; det siger Relling ogs.

GREGERS.
Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde p loftet
dra'r dig bort og spreder dig for meget?

HJALMAR.
Nej, nej, nej; tvert imod. Du m ikke sige noget sdant. Jeg
kan da ikke evig og altid g her og hnge over de samme
anstrngende tankerne. Jeg m ha' noget ved siden af, som
kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser
du,--nr den kommer, s kommer den alligevel.


GREGERS.
Min kre Hjalmar, jeg tror nsten, du har noget af vildanden
i dig.

HJALMAR.
Af vildanden? Hvorledes det, mener du?

GREGERS.
Du har dukket under og bidt dig fast i bundgrsset.

HJALMAR.
Sigter du kanske til det nsten ddbringende skud, som har
rammet far i vingen--og mig ogs?

GREGERS.
Ikke nrmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt;
men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har ft
en snigende sot i kroppen, og s er du gt tilbunds for at
d i mrke.

HJALMAR.
Jeg? D i mrke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig
la' vre med slig snak.

GREGERS.
Vr bare rolig; jeg skal nok se at f dig op igen. For jeg
har ogs ft en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igr.

HJALMAR.
Ja det kan gerne vre; men du skal bare la' mig bli udenfor.
Jeg kan forsikkre dig, at--fraregnet min let forklarlige
melankoli naturligvis--s befinder jeg mig s vel, som
noget menneske kan nske det.

GREGERS.
At du det gr, det kommer ogs af forgiften.

HJALMAR.
Nej, kre snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og
forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit
hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.

GREGERS.
Nej, det skal du nok f mig til at tro.

HJALMAR.
Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft,
som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget
lavt, det ved jeg nok,--og mine kr er ringe. Men jeg er
en opfinder, du,--og jeg er familjeforsrger tillige. Det
brer mig oppe over de sm vilkr.--Ah, der kommer de med
frokosten!

(Gina og Hedvig bringer lflasker, brndevinskaraffel,
glasse og andet tilbehr. I det samme kommer Relling og
Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtj;
Molvik er sortkldt.)

GINA (stter sagerne p bordet).
N, de to kommer da rigtig til rette tid.

RELLING.
Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og s
var han ikke til at holde.--Godmorgen for anden gang,
Ekdal.

HJALMAR.
Gregers, m jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor--,
ja, Relling kender du jo?

GREGERS.
Ja, s lselig.

RELLING.
, det er herr Werle junior. Ja, vi to har vret i totterne
p hinanden oppe p Hjdalsvrket. De er nok netop flyttet
ind?

GREGERS.
Jeg flytted ind nu imorges.

RELLING.
Og nedenunder bor Molvik og jeg, s De har ikke langt til
doktor og prest, om De skulde f brug for slige nogen.

GREGERS.
Tak, det kunde nok hnde; for igr var vi tretten til bords.

HJALMAR.
, kom nu ikke ind p det uhyggelige igen!

RELLING.
Du kan ta' det med ro, Ekdal; for dig trffer det s'gu ikke.

HJALMAR.
Det vil jeg nske for min familjes skyld. Men la' os nu
stte os og spise og drikke og vre glade.

GREGERS.
Skal vi ikke vente p din far?

HJALMAR.
Nej, han vil ha' sit ind til sig siden. Kom s!

(Herrerne stter sig; til frokostbordet, spiser og drikker.
Gina og Hedvig gr ud og ind og varter op.)

RELLING.
Igr var Molvik stygt p stvlerne, fru Ekdal.

GINA.
S? Igr igen?

RELLING.
Hrte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat?

GINA.
Nej, jeg kan ikke sige det.

RELLING.
Det var bra'; for inat var Molvik fl.

GINA.
Er det sandt, Molvik?

Molvik.
La' os sl en streg over nattens hndelser. Sligt afhnger
jo ikke af mit bedre jeg.

RELLING (til Gregers).
Det kommer over ham som en indskydelse; og s m jeg ud med
ham p rangel. For kandidat Molvik er dmonisk, ser De.

GREGERS.
Dmonisk?

RELLING.
Molvik er dmonisk, ja.

GREGERS.
Hm.

RELLING.
Og dmoniske naturer er ikke skabt til at g lige p benene
gennem verden; de m ud p afveje en gang iblandt.--N, og
De holder alts ud der oppe p det fle svarte vrket endnu?

GREGERS.
Jeg har holdt ud indtil nu.

RELLING.
Og fik De s inkasseret den fordringen, De gik omkring med?

GREGERS.
Fordringen? (forstr ham.) N s.

HJALMAR.
Har du inkasseret fordringer, Gregers?

GREGERS.
 snak.

RELLING.
Jo smnd har han s; han gik omkring i alle
husmandshytterne og prsenterte noget, som han kaldte den
ideale fordring.

GREGERS.
Jeg var ung dengang.

RELLING.
De har ret i det; De var svrt ung. Og den ideale fordringen
--den fik De da aldrig honoreret s lnge jeg var der oppe.

GREGERS.
Ikke siden heller.

RELLING.
N, s er De vel ble't s klog at sl lidt af p belbet da,
kan jeg tnke.

GREGERS.
Aldrig nr jeg str foran et gte, virkeligt menneske.

HJALMAR.
Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt.--Lidt smr,
Gina.

RELLING.
Og s et stykke flsk til Molvik.

Molvik.
Uh, ikke flsk!

(Det hanker p loftsdren.)

HJALMAR.
Luk op, Hedvig; far vil ud.

(Hedvig gr hen og bner p klem; gamle Ekdal kommer ind med
et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.)

EKDAL.
God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt
en stor en.

HJALMAR.
Og s har du fldd den fr jeg kom--!

EKDAL.
Har saltet den ogs. Det er godt, mrt kd, det kaninkdet;
og s er det sdt; smager som sukker. God appetit, mine
herrer!

(gr ind i sit vrelse.)

MOLVIK (rejser sig).
Undskyld--; jeg kan ikke--; jeg m ned som snarest--

RELLING.
Drik sodavand, menneske!

MOLVIK (skynder sig).
Uh--uh!

(ud gennem gangdren.)

RELLING (til Hjalmar).
Lad os tmme en dram for den gamle jgersmand.

HJALMAR (klinker med ham).
For idrtsmanden p gravens bred, ja.

RELLING.
For den grhrdede--. (drikker.) Ja, sig mig,--er det
grt hr, han har, eller er det hvidt?

HJALMAR.
Det er visst s midt imellem; for resten har han nok ikke
ret mange hrstr igen p sin isse.

RELLING.
N, med forlorent kommer man ogs igennem verden. Ja, du er
da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre
livsopgaven at strve for--

HJALMAR.
Og jeg strver ogs, kan du tro.

RELLING.
Og s har du din flinke kone, som lunter s lunt ud og ind
p filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for
dig.

HJALMAR.
Ja, Gina--(nikker til hende.) du er en bra' ledsagerinde,
at ha' med p livsvejen, du.

GINA.
 sid nu ikke der og ressensr om mig.

RELLING.
Og s din Hedvig, du Ekdal?

HJALMAR (bevget).
Barnet, ja! Barnet frst og fremst. Hedvig, kom hid til mig.
(stryger hende over hret.) Hvad er det for en dag imorgen,
du?

HEDVIG (rusker i ham).
 nej, du skal ikke sige noget, far!

HJALMAR.
Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, nr jeg tnker
p, at det skal bli' s ringe; bare en liden festlig
tilstelning inde p loftet--

HEDVIG.
 men det blir just dejligt, det!

RELLING.
Og vent s bare til den mrkelige opfindelsen kommer til
verden, Hedvig!

HJALMAR.
Ja da--da skal du se! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre
din fremtid. Du skal f det godt s lnge du lever. Jeg vil
forlange noget for dig, et eller andet. Det skal vre den
fattige opfinders eneste ln.

HEDVIG (hvisker med armen om hans hals).
 du snille, snille far!

RELLING (til Gregers).
N, synes De ikke ganske bra' om det, til en forandring, at
sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?

HJALMAR.
Ja, disse timer ved bordet stter jeg virkelig pris p.

GREGERS.
Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.

RELLING.
Sumpluft?

HJALMAR.
 kom nu ikke med den snak igen!

GINA.
Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter
smnd ud hver evige dag.

GREGERS (gr fra bordet).
Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.

HJALMAR.
Stank!

GINA.
Ja, hvad synes du, Ekdal!

RELLING.
Om forladelse,--det skulde vel ikke vre Dem selv, som
bringer stanken med der oppe fra gruberne?

GREGERS.
Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind
i huset.

RELLING (gr hen til ham).
Hr, herr Werle junior, jeg har Dem strkt mistnkt for, at
De gr med den ideale fordring uforkortet i baglommen
endnu.

GREGERS.
I brystet gr jeg med den.

RELLING.
Ja, hvor fanden De s har den, s vil jeg ikke r' Dem til
at spille inkassator her, s lnge jeg er inde.

GREGERS.
Og hvis jeg gr det alligevel?

RELLING.
S kommer De p hodet ned over trapperne; nu ved De det.

HJALMAR (rejser sig).
Nej men, Relling!

GREGERS.
Ja, kast De mig bare ud--.

GINA (gr imellem dem).
Det fr De ikke lov til, Relling. Men det m jeg sige Dem,
herr Werle, at De, som gjorde alt det fle inde i
kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om
stank.

(Det banker p gangdren.)

HEDVIG.
Mor, der er nogen, som banker.

HJALMAR.
Se s; nu skal vi ha' det rend ogs!

GINA.
La' bare mig--. (gr hen og tmer dren, studser, farer
sammen og viger tilbage.) h! Uf da!

(Grosserer Werle, i pelsfrakke, trder et skridt indenfor.)

WERLE.
Be'r undskylde; men min sn skal nok bo her i huset.

GINA (svlger vejret).
Ja.

HJALMAR (gr nrmere).
Vil ikke herr grossereren vre s artig--?

WERLE.
Tak; jeg nsker blot at tale med min sn.

GREGERS.
Ja, hvad godt? Her str jeg.

WERLE.
Jeg nsker at tale med dig i dit vrelse.

GREGERS.
I mit vrelse--n--

(vil g.)

GINA.
Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at--

WERLE.
N, s ude p gangen da; jeg nsker en samtale under fire
jne.

HJALMAR.
Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen,
Relling.

(Hjalmar og Relling gr ind til hjre; Gina tar Hedvig med
sig ud i kkkenet.)

GREGERS (efter et kort ophold).
Ja, nu er vi alts under fire jne.

WERLE.
Du lod falde nogen yttringer igr aftes--. Og ssom du nu
har lejet dig ind hos Ekdals, s m jeg nsten formode, at
du har et eller andet i sinde imod mig.

GREGERS.
Jeg har i sinde at bne Hjalmar Ekdals jne. Han skal se sin
stilling, som den er;--det er det hele.

WERLE.
Er det den livsopgaven, du talte om igr?

GREGERS.
Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.

WERLE.
Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.

GREGERS.
Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tnker ikke p alt det
med mor--. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg gr og
jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.

WERLE.
Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.

GREGERS.
Jeg skulde ha trdt op imod dig dengang, der blev stillet
snarer for ljtnant Ekdal. Jeg skulde ha' advaret ham; for
jeg aned nok, hvor det vilde bre hen.

WERLE.
Ja, da burde du sandelig ha' talt.

GREGERS.
Jeg voved mig ikke til det; s fejg og forskrmt var jeg.
Jeg var s usigelig rd for dig--bde dengang og lnge
bagefter.

WERLE.
Den rdsel er gt over nu, lader det til.

GREGERS.
Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal,
bde af mig og af--andre, det kan aldrig bdes p; men
Hjalmar kan jeg fri ud af al den lgn og fortielse, som han
her holder p at g til grunde i.

WERLE.
Tror du, at du vilde gre en god gerning med det?

GREGERS.
Det tror jeg da s trstig.

WERLE.
Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde
takke dig til for en slig venskabstjeneste?

GREGERS.
Ja! Den mand er han.

WERLE.
Hm,--vi fr se.

GREGERS.
Og desuden--skal jeg bli' ved at leve lnger, s m jeg se
at finde helsebod for min syge samvittighed.

WERLE.
Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har vret sygelig
lige fra barnerene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers;
--den eneste arv, hun efterlod dig.

GREGERS (med et hnsk halvsmil).
Har du endnu ikke kunnet fordje den tort, at du regned
galt, da du trode, du skulde f formue med hende?

WERLE.
Lad os ikke komme ind p uvedkommende ting.--Holder du
alts fast ved det forst, at lede fotograf Ekdal ind p et
spor, som du formoder er det rigtige?

GREGERS.
Ja; det forst holder jeg fast ved.

WERLE.
N, s kunde jeg jo ha' sparet min gang her op. For da
nytter det vel ikke at sprge dig, om du vil flytte hjem til
mig igen?

GREGERS.
Nej.

WERLE.
Og ind i firmaet gr du vel ikke heller?

GREGERS.
Nej.

WERLE.
Godt. Men da jeg nu agter at indg nyt gteskab, s vil boet
bli' skiftet imellem os.

GREGERS (hurtigt)-
Nej; det nsker jeg ikke.

WERLE.
Du nsker det ikke?

GREGERS.
Nej, jeg tr ikke det for min samvittigheds skyld.

WERLE (lidt efter).
Rejser du op til vrket igen?

GREGERS.
Nej; jeg betragter mig som udtrdt af din tjeneste.

WERLE.
Men hvad vil du da sl ind p?

GREGERS.
Bare lse min livsopgave; ikke noget andet.

WERLE.
N, men siden da? Hvad vil du s leve af?

GREGERS.
Jeg har lagt lidt op af min ln.

WERLE.
Ja hvor lnge vil det forsl!

GREGERS.
Jeg tnker, det forslr min tid ud.

WERLE.
Hvad skal det sige?

GREGERS.
Nu svarer jeg ikke p mere.

WERLE.
Farvel da, Gregers.

GREGERS.
Farvel.

(Grosserer Werle gr.)

HJALMAR (kikker ind).
Nu gik han jo?

GREGERS.
Ja.

(Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer ogs,
fra kkkenet.)

RELLING.
Den frokosten, den gik da i vasken.

GREGERS.
Tag p dig, Hjalmar; du m g en lang tur med mig.

HJALMAR.
Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om
mig?

GREGERS.
Kom bare. Vi m snakke lidt sammen. Jeg gr ind og trkker
frakken p.

(ud gennem gangdren.)

GINA.
Du skulde ikke g ud med ham, Ekdal.

RELLING.
Nej gr ikke det, du; bliv hvor du er.

HJALMAR (tar sin hat og yderfrakke).
Hvad for noget! Nr en ungdomsven fler det behov at bne
sig for mig i enrum--!

RELLING.
Men, for fanden,--sknner du da ikke, at fyren er gal,
forrykt, forstyrret!

GINA.
Ja, der kan du bare hre. Hans mor havde ogs slige fysiske
raptusser iblandt.

HJALMAR.
Desto mere trnger han til en vens rvgne je. (til Gina.)
Lad endelig middagsmaden vre frdig i god betids. Farvel s
lnge.

(gr ud gennem gangdren.)

RELLING.
Det er da ogs en ulykke, at ikke det menneske gik til
helvede ned i en af Hjdalsgruberne.

GINA.
Jss',--hvorfor siger De det da?

RELLING (mumler).
 jo, for jeg har nu s mine funderinger.

GINA.
Tror De, at unge Werle er rigtig gal?

RELLING.
Nej desvrre; han er ikke galere end folk plejer vre. Men
en sygdom har han rigtignok i kroppen.

GINA.
Hvad er det for noget, som fejler ham da?

RELLING.
Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut
retskaffenhedsfeber.

GINA.
Retskaffenhedsfeber?

HEDVIG.
Er det en slags sygdom, det?

RELLING.
Jaha; det er en national sygdom; men den optrder kun
sporadisk, (nikker tu Gina.) Tak for maden!

(han gr ud gennem gangdren.)

GINA (driver i uro hen over gulvet).
Uf, den Gregers Werle,--det har altid vr't en fl fisk.

HEDVIG (str ved bordet og ser forskende p hende).
Dette her synes jeg er underligt.


        *       *       *       *       *




FJERDE AKT.


(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig vret fotograferet;
et apparat med klde over, et stativ, et par stole, en
konsol og deslige str fremme p gulvet.
Eftermiddagsbelysning; solen er ved at g bort; noget senere
begynder det at mrkne.)

(Gina str i den bne gangdr med en liden kasse og en vd
glasplade i hnden og taler med nogen udenfor.)

GINA.
Ja, ganske bestemt. Nr jeg lover noget, s holder jeg det
ogs. P mandag skal det frste dusinet vre frdig.--
Farvel, farvel!

(Man harer nogen g ned af trapperne. Gina lukker dren,
stikker pladen ind i kassen og stter denne ind i det
tildkkede apparat.)

HEDVIG (kommer ind fra kkkenet).
Gik de nu?

GINA (rydder op).
Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.

HEDVIG.
Men kan du sknne, at ikke far er kommet hjem endnu?

GINA.
Er du viss p, at han ikke er nede hos Relling?

HEDVIG.
Nej, der er han ikke; jeg flj ned kkkenvejen og spurte nu
nylig.

GINA.
Og s str vel maden og blir kold for ham ogs.

Hedvig
Ja tnk,--far, som altid passer s rigtig p at komme hjem
til middag!

GINA.
, nu kommer han snart, skal du se.

HEDVIG.
Ja gid han bare vilde komme; for, jeg synes, her er ble't s
underligt.


GINA (rber).
Der er han!

(Hjalmar Ekdal kommer ind geflnem gangdren.)

HEDVIG (imod ham).
Far!  nej, slig, som vi har ventet p dig!

GINA (skotter hen).
Du blev da svrt lnge borte, Ekdal.

HJALMAR (uden at se p hende).
Jeg blev noget lnge, ja.

(Han trkker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjlpe ham;
han afvrger det.)

GINA.
Har du kanske spist med Werle?

HJALMAR (hnger frakken op).
Nej.

GINA (gr mod kkkendren).
S skal jeg stte maden ind til dig.

HJALMAR.
Nej; lad maden vre. Jeg spiser ikke nu.

HEDVIG (gr nrmere).
Er det ikke bra' med dig, far?

HJALMAR.
Bra'?  jo, s tlelig. Vi gik en anstrngende tur sammen,
Gregers og jeg.

GINA.
Det skulde du ikke gre, Ekdal; for det er du ikke vant til.

HJALMAR.
Hm; der er mangt og meget, som en mand fr vnne sig til i
denne verden, (driver nat omkring.) Har her vret nogen,
mens jeg var ude?

GINA.
Ikke andre end de to kresterne.

HJALMAR.
Ingen nye bestillinger?

GINA.
Nej, idag ikke.

HEDVIG.
Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.

HJALMAR.
Gid det var s vel; for imorgen tnker jeg at ta' fat med
hele mit alvor.

HEDVIG.
Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag
imorgen?

HJALMAR.
N, det er jo sandt--. Ja, s iovermorgen da. Herefter vil
jeg gre al ting selv; jeg vil vre ganske alene om hele
arbejdet.

GINA.
Nej men hvad skal da det vre til, Ekdal? Det er jo bare at
gre dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og
s blir du ved at stelle med opfindelsen.

HEDVIG.
Og s med vildanden, far,--og med alle hnsene og
kaninerne og--!

HJALMAR.
Snak ikke til mig om det tjeri! Fra imorgen af stter jeg
aldrig mere min fod der inde p loftet.

HEDVIG.
Ja men, far, du lovte, mig jo, at imorgen skulde der bli'
tilstelning--

HJALMAR.
Hm, det er sandt. N, s fra iovermorgen da. Den fordmte
vildanden skulde jeg helst ha' lyst til at vri' halsen om
p!

HEDVIG (skriger).
Vildanden!

GINA.
Nu har jeg da aldrig hrt sligt!

HEDVIG (rusker i ham).
Nej men, far,--det er jo min vildand!

HJALMAR.
Derfor gr jeg det heller ikke. Jeg har ikke hjerte til det,
--ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg fler
s inderlig dybt, at jeg burde gre det. Jeg burde ikke tle
under mit tag en skabning, som har vret i de hnder.

GINA.
Men, herre gud, fordi om gamlefar har ft den af denne her
sjofle Pettersen, s--

HJALMAR (driver omkring).
Der er visse krav--. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig
sige--ideale krav,--visse fordringer, som en mand ikke
kan stte til side, uden at han tar skade p sin sjl.

HEDVIG (gr efter ham).
Men tnk, vildanden,--den stakkers vildanden!

HJALMAR (standser).
Du hrer jo, jeg skner den--for din skyld. Der skal ikke
krummes et hr p--; n, som sagt, jeg skner den. For der
er jo ogs strre opgaver, end som s, at ta' fat p. Men nu
skulde du g ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det s
passelig skummert for dig.

HEDVIG.
Nej, jeg bryr mig ikke om at g ud nu.

HJALMAR.
Jo, gr det; jeg synes, du myser s med jnene; du har ikke
godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under
dette tag.

HEDVIG.
Ja, ja da, s lber jeg ned kkkentrappen og gr indover en
liden stund. Kben og hatten--? , det ligger inde hos mig
selv. Far,--du m da endelig ikke gre vildanden noget
ondt, mens jeg er ude.

HJALMAR.
Ikke en fjr skal der ribbes af dens hode. (trykker hende
til sig.) Du og jeg, Hedvig,--vi to--! N, g bare, du.

(Hedvig nikker til forldrene og gr ud gennem kkkenet.)

HJALMAR (gr omkring uden at se op).
Gina.

GINA.
Ja?

HJALMAR.
Fra imorgen af--eller, lad os sige fra iovermorgen af--
kunde jeg ha' lyst til at fre husholdningsbogen selv.

GINA.
Vil du nu fre husholdningsbogen ogs?

HJALMAR.
Ja, eller ta' rede p indkomsterne i al fald.

GINA.
 gud hjlpe os, det er nok snart bestilt.

HJALMAR.
En skulde ikke tro det; for jeg synes, du fr pengene til at
strkke s mrkvrdig langt. (standser og ser p hende.)
Hvorledes gr det til?

GINA.
Det er fordi jeg og Hedvig behver s lidet.

HJALMAR.
Er det sandt, at far blir s rundelig betalt for den
arkskrivningen hos grosserer Werle?

GINA.
Jeg ved ikke, om det er s rundelig. Jeg kender ikke prisen
p sligt noget.

HJALMAR.
N, hvad fr han da s omtrent? Lad mig hre!

GINA.
Det er s forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster
os, og s en liden lommeskilling.

HJALMAR.
Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig fr!

GINA.
Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo s glad, fordi du
trodde, at han fik altingen af dig.

HJALMAR.
Og s fr han det fra grosserer Werle!

GINA.
 ja, grossereren har da nok at ta' af, han.

HJALMAR.
Lad mig f lampen tndt!

GINA (tnder).
Og s kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det
kan jo godt vre Grberg--

HJALMAR.
Hvorfor kommer du med den udflugten om Grberg?

GINA.
Nej jeg ved ikke; jeg tnkte bare--

HJALMAR.
Hm!

GINA.
Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet.
Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.

HJALMAR.
Jeg synes, du 'sklver s i stemmen.

GINA (stter skrmen p).
Gr jeg?

HJALMAR.
Og s ryster du p hnderne. Eller er det ikke s?

GINA (fast).
Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gt
og snakket om mig?

HJALMAR.
Er det sandt,--kan det vre sandt, at--at der var et
slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du
tjente der i huset?

GINA.
Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la' sig
efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i
det; og s gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun bde
slog mig og hun drog mig; det gjorde hun;--og s gik jeg
af tjenesten.

HJALMAR.
Men siden alts!

GINA.
Ja, s kom jeg jo hjem. Og mor--hun var ikke s real, som
du tnkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig bde om
det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand
da.

HJALMAR.
N, og s!

GINA.
Ja, det er vel bedst du fr vide det. Han gav sig ikke, fr
han fik sin vilje.

HJALMAR (slr huderne sammen).
Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget
for mig!

GINA.
Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha' sagt dig
det for lnge siden.

HJALMAR.
Straks skulde du ha' sagt mig det;--s havde jeg da vidst,
hvad du var for en.

GINA.
Men vilde du da ha' giftet dig med mig alligevel?

HJALMAR.
Hvor kan du tnke dig det!

GINA.
Nej; men derfor s turde jeg ikke sige dig noget dengangen.
For jeg kom jo til at holde s svrt af dig, som du ved. Og
jeg kunde da ikke gre mig selv rent ulykkelig--

HJALMAR (gr om).
Og det er min Hedvigs mor! Og s at vide, at alt, hvad jeg
her ser for mine jne--(sparker til en stol.)--hele mit
hjem,--det skylder jeg en begunstiget forgnger! , denne
forfreriske grosserer Werle!

GINA.
Angrer du p de fjorten--femten rene, som Vi har levet
sammen?

HJALMAR (stiller sig foran hende).
Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret p den
vv af fortielse, som du, ligesom en dderkop, har spundet
mig ind i? Svar mig p det! Har du virkelig ikke gt her og
vndet dig i anger og nag?

GINA.
 snille Ekdal, jeg har havt s rundelig nok med at tnke p
huset og alt det daglige bestyret--.

HJALMAR.
Du kaster alts aldrig et prvende blik p din fortid!

GINA.
Nej jeg havde, ved gud, nsten glemt disse her gamle
intrigerne, du.

HJALMAR.
 denne slve, fleslse ro! Den har for mig noget s
oprrende ved sig. Tnk,--ikke angre engang!

GINA.
Men sig mig nu, Ekdal,--hvad havde der ble't af dig, hvis
du ikke havde ft en slig kone, som jeg?

HJALMAR.
En slig--!

GINA.
Ja, for jeg har da altid vret ligesom lidt mere kontant og
suffisant end du. N, det forstr sig, jeg er jo ogs de par
r ldre.

HJALMAR.
Hvad der var ble't af mig!

GINA.
For du var da p alskens gale veje, den tiden du traf mig
frst; det kan du vel ikke ngte for.

HJALMAR.
S det kalder du gale veje? , du forstr ikke, hvorledes en
mand har det, nr han srger og fortviler;--navnlig en
mand med mit ildfulde gemyt.

GINA.
Nej, nej; kan s vre, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke
p det heller; for du blev jo s inderlig bra' en mand,
straks du havde ft hus og hjem.--Og nu havde vi ft det
s hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg
ogs snart begynde at koste lidt p os bde med mad og med
kl'r.

HJALMAR.
I fortielsens sump, ja.

GINA.
Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde f sin passasje
her i huset!

HJALMAR.
Ogs jeg syntes, at hjemmet var godt at vre i. Det var en
vildfarelse. Hvor henter jeg nu den forndne spnstighed
fra, til at fre opfindelsen over i virkelighedens verden?
Kanske dr den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina,
som har drbt den.

GINA (nr ved at grde).
Nej, du m da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som
alle mine dage bare vilde gre altingen til det bedste for
dig!

HJALMAR.
Jeg spr,--hvad blir der nu af familjeforsrgerens drm?
Nr jeg l der inde p sofaen og grubled over opfindelsen,
da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft.
Jeg flte jo nok, at den dag, da jeg havde ft patentet i
mine hnder,--den dag vilde bli min--afskedsdag. Og s
var det min drm, at da skulde du sidde igen som den
hedengangne opfinders velhavende enke.

GINA (trrer trerne af).
Nej, du m ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da
aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!

HJALMAR.
, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt!

(Gregers Werle bner varsomt gangdren og ser ind.)

GREGERS.
Tr jeg komme?

HJALMAR.
Ja; kom.

GREGERS (gr frem med strlende, fornjet ansigt og vil
rkke dem hnderne).
N, I kre mennesker--! (ser afveksiende p dem og hvisker
til Hjalmar): Alts ikke sket endnu?

HJALMAR (lydeligt).
Det er sket.

GREGERS.
Det er?

HJALMAR.
Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.

GREGERS.
Men ogs den mest lftede, tnker jeg.

HJALMAR.
N, forelbig har vi det i al fald fra hnden.

GINA.
Gud forlade Dem, herr Werle.

GREGERS (i stor forundring).
Men jeg forstr ikke dette.

HJALMAR.
Hvad forstr du ikke?

GREGERS.
S stort et opgr,---et opgr, som en hel ny livsfrelse
skal grundes p,--en livsfrelse, et samliv, i sandhed og
uden al fortielse--

HJALMAR.
Ja, jeg ved det nok; jeg ved det s godt.

GREGERS.
Jeg havde ventet s visst, at nr jeg kom ind af dren, s
skulde der sl mig imde et forklarelsens lys bde fra mand
og fra hustru. Og s ser jeg ikke andet for mig end dette
dumpe, tunge, triste--

GINA.
N s.

(tar lampeskrmen af.)

GREGERS.
De vil ikke forst mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal
der vel tid til--. Men du selv da, Hjalmar? Du m da vel ha
ta't en hjere indvielse af det store opgr.

HJALMAR.
Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige,--sdan p en
mde.

GREGERS.
For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med
det, at ha' tilgivelse for en fejlende og lfte hende op til
sig i krlighed.

HJALMAR.
Tror du en mand s let forvinder den beske drik, jeg nys har
tmt?

GREGERS.
Nej, en almindelig mand; det kan s vre. Men en mand som du
--!

HJALMAR.
Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du m jage p mig,
Gregers. Der skal tid til, ser du.

GREGERS.
Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.

(Relling er kommen ind gennem gangdren.)

RELLING.
Se s; er nu den vildanden p frde igen?

HJALMAR.
Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.

RELLING.
Grosserer Werles--? Er det ham, I snakker om?

HJALMAR.
Om ham og--os andre.

RELLING (halvhjt til Gregers).
Gid fanden havde Dem!

HJALMAR.
Hvad er det, du siger?

RELLING.
Jeg yttrer et inderligt nske om, at kvaksalveren vilde
forfje sig p hjemvejen. Blir han her, s er han mand for
at forkluddre jer begge to.

GREGERS.
De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu
ikke tale. Ham kender vi. Men ogs hun har visselig p
bunden af sit vsen noget trovrdigt, noget vederhftigt--

GINA (grdefrdig).
S skulde De bare lad't mig g for den jeg var da.

RELLING (til Gregers).
Er det nsevist at sprge om, hvad det er, De egentlig vil
her i huset?

GREGERS.
Jeg vil grundlgge et sandt gteskab.

RELLING.
S De synes ikke, Ekdals gteskab er godt nok, som det er?

GREGERS.
Det er visst et lige s godt gteskab, som s mange andre,
desvrre. Men et sandt gteskab er det endnu ikke ble't.

HJALMAR.
Du har aldrig havt je for det ideale krav, du Relling.

RELLING.
Sludder, gutten min!--Med forlov, herr Werle; hvor mange-
-bare s p en slump--hvor mange sande gteskaber har De
set i Deres liv?

GREGERS.
Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.

RELLING.
Ikke jeg heller.

GREGERS.
Men jeg har set s utallige gteskaber af den modsatte
slags. Og jeg har havt anledning til p nrt hold at se,
hvad et sligt gteskab kan bryde ned i et menneskepar.

HJALMAR.
En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans
fdder; det er det forfrdelige.

RELLING.
Ja, jeg har jo aldrig sdan egentlig vret gift; s jeg tr
ikke dmme om de ting. Men det ved jeg da, at til et
gteskab hrer barnet ogs. Og barnet skal I la' vre i
fred.

HJALMAR.
,--Hedvig! Min stakkers Hedvig!

RELLING.
Ja, Hedvig fr I vrs'go' se at holde udenfor. I to er
voksne mennesker; I fr i guds navn kluddre og klusse med
jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I
fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gre
en ulykke p hende.

HJALMAR.
En ulykke!

RELLING.
Ja, eller hun kan komme til at gre en ulykke p sig selv--
og kanske p andre med.

GINA.
Men hvor kan De da vide sligt, Relling?

HJALMAR.
Der er da vel aldrig nogen nr fare for jnene?

RELLING.
Dette her har ikke noget med jnene at skaffe. Men Hedvig er
i en vanskelig alder. Hun kan finde p alt det, som galt er.

GINA.
Ja tnk,--det gr hun ogs! Hun er begyndt at hussere s
stygt med varmen ude i kkkenet. Det kalder hun at lege
ildebrand. Jeg er mangen gang rd, hun skal stte fyr p
huset.

RELLING.
Ser De bare; jeg vidste det nok.

GREGERS (til Relling).
Men hvorledes forklarer De sdant noget?

RELLING (mut).
Hun er i stemmeskiftningen, far.

HJALMAR.
S lnge barnet har mig--! S lnge mit hode er oven mulde
--!

(Det banker p dren.)

GINA.
Hys, Ekdal; der er folk p gangen, (rber.) Vr s god!

(Fru Srby, i ydertj, kommer ind.)

FRU SRBY.
God aften!

GINA (gr imod hende).
Nej, er det dig, Berta!

FRU SRBY.
Ja smnd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?

HJALMAR.
Nej bevar's; et sendebud fra det hus--

FRU SRBY (til Gina).
Oprigtig talt havde jeg hbet, jeg ikke skulde trffe dine
mandfolk hjemme p denne tid; og s lb jeg opom for at
snakke lidt med dig og sige dig farvel.

GINA.
S? Rejser du da?

FRU SRBY.
Ja, imorgen tidlig;--op til Hjdal. Grossereren er rejst i
eftermiddag. (henkastende til Gregers.) Kan hilse s meget
fra ham.

GINA.
Nej tnk--!

HJALMAR.
S grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?

FRU SRBY.
Ja hvad siger De til det, Ekdal?

HJALMAR.
Vogt Dem, siger jeg.

GREGERS.
Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Srby.

HJALMAR.
Gifter han sig med hende!

GINA.
 nej, Berta; blev det da endelig!

RELLING (dirrer lidt i stemmen).
Dette her er da vel aldrig sandt?

FRU SRBY.
Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.

RELLING.
Vil De gifte Dem nu igen?

FRU SRBY.
Ja, det blir nok til det. Werle har lst kongebrev, og s
turer vi brylluppet i al stilhed oppe p vrket.

GREGERS.
S fr jeg vel nske Dem til lykke da som en god stedsn.

FRU SRBY.
Tak skal De ha', hvis De mener noget med det. Og jeg hber
da det, at det skal bli' til lykke bde for Werle og for
mig.

RELLING.
Det kan De trstig hbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig
fuld,--s vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at
skamsl sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren
gjorde.

FRU SRBY.
 lad nu Srby ligge, der han ligger. Han havde smnd sine
gode sider, han ogs.

RELLING.
Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.

FRU SRBY.
Han har i al fald ikke slset bort det bedste i sig. Den
mand, som det gr, han fr ta' flgerne.

RELLING.
Ikveld gr jeg ud med Molvik.

Fr'u Srby.
Det skulde De ikke, Relling. Gr ikke det;--for min skyld.

RELLING.
Der er ikke andet for. (til Hjalmar.) Vil du vre med, s
kom.

GINA.
Nej tak. Ekdal gr ikke med p den slags apartementer.

HJALMAR (arrig, halvhjt).
 s ti da!

RELLING.
Farvel, fru--Werle.

(gr ud germem gangdren.)

GREGERS (til fru Srby).
Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden
temmelig nje.

FRU SRBY.
Ja, vi har kendt hinanden i mange r. Det kunde smnd
engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to.

GREGERS.
Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.

FRU SRBY.
Ja det m De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for
at g efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig
rent vk heller.

GREGERS.
Er De slet ikke det mindste rd for, at jeg skal la' min far
f et nys om dette gamle bekendtskab?

FRU SRBY.
De kan da vel tnke, at jeg har sagt ham det selv.

GREGERS.
S?

FRU SRBY.
Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed
kunde falde p at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham;
det var det frste, jeg gjorde, da han lod sig mrke med, at
han havde hensigter.

GREGERS.
Da er De mere end almindelig benhjertig, synes jeg.

FRU SRBY.
benhjertig har jeg altid vret. Det kommer vi fruentimmer
lngst med.

HJALMAR.
Hvad siger du til det, Gina.

GINA.
, vi fruentimmer er nu s forskellige, vi. Nogen har det p
n vis og andre p en anden.

FRU SRBY.
Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig p den
vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt
dlgsml p noget for sit vedkommende. Se, det er det, som
nrmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke
med mig s bent som et barn. Det har han aldrig havt
lejlighed til fr. Han, den sunde livskraftige mand, fik
hele sin ungdom og alle sine bedste r igennem ikke hre
andet end straffeprkener. Og mangen gang drejed de prkener
sig on de mest indbildte forgelser,--efter hvad jeg har
lad't mig sige.

GINA.
Ja, det er rigtignok s sandt, som det er sagt.

GREGERS.
Hvis fruerne vil ind p de enemrker, s er det bedst jeg
gr.

FRU SRBY.
De kan gerne bli' for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et
ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha' rede p, at jeg ikke
har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed.
Det kan kanske synes, at det er en svrt stor lykke, jeg
gr; og det er det jo ogs p en mde. Men jeg mener
alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal
visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen
anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjaelpels.

HJALMAR.
Blir han hjlpels?

GREGERS (til fru Srby).
Ja, ja, tal nu ikke om det her.

FRU SRBY.
Det nytter ikke at skjule det lnger, s gerne han end vil.
Han blir blind.

HJALMAR (studser).
Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han
ogs?

GINA.
Det blir jo s mange.

FRU SRBY.
Og en kan vel tnke sig, hvad det vil sige for en
forretningsmand. N, jeg skal prve p at bruge mine jne
for ham s godt jeg kan. Men nu tr jeg ikke bli' lnger;
jeg er s opkavet i denne tid.--Ja, det var det, jeg
skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle
kunde tjene Dem med, s skulde De bare henvende Dem til
Grberg.

GREGERS.
Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for.

FRU SRBY.
Ja s-, jeg synes da ikke, at han fr i tiden--

GINA.
Jo, Berta, nu behver ikke Ekdal at ta' nogen tingen fra
grosserer Werle.

HJALMAR (langsomt og med vgt).
Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg
i den nrmeste fremtid agter at g til bogholder Grberg--

GREGERS.
Hvad! Kan du ville det?

HJALMAR.
--g til bogholder Grberg, siger jeg, og forlange en konto
over det belb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale
denne resgld--; ha-ha-ha, det skal kaldes en resgld!
Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.

GINA.
Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til.

HJALMAR.
Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrdent p
min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine
ndskrfter oppe under denne anstrngende beskftigelse, det
er nsket om at bli' en pinlig gldsbyrde kvit. Derfor gr
jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigre
mig for Deres vordende gteflles pekunire udlg.

FRU SRBY.
Her er nok sket et eller andet her i huset.

HJALMAR.
Ja, det er det.

FRU SRBY.
N, s farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med
dig om, Gina; men det fr vre til en anden gang. Farvel.

(Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina flger fru Srby til
dren.)

HJALMAR.
Ikke ud over trskelen, Gina!

(Fru Srby gr; Gina lukker efter hende.)

HJALMAR.
Se s, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gldspost fra
hnden.

GREGERS.
Snart i al fald.

HJALMAR.
Jeg tror, min holdning m kaldes korrekt.

GREGERS.
Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.

HJALMAR.
I visse tilflde er det umuligt at stte sig ud over de
ideale krav. Som familieforsrger m jeg jo vri' og vnde
mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spg for
en ubemidlet mand at skulle indfri en mangerig
gldsfordring, som der, s at sige, havd lagt sig
glemselens stv over. Men det fr vre det samme; mennesket
i mig krver ogs sin ret.

GREGERS (lgger hnden p hans skulder).
Kre Hjalmar,--var det s ikke godt, at jeg kom?

HJALMAR.
Jo.

GREGERS.
At du fik fuld klarhed over alle forhold,--var ikke det
godt?

HJALMAR (lidt utlmodig).
Jo visst var det godt. Men der er n ting, som oprrer min
retfrdighedsflelse.

GREGERS.
Og hvad er det for noget?

HJALMAR.
Det er dette her, at--; ja, jeg ved ikke, om jeg tr yttre
mig s uforbeholdent om din far.

GREGERS.
Tag ikke noget som helst hensyn til mig.

HJALMAR.
N vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget s oprrende at
tnke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som
realiserer det sande gteskab.

GREGERS.
Nej men hvor kan du da sige sligt!

HJALMAR.
Jo visst blir det s. Din far og fru Srby indgr jo nu en
gtepagt, som er bygget p fuld fortrolighed, bygget p hel
og ubetinget benhjertighed fra begge sider; de stikker
ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse
bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg s m udtrykke
mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.

GREGERS.
N ja, hvad s?

HJALMAR.
Ja, men s er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette
her vanskelige, som du selv sa', hrte til, for at grunde
det sande gteskab.

GREGERS.
Men det er jo p en ganske anden mde, Hjalmar. Du vil da
vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to--?
N, du forstr mig nok.

HJALMAR.
Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget,
som srer og krnker min retsbevidsthed. Det ser jo akkurat
ud, som om der slet ingen retfrdig verdensstyrelse var til.

GINA.
Uf nej, Ekdal, sligt m du da, ved gud, ikke sige.

GREGERS.
Hm; lad os ikke komme ind p de sprsml.

HJALMAR.
Men p den anden side er det jo rigtignok som om jeg jner
skbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.

GINA.
 det er kanske ikke s sikkert.

HJALMAR.
Det er utvilsomt. Vi br ikke tvile p det i al fald; for
just i dette faktum ligger den retfrdige gengldelse. Han
har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning.

GREGERS.
Desvrre, han har forblindet mange.

HJALMAR.
Og nu kommer den ubnhrlige, den gdefulde, og krver
grossererens egne jne.

GINA.
Nej, at du tr sige sligt stygt noget! Jeg blir rent rd.

HJALMAR.
Det er tjenligt at fordybe sig i tilvrelsens natsider en
gang imellem.

(Hedvig, i hat og kbe, kommer glad og forpustet ind gennem
gangdren.)

GINA.
Er du alt der igen?

HEDVIG.
Ja, jeg vilde ikke g lnger. Og det var godt; for nu mdte
jeg nogen i porten.

HJALMAR.
Det var vel denne fru Srby.

HEDVIG.
Ja.

HJALMAR (gr op og ned).
Jeg vil hbe, du skal ha' set hende for sidste gang.

(Taushed. Hedvig ser forknyt snart p den ene snart p den
anden som for at udforske stemningen.)

HEDVIG (nrmer sig indsmigrende).
Far.

HJALMAR.
N,--hvad er det, Hedvig?

HEDVIG.
Fru Srby havde noget med til mig.

HJALMAR. (standser).
Til dig?

HEDVIG.
Ja. Det er noget, som skal vre til imorgen.

GINA.
Berta har altid havt en liden ting til dig p den dagen.

HJALMAR.
Hvad er det for noget?

HEDVIG.
Nej, det kan du ikke f vide nu; for mor skal gi' mig det p
sengen imorgen tidlig.

HJALMAR.
, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor!

HEDVIG (skynder sig).
Nej, du kan gerne f se det. Det er et stort brev.

(tar brevet op af kbelommen).

HJALMAR.
Et brev ogs?

HEDVIG.
Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men
tnk,--et brev! Jeg har aldrig ft noget brev fr. Og s
str der frken udenp det. (lser.) Frken Hedvig
Ekdal. Tnk,--det er mig.

HJALMAR.
Lad mig se det brev.

HEDVIG (rkker ham det).
Der kan du se.

HJALMAR.
Det er grosserer Werles hnd.

GINA.
Er du viss p det, Ekdal?

HJALMAR.
Se selv.

GINA.
 tror du, jeg sknner mig p sligt?

HJALMAR.
Hedvig, m jeg bne brevet--og lse det?

HEDVIG.
Ja det m du gerne, hvis du vil.

GINA.
Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo vre til imorgen.

HEDVIG (sagte).
 kan du ikke la' ham lse det! Det er visst noget godt; og
s blir far glad; og s blir her fornjeligt igen.

HJALMAR.
Jeg m alts bne det?

HEDVIG.
Ja, vr s snil, far. Det skal bli morsomt at f vide, hvad
det er.

HJALMAR.
Godt. (bner brevet, tar et papir ud, lser det igennem og
synes forvirret.) Hvad er da dette her--?

GINA.
Hvad str der for noget da?

HEDVIG.
 ja, far,--sig det!

HJALMAR.
Vr Stille, (lser det en gang til igennem; er bleven bleg,
men siger behersket:) Det er et gavebrev, Hedvig.

HEDVIG.
Nej, tnk! Hvad fr jeg da?

HJALMAR.
Ls selv.

HEDVIG (gr hen og lser en stund ved lampen).

HJALMAR (halvhjt, knytter hnderne).
jnene! jnene,--og s det brevet!

HEDVIG (afbryder lsningen).
Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha' det.

HJALMAR (tar brevet fra hende).
Du Gina,--kan du forst dette her?

GINA.
Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.

HJALMAR.
Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle
bedstefar ikke mere behver at bemje sig med den
arkskriften, men at han herefter kan hve hundrede kroner
mnedlig p kontoret--

GREGERS.
Aha!

HEDVIG.
Hundrede kroner, mor! Det lste jeg.

GINA.
Det blir jo godt for bedstefar.

HJALMAR.
--hundrede kroner, s lnge han har det ndig,--det vil
naturligvis sige, s lnge til han har lukket sine jne.

GINA.
N, s er da han forsrget, stakkers.

HJALMAR.
Men s kommer det. Det lste du nok ikke, Hedvig. Bagefter
skal denne gave g over p dig.

HEDVIG.
P mig! Alt sammen?

HJALMAR.
Du er sikkret det samme belb for hele dit liv, skriver han.
Hrer du det, Gina?

GINA.
Ja, jeg hrer det nok.

HEDVIG.
Tnk--alle de penge, jeg fr! (rusker i ham.) Far, far, er
du da ikke glad--?

HJALMAR (undviger hende).
Glad! (gr om p gulvet.) , hvilke fjernsyn,--hvilke
perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er
det, han betenker s rigelig!

GINA.
Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag--

HEDVIG.
Og du fr det jo alligevel, far! Du kan da vel tnke, at jeg
vil gi' alle pengene til dig og mor.

HJALMAR.
Til mor, ja! Der har vi det.

GREGERS.
Hjalmar, dette her er en snare, som lgges for dig.

HJALMAR.
Tror du, det skulde vre en snare nu igen?

GREGERS.
Da han var her imorges, sa' han: Hjalmar Ekdal er ikke den
mand, som du indbilder dig.

HJALMAR.
Ikke den mand--!

GREGERS.
Du skal f se det, sa' han.

HJALMAR.
Du skulde f se, at jeg lod mig afspise med penge--!

HEDVIG.
Men, mor, hvad er det da for noget?

GINA.
G ud og tag af dig tjet.

(Hedvig gr grdefrdig ud gennem kkkendren.)

GREGERS.
Ja, Hjalmar,--nu vil det vise sig, hvem der har ret, han
eller jeg.

HJALMAR (river langsomt papiret tvers over, lgger begge
stykkerne p bordet og siger):
Her er mit svar.

GREGERS.
Det vented jeg.

HJALMAR (gr hen til Gina, som str ved ovnen, og siger
dmpet):
Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham
blev belt forbi, da du--kom til at holde af mig, som du
kalder det,--hvorfor satte han os da i stand til at gifte
os?

GINA.
Han tnkte vel, han skulde f sin gang her i huset.

HJALMAR.
Bare det? Var han ikke rd for en viss mulighed?

GINA.
Jeg sknner ikke, hvad du mener.

HJALMAR.
Jeg vil vide, om--dit barn har ret til at leve under mit
tag.

GINA (retter sig ivejret; jnene lyner).
Og det spr' du om!

HJALMAR.
Du skal svare mig p dette ene: Hrer Hedvig mig til--
eller--? N!

GINA (ser p ham med kold trods).
Jeg ved ikke.

HJALMAR (dirrer let).
Du ved det ikke!

GINA.
Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er--

HJALMAR (stille, vender sig fra hende).
S har jeg ikke mere at gre her i huset.

GREGERS.
Betnk dig p dette, Hjalmar!

HJALMAR (tar sin yderfrakke p).
Her er ingen ting at betnke for en mand, som jeg.

GREGERS.
Jo, her er s usigelig meget at betnke. Sammen m I tre
vre, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens
offerstemning.

HJALMAR.
Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten.)
Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i grd.)
Gregers, jeg har ikke noget barn!

HEDVIG (som har bnet kkkendren).
Hvad er det du siger! (hen til ham.) Far, far!

GINA.
Se s!

HJALMAR.
Kom ikke nr mig, Hedvig! G langt bort. Jeg taler ikke at
se dig. , de jnene--! Farvel.

(vil imod dren.)

HEDVIG (hnger sig fast i ham og skriger hjt).
Nej da! Nej da! G ikke ifra mig!

GINA (rber).
Se p barnet, Ekdal! Se p barnet!

HJALMAR.
Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg m ud;--vk fra alt dette!

(Han river sig ls fra Hedvig og gr ud gennem gangdren.)

HEDVIG (med fortvilede jne).
Han gr fra os, mor! Han gr fra os! Han kommer aldrig mere
igen!

GINA.
Bare ikke grd, Hedvig. Far kommer nok igen.

HEDVIG (kaster sig hulkende ned i sofaen).
Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.

GREGERS.
Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?

GINA.
Ja, jeg tror det nsten; men gud forlade Dem alligevel.


HEDVIG (ligger i sofaen).
 jeg synes jeg m d af dette her! Hvad har jeg da gjort
ham? Mor, du m f ham hjem igen!

GINA.
Ja, ja, ja; vr bare rolig, s skal jeg g ud og se efter
ham. (tar ydentjet p.) Kanske han er gt indom til
Relling. Men s skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig
det?

HEDVIG (grder krampagtigt).
Ja, jeg skal la' det vre; nr bare far kommer igen.

GREGERS (til Gina, som vil g).
Var det ikke bedre alligevel, at De frst lod ham kmpe sin
smertens kamp til ende?

GINA.
, det fr han gre bagefter. Frst og fremst m vi f
stagget barnet.

(gr ud gennem gangdren.)

HEDVIG (stter sig oprejst og trrer trerne af).
Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke
far vide af mig mere?

GREGERS.
De skal ikke sprge om det, forinden De er ble't stor og
voksen.

HEDVIG (hikster).
Men jeg kan da ikke g og vre s grsselig bedrvet lige
til jeg blir stor og voksen.--Jeg sknner nok, hvad det
er.--Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.

GREGERS (urolig).
Hvorledes skulde det g til?

HEDVIG.
Mor kan jo ha' fundet mig. Og nu har kanske far ft vide
det; for sligt har jeg lst om.

GREGERS.
N, men om s var--

HEDVIG.
Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja
nsten mere. Vildanden har vi jo ogs ft sendendes til
forring, og alligevel holder jeg s svrt af den.

GREGERS (afledende).
Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden,
Hedvig.

HEDVIG.
Den stakkers vildanden. Den tler han heller ikke at se for
sine jne mere. Tnk, han har ft lyst til at vri' halsen om
p den!

GREGERS.
 det gr han da visst ikke.

HEDVIG.
Nej, men han sa' det. Og det synes jeg var s flt sagt af
far; for jeg lser bn for vildanden hver aften og br, at
den m blive bevaret for dden og alt det, som ondt er.

GREGERS (ser p hende).
Plejer De lse aftenbn?

HEDVIG.
Jaha.

GREGERS.
Hvem har vnnet Dem til det?

HEDVIG.
Jeg selv; for det var en gang far var s syg og havde igler
p halsen; og s sa' han, at' han sad med dden i hnderne.

GREGERS.
N ja?

HEDVIG.
S holdt jeg bn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er
jeg ble't ved med det.

GREGERS.
Og nu br De for vildanden ogs?

HEDVIG.
Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var
s sygelig i frstningen.

GREGERS.
Lser De kanske morgenbn ogs?

HEDVIG.
Nej det gr jeg da rigtignok ikke.

GREGERS.
Hvorfor ikke liges godt morgenbn?

HEDVIG.
Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget
videre at vre rd for.

GREGERS.
Og den vildanden, som De holder s inderlig af, den vilde
Deres far vri' halsen om p.

HEDVIG.
Nej, han sa', det var bedst for ham, om han gjorde det; men
han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af
far.

GREGERS (lidt nrmere).
Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?

HEDVIG (rejser sig).
Vildanden!

GREGERS.
Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og
vd i verden?

HEDVIG.
Tror De, det vilde hjlpe?

GREGERS.
Prv det, Hedvig.

HEDVIG (sagte, med lysende jne).
Ja, jeg vil prve det.

GREGERS.
Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?

HEDVIG.
Jeg vil b bedstefar skyde vildanden for mig.

GREGERS.
Ja, gr s. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!

HEDVIG.
Hvorfor ikke det?

GREGERS.
Hun forstr os ikke.

HEDVIG.
Vildanden? Jeg vil prve det imorgen tidlig?

(Gina kommer ind gennem gangdren.)

HEDVIG (imod hende).
Traf du ham, mor?

GINA.
Nej; men jeg hrte, han havde vret indom og ft Relling med
sig.

GREGERS.
Er De viss p det?

GINA.
Ja, portkonen sa' det. Molvik var ogs gt med, sa' hun.

GREGERS.
Og det nu, da hans sind trnger s hrdt til at kmpe i
ensomhed-!

GINA (tar tjet af).
Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har
trukket ham hen! Jeg flj over til madam Eriksen; men der
var de ikke.

HEDVIG (kmper med grden).
, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!

GREGERS.
Han kommer hjem igen. Jeg skal bre bud til ham imorgen; og
da skal De f se, hvorledes han kommer. Sov s trstig p
det, Hedvig. God nat.

(han gr ud gennem gangdren.)

HEDVIG (kaster sig hulkende om Ginas hals).
Mor, mor!

GINA (klapper hende p ryggen og sukker):
Ak ja; Relling havde ret, han. S gr det, nr der kommer
galne folk og pressenterer den intrikate fordringen.

 * * * * *




FEMTE AKT.


(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt grt morgenlys falder ind;
der ligger vd sne p de store ruder i tagvinduet.)

(Gina, med smkkeforklde p, kommer med en stvekost og en
trreklud fra kkkenet og gr hen imod dagligstuedren. I
det same kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.)

GINA (standser).
N?

HEDVIG.
Jo, mor, jeg tror nsten, han er nede hos Relling--

GINA.
Ser du bare!

HEDVIG.
--for portkonen sa', hun hrte, at Relling havde to stykker
med sig, da han kom hjem i nat.

GINA.
Det var nok det, jeg tnkte.

HEDVIG.
Men det nytter jo ikke noget, nr han ikke vil komme op til
os.

GINA.
I det mindste s vil jeg da ned og snakke med ham.

(Gamle Ekdal, i slbrok og tfler og med tndt pibe, kommer
frem i dren til sit vrelse.)

EKDAL.
Du Hjalmar--. Er ikke Hjalmar hjemme?

GINA.
Nej, han er nok gt ud.

EKDAL.
S tidlig? Og i sligt et forrygendes snkav? Ja, ja; vr s
god; jeg kan g morgenturen alene, jeg.

(Han skyder loftsdren tilside; Hedvig hjlper ham; han gr
derind; hun lukker efter ham.)

HEDVIG (halvhjt).
Tnk, mor, nr stakkers bedstefar fr hre, at far vil rejse
ifra os.

GINA.
 prat; bedstefar m ikke f hre noget om det. Det var en
guds lykke, at han ikke var hjemme igr under al den
hurlomhejen.

HEDVIG.
Ja men--

(Gregers kommer ind gennem gangdren.)

GREGERS.
N? Har De s ft spurlag p ham?

GINA.
Han skal nok vre nede hos Relling, siger de.

GREGERS.
Hos Relling! Har han virkelig vret ude med de mennesker?

GINA.
Han har nok det.

GREGERS.
Ja men han, som trngte s inderlig til ensomhed og til at
samle sig i alvor--!

GINA.
Ja De m s sige.

(Relling kommer ind fra gangen.)

HEDVIG (imod ham).
Er far hos Dem?

GINA (samtidigt).
Er han der?

RELLING.
Ja visst er han s.

HEDVIG.
Og De, som ikke siger os til!

RELLING.
Ja, jeg er et b-st. Men frst s havde jeg det andre b-
stet at holde styr p; ja, han, den dmoniske, naturligvis;
og siden s sovned jeg ind s tungt at--.

GINA.
Hvad siger Ekdal idag?

RELLING.
Han siger ingen verdens ting.

HEDVIG.
Snakker han slet ikke?

RELLING.
Ikke et levendes ord.

GREGERS.
Nej, nej; det kan jeg s godt forst.

GINA.
Men hvad tar han sig da til?

RELLING.
Han ligger p sofaen og snorker.

GINA.
S? Ja, Ekdal er svr til at snorke.

HEDVIG.
Sover han? Kan han sove?

RELLING.
Ja, det lader s'gu' til det.

GREGERS.
Begribelig; efter den sjlestrid, som har oprevet ham--

GINA.
Og s han, som aldrig er vant til at svrme udendrs om
ntterne.

HEDVIG.
Det er kanske bra', det, at han fr sove, mor.

GINA.
Det tnker jeg ogs. Men s er det ikke vrdt, vi muntrer
ham for tidlig da. Tak skal De ha', Relling. Nu m jeg frst
f gjort huset lidt rensligt og pent, og s--. Kom og hjlp
mig, Hedvig.

(Gina og Hedvig gr ind i dagligstuen.)

GREGERS (vender sig til Relling).
Kan De forklare mig den ndelige rrelse, som nu foregr i
Hjalmar Ekdal?

RELLING.
Jeg har, min sl, ikke mrket, at der foregr nogen ndelig
rrelse i ham.


GREGERS.
Hvad! P et sligt vendepunkt, da hele hans liv har ft et
nyt grundlag--? Hvor kan De tnke Dem, at en personlighed
som Hjalmar--?

RELLING.
, personlighed--han! Hvis han nogensinde har havt ansats
til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, s
er bde rdderne og trvlerne ble't grundigt exstirperet
allerede i gutterene; det kan jeg forsikkre Dem.

GREGERS.
Det skulde dog vre mrkeligt--med den krlighedsfulde
opdragelse, som han har nydt.

RELLING.
Af de to forskruede, hysteriske tante-frkenerne, mener De?

GREGERS.
Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den
ideale fordring i glemmebogen;--ja, nu skal De vel til at
gre nar igen.

RELLING.
Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god
besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse
sine tvende sjlemdre. Men jeg tror ikke, han har stort
at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds
er ble't holdt for et lys--

GREGERS.
Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?

RELLING.
Jeg har aldrig mrket noget til det. At hans far trodde det,
--lad det g; for gamle ljtnanten har jo vret et f alle
sine dage.

GREGERS.
Han har alle sine dage vret en mand med barnesind; det er
det, De ikke sknner.

RELLING.
Ja, ja da! Men da s den kre sde Hjalmar var ble't student
p en mde, s galdt han straks for det store fremtidslys
blandt kammeraterne ogs. Vakker var han jo, det drog,--
rd og hvid,--slig, som smjomfruer helst vil ha' fyrene;
og da han nu havde dette letrrte gemyttet og dette
hjertevindende i rsten, og da han forstod s pent at
deklamere andres vers og andres tanker--

GREGERS (harmfuld).
Er det Hjalmar Ekdal, De taler sledes om?

RELLING.
Ja, med Deres tilladelse; for sledes ser det ud indvendig,
det gudebillede, som De ligger nsegrus for.

GREGERS.
Jeg trodde dog ikke, at jeg var s aldeles blind heller.

RELLING.
 jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De
ogs, ser De.

GREGERS.
Det har De ret i.

RELLING.
Jaha. De lider af et kompliceret tilflde. Frst er det nu
denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og s det, som vrre
er,--altid gr De og rsker i tilbedelses-delirium; altid
skal De ha' noget at beundre udenfor Deres egne grejer.

GREGERS.
Ja udenfor mit eget m jeg visselig sge det.

RELLING.
Men De tar s skammelig fejl af de store vidunderfluerne,
som De tror at se og hre omkring Dem. De er atter igen
kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her
bor ikke solvente folk her i huset.

GREGERS.
Nr De ikke har hjere tanker om Hjalmar Ekdal, end som s,
hvor kan De da finde nogen glde i stdt og stadig at vre
sammen med ham?

RELLING.
Herre gud, jeg skulde da vre en slags doktor, med skam at
sige; og s m jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i
hus med.

GREGERS.
Se s! Er Hjalmar Ekdal ogs syg?

RELLING.
Folk er syge omtrent alle i hob, desvrre.

GREGERS.
Og hvad kur bruger De s for Hjalmar?

RELLING.
Min sdvanlige. Jeg srger for at holde livslgnen oppe i
ham.

GREGERS.
Livs--lgnen? Jeg hrte ikke rigtig--?

RELLING.
Jo, jeg sa' livslgnen. For livslgnen er det stimulerende
princip, det, ser De.

GREGERS.
M jeg sprge, hvad det er for en livslgn, Hjalmar er
befngt med?

RELLING.
Nej tak; jeg forrder ikke slige hemmeligheder til
kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere
for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den p
Molvik ogs. Ham har jeg gjort dmonisk. Det er nu den
fontanellen, jeg mtte stte ham i nakken.

GREGERS.
Er han da ikke dmonisk?

RELLING.
Hvad fan' vil det sige at vre dmonisk? Det er jo bare
noget sludder, som jeg fandt p for at berge livet i ham.
Havde jeg ikke det gjort, s var det stakkers skikkelige
svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange
herrens r siden. Og s gamle ljtnanten da! Men han har nu
rigtignok fundet p kuren selv.

GREGERS.
Ljtnant Ekdal? Hvad han?

RELLING.
Ja, hvad mener De om det, at han, bjrnejgeren, gr der
inde p mrkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere
skytter til i verden, end han, den gamle manden, nr han fr
tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem
fortrkede juletrerne, som han har gemt p, de er for ham
det samme, som hele, store, friske Hjdalsskogen; hanen og
alle hnerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne,
som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han
gir sig i kast med, han, den sprke friluftsgubben.

GREGERS.
Den ulykkelige gamle ljtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok
mttet sl af p sin ungdoms idealer.

RELLING.
Mens jeg husker det, herr Werle junior,--brug ikke det
udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord:
lgne.

GREGERS.
Mener De, at de to ting er i slgt med hinanden?

RELLING.
Ja, omtrent som tyfus og forrdnelsesfeber.

GREGERS.
Doktor Relling, jeg gir mig ikke, fr jeg har reddet Hjalmar
ud af Deres klr!

RELLING.
Det turde bli' vrst for ham. Tar De livslgnen fra et
gennemsnitsmenneske, s tar De lykken fra ham med det samme,
(til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.) N, lille vildand
-mor, nu gr jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og
funderer p den mrkelige opfindelsen.

(gr ud gennem gangdren.)

GREGERS (nrmer sig Hedvig).
Jeg kan se p Dem, at det ikke er fuldbragt.

HEDVIG.
Hvilket? , det med vildanden. Nej.

GREGERS.
Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde fres ud i handling,
kan jeg tnke.

HEDVIG.
Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vgned idag tidlig
og husked p det, vi havde snakket om, s syntes jeg, det
var s underligt.

GREGERS.
Underligt?

HEDVIG.
Ja jeg ved ikke--. Igr kveld, straks med det samme, syntes
jeg, der var noget s dejligt i det; men da jeg havde sovet,
og husked p det igen, s syntes jeg ikke, det var noget
videre.

GREGERS.
 nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gt til
spilde i Dem.

HEDVIG.
Ja det bryr jeg mig ikke om; nr bare far vilde komme op, s--

GREGERS.
, havde De s sandt fat opladt je for det, som gir livet
vrd,--havde De det sande, glade, modige offersind, s
skulde De vel f se, hvorledes han kom op til Dem.--Men
jeg tror p Dem endnu, jeg, Hedvig.

(han gr ud gennem gangdren.)

(Hedvig driver om p gulvet; derp vil hun g ud i kkkenet;
idet
samme banker det indenfor p loftsdren; Hedvig gr hen og
bner p
klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver dren for igen.)

EKDAL.
Hm, det er klein moro at g morgentur alene, du.

HEDVIG.
Havde du ikke lyst til at g p jagt, bedstefar?

EKDAL.
Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mrke da; en kan knapt se
frem for sig.

HEDVIG.
Fr du aldrig lyst til at skyde p noget andet end de
kaninerne?

EKDAL.
Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?

HEDVIG.
Ja men vildanden da?

EKDAL.
H--h; er du rd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig
i verden, du. Aldrig det.

HEDVIG.
Nej, du kunde vel ikke; for det skal vre svrt at skyde
vildnder.

EKDAL.
Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.

HEDVIG.
Hvorledes vilde du da bre dig ad, bedstefar;--jeg mener
ikke med min vildand men med andre?

EKDAL.
Vilde se til at f skud p dem under brystet, sknner du;
for det er det sikkreste. Og s skal i de skydes mod fjren,
ser du,--ikke med fjren.

HEDVIG.
Dr de da, bedstefar?

EKDAL.
Ja gu' dr de--nr en skyder rigtig. N; m vel ind og
pudse mig. Hm,--forstr nok--hm.

(gr ind i sit vrelse.)

HEDVIG (venter lidt, skotter mod stuedren, gr hen til
reolen, strkker sig p terne, tar den dobbeltlbede pistol
ned fra hylden og ser p den).

(Gina, med stvekost og trreklud, kommer fra dagligstuen.)

HEDVIG (lgger hurtig og ubemrket pistolen fra sig).

GINA.
Ikke st og rod i fars sager, Hedvig.

HEDVIG (gr fra reolen).
Jeg vilde bare rydde lidt.

GINA.
G heller ud i kkkenet og se om kaffien holder sig varm;
jeg vil ta' brettet med, nr jeg gr ned til ham.

(Hedvig gr ud; Gina begynder at feje og gre rent i
atelieret.)

(Om en stund bnes gangdren nlende, og Hjalmar Ekdal ser
ind; han har overfrakken p, men er uden hat, uvasket og med
forpjusket, uredt hr; jnene er slve og matte.)

GINA (blir stende med kosten i hnden og ser p ham).
, nej da, Ekdal,--kommer du alligevel?

HJALMAR (trder ind og svarer med dump rst):
Jeg kommer--for at forsvinde i den samme stund.

GINA.
Ja, ja; kan nok tnke mig det. Men Jss' da,--hvorledes er
det, du ser ud!

HJALMAR.
Ser ud?

GINA.
Og s den pene vinterfrakken din! N, den har da ft sin
bekomst.

HEDVIG (i kkkendren).
Mor, Skal jeg ikke-? (ser Hjalmar, skriger hjt af glde og
lber imod ham.)  far, far!

HJALMAR (vender sig bort og slr ud med hnden).
Vk, vk, vk! (til Gina.) F hende vk fra mig, siger jeg!

GINA (halvhjt).
G ind i dagligstuen, Hedvig.

(Hedvig gr stille derind.)

HJALMAR (travlt, trkker bordskuffen ud).
Jeg m ha' mine bger med mig. Hvor er mine bger?

GINA.
Hvilke bger?

HJALMAR.
Mine videnskabelige vrker, naturligvis,--de tekniske
tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.

GINA (sger i reolen).
Er det disse her, som ikke er nogen perm p?

HJALMAR.
Ja visst er det s.

GINA (lgger en bunke hfter p bordet).
Skal jeg ikke f Hedvig til at skre dem op for dig?

HJALMAR.
Behves ingen opskring for mig.

(kort taushed.)

GINA.
Det blir alts ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?

HJALMAR (roder mellem bgerne).
Ja det forstr sig da af sig selv, synes jeg.

GINA.
Ja-ja.

HJALMAR (hftigt).
For jeg kan da ikke g her og f mit hjerte gennemboret hver
time p dagen!

GINA.
Gud forlade dig, at du kan tro s stygt om mig.

HJALMAR.
Bevis--!

GINA.
Jeg synes, du skulde bevise.

HJALMAR.
Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav--; jeg
kunde fristes til at kalde dem ideale krav--

GINA.
Men gamlefar da? Hvad skal der bli' af ham, stakker?

HJALMAR.
Jeg kender min pligt; den hjlpelse flytter med mig. Jeg
vil ud i byen og gre anstalter--. Hm--. (nlende.) Er der
ingen, som har fundet min hat p trapperne?

GINA.
Nej. Har du mistet hatten?

HJALMAR.
Jeg havde den naturligvis p, da jeg kom inat; det er der
ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.

GINA.
Jss', hvor har du da vret henne med de to ranglefanterne?

HJALMAR.
, sprg mig ikke om uvsentlige ting. Tror du, jeg er i
stemning til at huske p enkeltheder?

GINA.
Bare du ikke har forklet dig, Ekdal.

(gr ud i kkkenet.)

HJALMAR (taler med sig selv, halvhjt og forbittret, mens
han tmmer bordskuffen).
Du er en skurk, Relling!--En kltring er du!--Ah,
skndige forfrer!--Kunde jeg s sandt f nogen til at
snigmyrde dig!

(han lgger nogle gamle breve til side, finder det overrevne
papir fra grsdagen, tar det og ser p stykkerne; lgger det
hurtigt fra sig i det Gina kommer.)

GINA (stter et dkket kaffebret p bordet).
Her er en tr varmt, om du kunde ha' lyst. Og s er her
smrrebrder og lidt saltmad til.

HJALMAR (skotter til brettet).
Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt
faste nringsmidler p snart fire og tyve timer; men det fr
vre det samme.--Mine optegnelser! Mine pbegyndte
livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine Vigtige
papirer? (bner stuedren, men viger tilbage.) Der er hun
ogs!

GINA.
Ja, herre gud, et steds m da barnet vre.

HJALMAR.
G ud.

(han gr plads, Hedvig kommer forskrmt ind i atelieret.)

HJALMAR
(med hnden p drvrideren, siger til Gina):
I de sidste jeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem,
nsker jeg at forsknes for uvedkommende--

(gr ind i stuen.)

HEDVIG (med et st imod sin mor, sprger sagte og bvende):
Er det mig?

GINA.
Hold dig i kkkenet, Hedvig; eller nej,--g heller ind i
kammerset til dig selv. (taler til Hjalmar, idet hun gr ind
til ham.) Bi lidt, Ekdal; rod ikke s i kommoden; jeg ved,
hvor al tingen ligger.

Hedvig (str et jeblik urrlig, i angst og rdviidhed,
bider laeberne sammen for at kvle grden; s knytter hun
krampagtigt hnderne og siger sagte):
Vildanden!

(Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, bner
loftsdren p klem, smyger ind og trkker dren til efter
sig.)

(Hjalmar og Gina begynder at disputere inde i dagligstuen.)

HJALMAR (kommer med nogle skrivebger og gamle lse papirer,
som han lgger p bordet).
 hvad kan den vadskken forsl! Det blir jo de tusende
ting, jeg fr at slbe med mig.

GINA (flger efter med vadskken).
Men s la' alt det andre ligge s lnge; og ta' bare med dig
en skjorte og et par underbukser.

HJALMAR.
Puh,--disse anstrngende forberedelser--!

(trkker yderfrakken af og kaster den p sofaen.)

GINA.
Og s str kaffien og blir kold ogs.

HJALMAR.
Hm.

(drikker uvilkrlig en slurk og derp atter en.)

GINA (trrer stoleryggene af).
Vrst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum
til kaninerne.

HJALMAR.
Hvad! Skal jeg slbe alle de kaninerne med mig ogs?

GINA.
Ja, gamlefar kan da ikke vre uden kaniner, ved jeg.

HJALMAR.
Det fr han sandelig vnne sig til. Der er hjere livsgoder
end kaniner, som jeg m gi' afkald p.

GINA (stver af i reolen).
Skal jeg lgge fljten i vadskken til dig?

HJALMAR.
Nej. Ingen fljte for mig. Men gi' mig pistolen!

GINA.
Vil du ha' den pigstolen med dig?

HJALMAR.
Ja. Min ladte pistol.

GINA (sger efter den).
Den er vk. Han m ha' ta't den med sig ind.

HJALMAR.
Er han p loftet?

GINA.
Ja visst er han p loftet?

HJALMAR.
Hm,--den ensomme gubbe.

(han tar et stykke smrrebrd, spiser det og drikker
kaffekoppen ud.)

GINA.
Havde vi nu ikke lejet bort vrelset, kunde du ha' flyttet
der ind.

HJALMAR.
Jeg skulde bli' boende under samme tag, som--! Aldrig,--
aldrig!

GINA.
Men kunde du da ikke for en dags tid eller to sl dig ned i
dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.

HJALMAR.
Aldrig indenfor disse mure!

GINA.
N, men nede hos Relling og Molvik da?

HJALMAR.
Nvn ikke de menneskers navn! Jeg er frdig at miste
appetiten bare jeg tnker p dem.-- nej, jeg fr nok ud i
stormen og snkavet,--g fra hus til hus og sge efter ly
for far og mig.

GINA.
Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten.

HJALMAR.
, de to afskum, s rige p alle laster! En hat m Skaffes
tilveje. (tar et andet stykke smrrebrd.) Der m gres
anstalter. For jeg har da ikke i sinde at stte livet til
heller.

(sger efter noget p brettet.)

GINA.
Hvad er det du ser efter?

HJALMAR.
Smr.

GINA.
Smr skal straks komme.

(gr ud i kkkenet.)

HJALMAR (rber efter hende).
 det behves ikke; jeg kan s godt spise det trre brd.

GINA (bringer en smrskl).
Se her; det skal vre nykrnet.

(Hun sknker en ny kop kaffe for ham; han stter sig i
sofaen, lgger mere smr p smrrebrdet, spiser og drikker
en stund i taushed.)

HJALMAR.
Vilde jeg, uden at bli' overhngt af nogen--af nogen som
helst,--kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to?

GINA.
Ja, det kunde du s godt, hvis du bare vilde.

HJALMAR.
For jeg indsr ikke muligheden af at f alle fars sager ud i
en slig fart.

GINA.
Og s er det jo det til, at frst mtte du vel sige ham, at
du ikke lngere vilde leve isammens med os andre.

HJALMAR (skyder kaffekoppen fra sig).
Det ogs, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede
forhold--. Jeg m omrde mig; jeg m ha' pusterum; jeg kan
ikke bre alle byrderne p en eneste dag.


GINA.
Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor.

HJALMAR (flytter p grossererens brev).
Jeg ser, det papiret ligger her og slnger endnu.

GINA.
Ja jeg har ikke rrt det.

HJALMAR.
Mig kommer jo den papirlap ikke ved--

GINA.
N, jeg tnker smnd ikke p at gre mig den nyttig.

HJALMAR.
--men det er ikke vrdt, at den gr i skuddermudder
alligevel;--i al den forstyrrelsen, nr jeg flytter, kunde
det s let--

GINA.
Jeg skal nok ta' vare p det, Ekdal.

HJALMAR.
Gavebrevet hrer jo frst og fremst far til; og det fr bli'
hans sag, om han vil gre brug af det.

GINA (sukker).
Ja, stakkers gamle far--

HJALMAR.
For en sikkerheds skyld--. Hvor finder jeg noget klister?

GINA (gr til reolen).
Her str klisterpotten.

HJALMAR.
Og s en pensel.

GINA.
Her er penselen ogs.

(bringer ham sagerne.)

HJALMAR (tar en saks).
Bare en papirstrimmel p bagsiden--. (klipper og klistrer.)
Det vre langt fra mig at ville forgribe mig p fremmed
ejendom,--og aller mindst p en uformuende oldings. N,
ikke p--den andens heller.--Se s. Lad det ligge der s
lnge. Og nr det er ble't trt, s ta' det vk. Jeg vil
ikke se det aktstykke for mine jne mere. Aldrig!

(Gregers Werle kommer ind fra gangen.)

GREGERS (lidt forundret).
Hvad,--sidder du her, Hjalmar?

HJALMAR (rejser sig hurtigt).
Jeg var sunken ned af mathed.

GREGERS.
Du har dog spist frokost, ser jeg.

HJALMAR.
Ogs legemet gr stundom sine krav gldende.

GREGERS.
Hvad har du s bestemt dig til?

HJALMAR.
For en mand, som jeg, er der kun n vej at g. Jeg er i frd
med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid,
kan du vel tnke.

GINA (lidt utlmodig).
Skal jeg s gre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke
vadskken?

HJALMAR (efter et rgerligt sideblik mod Gregers).
Pak,--og gr i stand!

GINA (tar vadskken).
Ja-ja, s lgger jeg ned skjorten og det andre da.

(gr ind i stuen og trkker dren til efter sig.)

GREGERS (efter en kort taushed).
Aldrig havde jeg tnkt, at dette skulde bli' enden p det.
Er det virkelig en ndvendighed for dig at g fr hus og
hjem?

HJALMAR (driver urolig omkring).
Hvad vil du da, jeg skal gre?--Jeg er ikke skikket til at
vre ulykkelig, Gregers. Jeg m ha' det godt og trygt og
fredeligt omkring mig.

GREGERS.
Men kan du da ikke det? Forsg det bare. Nu synes jeg, her
er fast grund at bygge p,--og begynd s forfra. Og husk
p, du har jo ogs opfindelsen at leve for.

HJALMAR.
 tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med
den.

GREGERS.
S?

HJALMAR.
Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De
andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir
vanskeligere dag for dag--

GREGERS.
Og du, som har lagt s stort et arbejde i dette.

HJALMAR.
Det var denne udsvvende Relling, som fik mig til det.

GREGERS.
Relling?

HJALMAR.
Ja, det var ham, som frst gjorde mig opmrksom p mit anlg
for en eller anden mrkelig opfindelse i fotograflen.

GREGERS.
Aha,--det var Relling!

HJALMAR.
, jeg har vret s inderlig lykkelig over den sag. Ikke s
meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode
p den,--trode p den med barnesindets hele magt og
styrke.--Ja, det vil sige,--jeg dre har gt her og
bildt mig ind, at hun trode p den.

GREGERS.
Kan du virkelig tnke, at Hedvig skulde vret falsk imod
dig!

HJALMAR.
Nu kan jeg tnke, hvad det s skal vre. Det er Hedvig, som
str ivejen. Hun kommer til at stnge solen ude fra hele mit
liv.

GREGERS.
Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne
stnge for dig?

HJALMAR (uden at svare).
S usigelig som jeg har elsket det barn. S usigelig
lykkelig, som jeg flte mig hver gang jeg kom hjem i min
fattige stue og hun flj mig imde med sine sde, lidt
mysende jne.  jeg troskyldige dre! Jeg holdt s usigelig
af hende;--og s digted og drmte jeg mig ind i den
indbildning, at hun holdt s usigelig af mig igen.

GREGERS.
Siger du, at det bare var en indbildning!

HJALMAR.
Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke f presset noget
ud af. Og hun mangler jo desuden s aldeles sans for den
ideale side af forviklingerne. Men for dig fler jeg trang
til at bne mig, Gregers. Der er denne forfrdelige tvil--;
kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig rligt af mig.

GREGERS.
Det kunde du dog muligens f vidnesbyrd om. (lytter.) Hvad
er det? Jeg synes vildanden skriger.

HJALMAR.
Vildanden skrpper. Far er p loftet.

GREGERS.
Er han det! (gide lyser op i ham.) Jeg siger, du kunde nok
f vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af
dig!

HJALMAR.
 hvad vidnesbyrd kan hun gi' mig! Jeg tr ikke tro p nogen
forsikkring fra den kant.

GREGERS.
Hedvig kender visselig ikke til svig.

HJALMAR.
, Gregers, det er jo netop det, som ikke er s sikkert.
Hvem ved, hvad Gina og denne fru Srby mangen gang kan ha'
siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha'
rerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke s uventet
endda. Jeg syntes nok, at jeg mrked noget sligt.

GREGERS.
Hvad er det dog for en nd, som er faret i dig!

HJALMAR.
Jeg har ft jnene op. Pas du p;--du skal se, gavebrevet
er bare en begyndelse. Fru Srby har altid havt s meget
tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gre for
barnet, hvad det s skal vre. De kan ta' hende fra mig,
hvad tid og time de lyster.

GREGERS.
Aldrig i verden gr Hedvig fra dig.

HJALMAR.
Vr du ikke s viss p det. Dersom de str og vinker efter
hende med fulde hnder--? , jeg, som har elsket hende s
usigelig! Jeg, som vilde sat min hjeste lykke i at ta'
hende varsomt ved hnden og lede hende, som man leder et
mrkrd barn gennem et stort de rum!--Nu fler jeg det s
nagende sikkert,--den fattige fotograf oppe i
loftslejligheden har aldrig vret noget belt og fuldt for
hende. Hun har bare s listelig srget for at st p en god
fod med ham s lnge til tiden kom.

GREGERS.
Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.

HJALMAR.
Det forfrdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal
tro,--at jeg aldrig kan f vide det. Men kan du da
virkelig tvile p, at det m vre, som jeg siger? H-h, du
stoler for strkt p den ideale fordring, min gode Gregers!
Dersom de andre kom, de, med de bugnende hnder, og rbte
til barnet: g ifra ham; hos os har du livet ivente--

GREGERS (hurtigt).
Ja, hvad da, tror du?

HJALMAR.
Hvis jeg s spurte'hende: Hedvig, er du villig til at gi'
slip p livet for mig? (ler spotsk.) Jo tak,--du skulde
nok f hre, hvad svar jeg fik!

(Et pistolskud hres inde p loftet.)

GREGERS (hjt, i glde).
Hjalmar!

HJALMAR.
Se s; nu gr han p jagt ogs.

GINA (kommer ind).
Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar gr og dundrer inde p loftet
alene.

HJALMAR.
Jeg vil se ind--

GREGERS (levende, grebet).
Bi lidt! Ved du, hvad det var?

HJALMAR.
Ja visst ved jeg det.

GREGERS.
Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet!

HJALMAR.
Hvilket vidnesbyrd?

GREGERS.
Det var en barnlig offerhandling. Hun har ft din far til at
skyde vildanden.

HJALMAR.
Skyde vildanden!

GINA.
Nej, tnk--!

HJALMAR.
Hvad skulde det til?

GREGERS.
Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for
s mtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.

HJALMAR (bldt, bevget).
, det barn!

GINA.
Ja, hvad hun kan finde p!

GREGERS.
Hun vilde bare ha' din krlighed igen, Hjalmar; hun syntes
ikke hun kunde leve den foruden.

GINA (kmper med grden).
Der kan du selv se, Ekdal.

HJALMAR.
Gina, hvor er hun henne?

GINA (snfter).
Stakkers, hun sidder vel ude i kkkenet, kan jeg tro.

HJALMAR (gr hen, river kkkendren op og siger):
Hedvig,--kom! Kom ind til mig! (ser sig om.) Nej, her er hun
ikke.

GINA.
S er hun i det lille kammerset sit da.

HJALMAR (udenfor).
Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind.) Hun m vre gt
ud.

GINA.
Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.

HJALMAR.
 gid hun bare snart vilde komme hjem,--s jeg rigtig kan
f sagt hende--. Nu skal alt bli' godt, Gregers; for nu
tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.

GREGERS (stille).
Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske.

(Gamle Ekdal kommer i dren til sit vrelse; han er i fuld
uniform og har travlt med at spnde sabelen om sig.)

HJALMAR (forbauset).
Far! Er du der!

GINA.
Var det i kammerset far skd?

EKDAL (harmfuld, nrmer sig).
S du gr p jagt alene, du, Hjalmar?

HJALMAR (spndt, forvirret).
Det var alts ikke dig, som skd p loftet?

EKDAL.
Skd jeg? Hm!

GREGERS (rber til Hjalmar).
Hun har selv skudt vildanden, du!

HJALMAR.
Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdren, river den
tilside, ser ind og skriger hjt.) Hedvig!

GINA (lber mod dren).
Jss', hvad er det!

HJALMAR (gr ind).
Hun ligger p gulvet!

GREGERS.
Ligger Hedvig!

(ind til Hjalmar.)

GINA (samtidigt).
Hedvig! (ind p loftet.) Nej, nej, nej!

EKDAL.
H--h; gr hun ogs p skytteri!

(Hjalmar, Gina og Gregers slber Hedvig ind i atelieret; i
den nedhngende hjre hnd holder hun pistolen fastklemt
mellem fingrene.)

HJALMAR (forstyrret).
Pistolen er gt af. Hun har truffet sig selv. Rb om hjlp!
Hjlp!

GINA (lber ud p gangen og rber ned):
Relling! Relling! Doktor Relling; fly'herop s fort De kan!

(Hjalmar og Gregers lgger Hedvig ned p sofaen.)

EKDAL (stille).
Skogen hvner.

HJALMAR (p kn ved hende).
Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig--: ja, ja, ja.

GINA (som er kommen ind igen).
Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen--

(Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den
sidste er uden vest og halstrklde, med ben livkjole.)

RELLING.
Hvad er her p frde?

GINA.
De siger, Hedvig har skudt sig.

HJALMAR.
Kom her og hjlp!

RELLING.
Skudt sig!

(han rykker bordet til side og begynder at undersge hende.)

HJALMAR (ligger og ser angstfuldt op p ham).
Det kan da ikke vre farligt? Hvad, Relling? Hun blder
nsten ikke. Det kan da ikke vre farligt?

RELLING.
Hvorledes gik det til?

HJALMAR.
, hvad ved jeg--!

GINA.
Hun vilde skyde vildanden.

RELLING.
Vildanden?

HJALMAR.
Pistolen m vre gt af.

RELLING.
Hm. Ja s.

EKDAL.
Skogen hvner. Men jeg er ikke rd alligevel.

(gr ind p loftet og lukker efter sig.)

HJALMAR.
N, Relling,--hvorfor siger du ingen ting?

RELLING.
Kuglen er gt ind i brystet.

HJALMAR.
Ja, men hun kommer sig da!

RELLING.
Du ser vel, at Hedvig ikke lever.

GINA (brister i grad).
 barnet, barnet!

GREGERS (hst).
P havsens bund--.

HJALMAR (springer op).
Jo, jo, hun m leve! , gud velsigne dig, Relling,--bare
et jeblik,--bare s lnge til jeg kan f sagt hende, hvor
usigelig jeg holdt af hende hele tiden!

RELLING.
Hjertet er truffet. Indre forbldning. Hun dde p stedet.

HJALMAR.
Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og s krb hun
forskrmt ind p loftet og dde i krlighed for mig.
(hulkende.) Aldrig f gre det godt igen! Aldrig f sige
hende--! (knytter hnderne og skriger opad:) , du der
oppe--! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!

GINA.
Hys, hys, du m ikke anmasse dig s flt. Vi havde vel ikke
ret til at beholde hende, kan jeg tro.

Molvik.
Barnet er ikke ddt; det sover.

RELLING.
Sludder.

HJALMAR (blir stille, gr hen til sofaen og ser med
korslagte arme p Hedvig).
Der ligger hun s stiv og stille.

RELLING (soger at lse pistolen).
Den sidder s fast, s fast.

GINA.
Nej, nej, Relling, brk ikke fingrene hendes; la' pigstolen
sidde.

HJALMAR.
Hun skal f den med sig.

GINA.
Ja, la' hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere
her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun.
Ta' i med, Ekdal.

(Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.)

HJALMAR (mens de brer).
, Gina, Gina, holder du dette ud!

GINA.
Den ene fr hjlpe den anden. For nu er vi da halvt om
hende, ved jeg.

Molvik (strkker armene ud og mumler):
Lovet vre herren; til jord skal du blive; til jord skal du
blive--

RELLING (hvisker).
Hold kft, menneske; du er jo fuld.

(Hjalmar og Gina brer liget ud gennem kkkendren. Relling
lukker efter dem. Molvik sniger sig ud p gangen.)

Relling (gr hen til Gregers og siger):
Aldrig skal nogen binde mig p nsen, at dette her var et
vdeskud.

GREGERS (som har stat skrkslagen, i krampaytige rykninger).
Ingen kan sige, hvorledes det forfrdelige gik til.

RELLING.
Forladningen har svi'd kjolelivet. Hun m ha' trykket
pistolen lige imod brystet og fyret af.

GREGERS.
Hedvig er ikke dd forgves. S De, hvorledes sorgen
frigjorde det storladne i ham?

RELLING.
Storladne blir de fleste, nr de str i sorg ved et lig. Men
hvor lnge tror De den herligheden varer hos ham?

GREGERS.
Skulde ikke den vare og vokse for livet!

RELLING.
Inden tre fjerdingr er lille Hedvig ikke andet for ham end
et vakkert deklamationstema.

GREGERS.
Og det tr De sige om Hjalmar Ekdal!

RELLING.
Vi skal snakkes ved, nr det frste grsset er visnet p
hendes grav. Da kan De f hre ham gulpe op om det
faderhjertet for tidligt frarevne barn; da skal De f se
ham sylte sig ind i rrelse og i selvbeundring og i
selvmedlidenhed. Pas De p!

GREGERS.
Hvis De har ret, og jeg har uret, s er ikke livet vrd at
leve.

RELLING.
, livet kunde vre ganske bra' alligevel, nr vi bare mtte
f vre i fred for disse velsignede rykkere, som render os
fattigfolk p drene med den ideale fordring.

GREGERS (ser frem for sig).
I s fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.

RELLING.
Med forlov,--hvad er da Deres bestemmelse?

GREGERS (i frd med at g).
At vre den trettende mand tilbords.

RELLING.
 fan' tro det.

 * * * * *





End of the Project Gutenberg EBook of Vildanden, by Henrik Ibsen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***

***** This file should be named 13041-8.txt or 13041-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/1/3/0/4/13041/

Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders

Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
